Hands and Feet-Remix. Således hedder den bedste version af Depeche Mode’s ‘Enjoy The Silence’, der udkom på single for 33 år siden denne søndag. Alle kender nummeret til hudløshed, alligevel tåler det nemt et givende genhør mens der tælles ned til den nye single ‘Ghost Again’. For så overlegent kølige og majestætiske er dets virkemidler. Ikke ét ord for meget, ikke en lyd, et tema eller et anslag der ikke optimerer. Og så de der berusende, akkordbærende synths som netop er fremhævet på dette remix. Enjoy indeed!
Efter en Tom Verlaine-præget uge med meget Television på playlister og pladetallerken, da hørtes her til aften 1977-albummet Blank Generation med Richard Hell & The Voidoids. Pretty outlaw-boy Richard Hell var jo ham Tom Verlaine først drømte musik og poetry med i NYC. De lavede sammen bandet The Neon Boys, der hurtigt blev til Television. Hell spillede bass og sang heftigt, deres tidlige set havde ti sange, hvoraf Verlaine sang fire, Hell fire, andenguitarist Richard Lloyd to. Men Verlaine ville musikkens perfektion og lydhørhed, hvorimod Hell var til øjeblikkets vildskab, nuets intuitive fortabelse. To uforenelige størrelser, så Verlaine fyrede usentimentalt sin gamle ven, der skal nævnes var en ret lousy bassist. Helt naturligt nu han aldrig gad øve sig, men hellere villle…leve. Television fortsatte uden ham til hvad de nu skulle blive, mens Hell først startede Heartbreakers (med Johnny Thunders), dog snart fik sit helt eget band, The Voidoids, hvor han endelig kunne være the main man. Et halvt år efter udgivelsen af Marquee Moon udkom Richard Hell & The Voidoids så i september 1977 med Blank Generation. Et langt mere regelret punk-kaotisk og vildt album end Marquee Moon, men alligevel – når det opleves i den kontekst – kan man høre så mange lighedspunkter og referencer til Tom Verlaine’s Television; deres æstetik, tonesprog og hele den kantede måde at spille moderne rockmusik på. Tjek som bevisførelse for den påstand følgende nummer. Iøvrigt en præstation af den dengang narkoafhængige Richard Hell, det efter esserne Verlaine/Lloyd lykkedes ham at finde en guitarist, der i klasse helt kunne leve op til dem; den til da antivariat-ansatte Robert Quine, som siden skulle spille for og med Lou Reed, er også en af de helt store ekspressive New York-guitarister. Han Television-stråler jo også nærmest her på ‘The Plan’…
Der skete meget i dag for 40 år siden. Det mest tragiske og triste var nok Karen Carpenter’s død af spiseforstyrrelser kun 32 år gammel. Kan du lide The Carpenters? Tænker de er sådan et band, man kun kan klare i meget, meget små doser før det hele bliver for sukret og klaustrofobisk perfekt. Men deres dygtighed udi amerikansk popmusik af reneste 70’er-snit fornægter sig jo aldrig. Vi mindes Karen Carpenter her med denne sides absolutte favorit med dem, 1971-singlen ‘Superstar’, som også Sonic Youth overraskende har lavet en meget, meget fin version af. Men her er det The Carpenters, der altid lød allerbedst på de mest længselsfuldt sørgmodige og fortabte sange…
Et nyt band ingen har hørt om spiller i aften for 40 år siden på The Hacienda i Manchester. Det er kun deres tredje show nogensinde. Debutsinglen ‘Hand In Glove’ skal først udkomme fire måneder senere. Sådan lyder og ser The Smiths ud inden de får luft under vingerne…
Echo and the Bunnymen’s tre’er Porcupine udkom 4. februar 1983, efter sigende i en genindspillet version, da pladeselskabet Korova var utilfreds med første forsøg. Albummet har da heller ikke samme ubesværede flow og fornemmelse af fritflydende intuition som forgængeren Heaven Up Here (1981), og blev som sådan set som lidt af et tilbageskridt. Stadig dog et absolut høreværdigt album med Bunnymen-classics som ‘The Cutter’, ‘Heads Will Roll’ og ‘Back Of Love’ ombord. Halvanden måned efter udgivelsen gæstede Bunnymen iøvrigt Danmark for første gang, en eksplosiv aften på Tre Falke, den lille gamle scene i det daværende Falkoner på Frederiksberg.
Får et interesseret spørgsmål – tak! – fra en formodet pladeentusiast om, hvilken Buzzcocks-single det var som kom med hjem fra Frankrig. Jo, det var ‘Promises’, endnu en ikke-album-single, denne fra november 1978, jeg fandt i FNAC i Strasbourg i forsommeren 1979. Og også denne med et specielt cover, dog her et virkelig flot et. Hvor det rigtige Malcolm Garrett/Assorted Images-design er sort med skrift/grafik holdt i lilla/lysegrønt, da vælger den franske model (set herover til højre) istedet et godt bandbillede under Garrett’s klassiske Buzzcocks-logo blæst op i rødt på billedets lyseblå baggrund. Oui, c’est trés cool. Og begge singlens sange – bagsiden er ‘Lipstick’ – står som værdige eksponenter for topklasse-Buzzcocks…
70’ernes punkbølge byder sin vrede tiltrods på overraskende mange helhjertede og virkeligt gode popbands, der er leveringsdygtige i skarpskårne singler efter klassisk pop-melodisk snit. The Ramones, Blondie, The Undertones, The Rezillos, samt ikke mindst Buzzcocks for at nævne nogle oplagte. Sidstnævnte Manchester-band udsender fra 1977-79 otte-ni nær pop-perfekte punk-singler, der i efteråret 1979 samles på albummet Singles Going Steady. En rammende titel, da næsten alle disse Pete Shelley-skrevne sange tager udgangspunkt i uigengældt kærlighed. Den anden af dem hedder ‘What Do I Get’ og udkommer dags dato i 1978…
Buzzcocks’ albums eller singler dukkede ikke op hvor jeg dengang boede. Fandt deres 1978-debutalbum i London, efterfølgeren fra samme år i Malmö City, en lidt senere single i franske Strasbourg, således. Men lige præcis ‘What Do I Get’ var en uforståelig, mirakuløs undtagelse. En eftermiddag i en single-rodekasse i en lille ruin af en døende pladebutik, der lå den pludselig blandt en bunke mere eller mindre obskure europæiske disco/pop-singler. Ikke den engelske med det Buzzcocks-klassiske og grønne Malcolm Garrett/Assorted Images-cover, men istedet en officiel hollandsk bastard-version med et gammelt bandfoto af et ukorrekt line-up, forkert covertitel – ‘What Did I Get’ istedet for ‘What Do I Get’ – samt en anden forkert titel – ‘What Did I Say’ – på selve singlens label. Var lykkelig, selvom jeg hellere ville have haft den rigtige grønne, der først senere lykkedes. I dag er den lidt kiksede hollandske UA-version et samlerobjekt, der ikke sælges for under €200. Det havde vi aldrig set komme den dag i Gravene i Viborg.
Bør den her sitrende larm ikke kunne blive til noget? Det eneste vi her umiddelbart ved om Wunderhorse (fra Newquay, Cornwall) er, at Fontaines D.C. sidste år havde dem på som support ved nogle shows i England. Samt at ‘Leader Of The Pack’ her er den bedste sang med den titel siden The Shangri-Las…
Hvis vintertiden har brug for en musik der reflekterer dens golde mørke og mentale ufremkommelighed, så har 1. februar 1980, da Psychedelic Furs udsender ‘Sister Europe’ som sin anden single, været en perfekt dag…
Der er blevet talt meget Television de seneste dage ovenpå Tom Verlaine’s bortgang i weekenden. Og i den forbindelse kommer – ialfald her – nye ukendte detaljer frem. Som f.eks. at coverportrættet af Television på Marquee Moonikke er et maleri, men istedet et Robert Mapplethorpe-fotografi som Verlaine’s co-guitarist Richard Lloyd har efterbehandlet. Well, well. Så ordinært endimensionelt ser det oprindelige foto ud…
Ja, for dagens nye sang her hedder ‘Nattens Sang’, og er vel faktisk debut under navnet Olesen for Peter H. Olesen (frontfigur i bl.a. Greene, Olesen-Olesen og De Efterladte). Denne så stemningsfine og melodisk velsvungne sang af de mørke timers ro er en forløber albummet Blues & Salmer, der udkommer 30. marts…
Mandag var det årsdagen for at New Order i 1989 udsendte Technique, den skarpe opfølger til anderledes rodede Brotherhood tre år tidligere. Indimellem de to var kommet singlen ‘True Faith/1963’, hvor New Order havde genfundet den popformlens skarphed, der tidligere i årtiet havde været bandets adelsmærke. Technique er grundindspillet på Ibiza, som på det tidspunkt var blevet en berygtet magnet for hedonister med hang til elektronisk acid-musik og drugs. Det høres tydeligt på albummet, det vel sidste rigtigt betydningsfulde fra Manchester-bandet…
De fleste af Televison’s få 7″er-udgivelser er kun udsendt i såkaldte company sleeves, altså standardiserede covers fra i deres tilfælde Elektra Records. Men den spanske ‘Prove It’-single kommer iklædt et enkelt bandbillede med en ‘Punk Rock’-varedeklaration ovenpå. Det var andre dengang…
