Hører hellere end gerne ‘Ghosts Again’ igen. Mandag aften i Paris med den nye single på TMC’s program Quotidien…
Depeche Mode i San Remo
Lørdag aften deltog Depeche Mode på italiensk TV i den traditionelle San Remo Festival med en gæsteoptræden på to numre. ‘Personal Jesus’ kan vi udenad i søvne, langt mere interessant den nye single ‘Ghosts Again’, der overraskende nærmest bliver ved med at vokse for hver gennemlytning. Om det er sangens glødende melodiske kvalitet eller bare en overreaktion på tidens kalorienærige populærmusik, det skal endnu ikke kunne siges. Jo ældre Dave Gahan bliver, jo bedre synger han øjensynligt, og jo mere bringer hans fysiske fremtræden diskrete mindelser om LS’s egen Dr. Risell. Specielt det sidste er et stort kompliment til Dave…
The story of Wah!
The Crucial Three, den myteomspundne Liverpool-trio af (for) store egoer, der aldrig nåede nogetsomhelst inden den gik i opløsning, bestod af Ian McCulloch (snart sanger i Echo and the Bunnymen), Julian Cope (snart sanger i Teardrop Explodes) og så Pete Wylie, der ligeledes som forsanger fortsatte med sine Wah! Heat, der var akkurat ligeså lidenskabeligt dedikerede og Merseyside-karakterkæntrende stærke som de to førstnævnte bands. I dag er han sørgeligt nok lidt overset, glemt og borte fra de større scener, men det er ialfald ikke hans dengang fornemt profilerede sangskrivnings skyld. Her en liveoptagelse fra Channel 4 i 1983, et tidspunkt hvor han med Wah! når helt op i top-3 på den engelske hitliste med sin Merseysoul-hitsingle ‘The Story Of The Blues’, der i klassisk Wylie-stil rækker ud efter de helt store følelsers klimaks. Wylie havde lige da med Wah! hele verden – okay så, den engelske del af den – for sine fødder, men i klassisk Scouse enspænder-stil lykkedes det ham at miste momentum og formøble karrieren. Sangene fra hans lift-off er dog ret vidunderlige endnu, hør blot den her startende ‘The Story Of The Blues’ med sit næsten Marc Almond-svævende melodrama…
Jørgensen/Botes udfordrer
Her en af denne blogs favoritskæringer fra et nyt, koncentreret semi-klassisk værk (!) med højt til loftet, der positivt ment vil skulle høres mange gange før det kan registreres som kortlagt. Taler om Steen Jørgensen og Marina Botes’ albumdebut denne weekend under navnet Jørgensen/Botes, der forfriskende byder på et for dette land uhørt højt ambitionsniveau…
War is worth it?
Pet Shop Boys har netop lagt en ny sangdemo op, sunget i 1. person fra vinklen af en i dissekrigsplagede tider yderst omstridt statsleder. Bliver det hele for fodformet og afkodeligt uinteressant trods de gode intentioner? Måske, men den stærke melodi bærer godt igennem. Bemærkelsesværdigt er det også at Neil Tennant, som sangen udvikler sig et par steder nærmest vrænger med stemmen, noget aldrig nogensinde hørt før i normalt så køligt afmålte PSB, og det endda her, ovenpå en soft klaverballade…
The Smiths-singler – #1
Det er her det starter. 13. maj 1983 udsender Rough Trade de nye og helt ukendte The Smiths’ debutsingle ‘Hand In Glove’. Sangen starter i sit tilbagevendende grundstykke – slet ikke ulig The Beatles’ debutsingle ‘Love Me Do’ – med et ensomt wailende mundharmonika-tema henover tre kontant spillede akkorder. Da versstykket straks ankommer, smart transponeret en hel tone op, åbenbarer Morrissey’s stemme sig. Svært at beskrive i dag hvor anderledes og feminin han straks lyder der allerførst i sine så kokette, forfinede og selvbevidste melodifraseringer. Og hans så følsomme ord som holder fanen højt for de outsidere i livet, han her selv tæller sig iblandt, er også atypiske og nye for tiden. Ligesom det er det, da han tilsidst forudser sit eget personlige nederlag med “Yes, I know my luck too well / And I’ll probably never see you again…” før Johnny Marr’s mundharpe sangen ud atter parafraserer The Fab Four, det bare på en måde så man straks intuitivt ved, der regner meget mere misery ned på Morrissey/Marr’s Manchester end på Lennon/McCartney’s Liverpool.
En markant engelsk debut, men også en usleben diamant, for sangens mix ser sig ikke fri for at være mudret. Det står mest af alt som et slagsmål instrumenterne imellem om at blive hørt. Det vil der blive rådet bod på da denne optagelse mixes om til The Smiths’ debutalbum året efter. Resultatet da er hifi-mæssigt langt mere tilfredssstillende, men de stemmer der argumenterer for denne oprindelige versions charme og integritet har ikke nogen dårlig sag.
Den nøgne mand på coveret – Morrissey’s kald naturligvis – tiltrækker sig straks voldsom opmærksomhed, mere skal der ikke til i den gamle verden af 1983. At han på singlens b-side, en rå liveoptagelse af den nærmest skitsesimple ‘Handsome Devil’ med glimt i øjet synger “A boy in the bush is worth two in the hand / I think I can help you get through your exams / Oh, you handsome devil / Oh, let me get my hands on your mammary glands” får næsten hele The Smiths-snakken i England til kun at handle om Morrissey’s formodede homoseksualitet. Hvilket er synd, for der er så meget mere til historien her end seksuelt sladder; et enestående nyt band, tydeligvis med sit helt eget sprog både musikalsk og i ord, har meldt sig på banen…
DM øger indsatsen
Havde den stærke nye Depeche Mode-single her i går. I dag markeres 37-årsdagen for en anden. 10. februar 1986 udsendes forløbersinglen for Black Celebration, der skal udkomme måneden efter. Og ‘Stripped’ er vel det øjeblik, hvor DM smider sit musikalske hvalpefedt og for alvor leverer den grandiøse storhed, popudgivelserne op til da kun momentvis har antydet. ‘Stripped’, en tålmodigt dunkende elektroballade, der får luft under sine brede vinger tilsidst, da det simple men mægtige keyboardtema på tværs af de roligtstående akkorder sætter ind. Og som sådan forvarsler dette nummer vel ikke bare Black Celebration, men overordnet også tilgangen på de kommende mesterplader Music for the Masses (1987) og Violator (1990), der vil skyde DM’s karriere lodret op. Her ‘Stripped’ i den rørende version fra livealbummet 101, indspillet 18. juni 1988 i Rose Bowl, Pasadena, Californien…
Bergman i blodet
Denne nye Depeche Mode-single er blevet udsendt i dag. Engang var de fire i bandet, nu er de to. Martin Gore og Dave Gahan genopfører her i videoen Ingmar Bergman’s Det Syvende Segl (1957), hvori Max Von Sydow spiller skak med Døden. Opløftende med en regulær poptune fra DM igen…
Burt Bacharach RIP!
En sangskrivernes sangskriver, en der lavede så elegant svungne sange sammen med sin tekstforfatter Hal David, at næsten alle andre – samtidige som senere – bare måtte træde to skridt tilbage og anerkende den mesterlige musikalitet og enkeltlydende kompleksitet, der gav deres fælles katalog dets helt uforlignelige melodiske tone og overordnede identitet. Og hvor kender man dog mange af de sange, bevidst som ubevidst, når man går en liste igennem med samtlige. Kvalitetspakkede, tidsdefinerende swinging 60’s-pophits med Dianne Warwick, Dusty Springfield, Jackie DeShannon, Aretha Franklin, Carpenters, Gene Pitney, Tom Jones, Herb Alpert blandt de mere kendte. Her to af Bacharach/David’s hits, det ene sunget af Lyngbys egen Scott Walker i 1965, det andet en cover af punkbandet The Stranglers i 1978. Så stærkt defineret var Burt Bacharach melodisk, at hans sangs melodiske klasse ubesværet skinner igennem selv The Stranglers’ soniske, uhm, kvælertag på den…
The Smiths-singlen der aldrig var
Sangen optrådte aldrig på nogen single i The Smiths’ korte levetid, og siden da har den heller aldrig været at finde på de best of-opsamlinger der har genfortalt og genoplivet Manchester-bandets historie. Alligevel er den IMHO vel en af The Smiths’ top-5-sange. Jeg taler om ‘Paint A Vulgar Picture’, gemt væk som tredje skæring på side 2 af opbrudsalbummet Strangeways, Here We Come (1987). En klassisk Morrissey’sk fortælling om musikbranchens kannibalisme, om hvordan selve rocknroll-drømmens renhed fra både fan- og stjerne-perspektiv bliver sparket ned og besudlet af sin egen industri. Ja, klassisk Morrissey-vinkel. Men det er Johnny Marr’s særegne musik der gør sangen så speciel. For på ‘Paint A Vulgar Picture’ giver han Morrissey et unikt musikalsk lærred at male det ovenliggende billede på. Hele midtempo-sangens infrastruktur er en enkel men rytmisk elegant trukket guitar-rundgang, der henover den omkvædsløse sangs mange vers transponeres frem og tilbage i grundtone (mellem D og H), så musikken vel nok synes repeterende, men samtidig har en følelse af altid at være på vej et nyt sted hen; et smart trick. Det hele forløses forbilledligt (omend på uventet vis) da Marr selv efter 6. vers af de ialt 10 (på 2:36) sætter ind med sin første guitarsolo nogensinde. Og selv her i følelsernes tulmultariske kulmination bevarer The Smiths som band beundringsværdigt det kølige overblik i sit kontrollerede spil, det mens Marr’s solo ellers slår gnister til håndklap i både hjerteskærende melodi og guitarens sært nærværende optaget-direkte-ind-i-pulten-lyd. Virkelig et specielt nummer, der ikke lyder som noget andet i The Smiths-kataloget. De nåede desværre aldrig selv at spille det live, men det gjorde Morrissey til gengæld i 1997 på sin på sin tour for både Southpaw Grammar og Maladjusted, hvor bl.a. Store Vega fik fornøjelsen af denne altid for hemmelige Smiths-klassiker. Enjoy!
50-års Raw Power
Sikke en dag i dag for et halvt hundrede år siden, hvis man gik ud og købte Iggy Pop’s eksplosive Raw Power, det ultimative proto-punkalbum. Selv i dag lyder pladens 34 minutters eksplosion af et liv på kanten stadig frygtindgydende utæmmet og lovløs. En moderne klassiker, men definitivt ikke den rette ledsager til en afdæmpet tirsdag aften.
The magnificent…
Normalt falder International Clash Day, hvor The Only Band That Matters hyldes gennem spilning af deres musik, 5. februar, men da den dato i år lå i en weekend, afholdes ICD – for 10. gang – istedet i dag. Vores indsats her er åbningsnummeret fra Sandinista! (1980) tilsat amerikanske billeder af The Clash på besøg i New York City i foråret 1981, lige efter de havde besøgt og spillet koncert i København…
De unge fædre er tilbage
Jeg har tidligere udtrykt min begejstring for denne trio fra Edinburgh, og deres nye album, Heavy Heavy, er ikke dårligt overhovedet. Hermed anbefalet.
Fransk mandag
I 1963 skriver Serge Gainsbourg sin langsomme vals ‘La Javanaise’ om svævende kærlighed til sangerinden Juliette Greco. Hun synger den teknisk langt bedre, specielt den så flot svungne melodi i omkvædet sætter hun langt mere forfinet elegant end Serge. Men hans version har mere sjæl, er mere tidsløs og fri i sin fortælling, så det er naturligt den som står øverst her…
Iggy Pop har indspillet en version på sit chansonflirtende-album Après (2012), og giver der denne vinkel på ‘sangen’La Javanaise’: “I just about flipped when I heard this song. The melody is so beautiful and obviously wounded, but does not become a bummer because of the great chorus and it is true that without love everything is fucked up but at the same time love is kind of a trick and maybe a problem” .
Fransk mandag
Kendte i 1983 en pige der var nede som au pair i Frankrig og kom hjem med et mini-album af et helt nyt new wave-synthband fra Paris ved navn Indochine. Åbningstitelnummeret og singlen derfra ‘L’aventurier’ blev spillet meget det år, stadig en top-catchy popsang i dag med sit mærkværdige mash-up af svajende speedet synthpop og Jørgen Ingmann’sk guitar-twang…