Fordi den moderne verden har brug for det. Britiske The Fallout Club udsendte denne single, en af bandets kun tre i en kortlivet ikke-karriere, i oktober 1981. Den lød som af en anden og bedre verden dengang, hvilket faktisk også – sikkert af andre grunde – er tilfældet i dag. TFC-keyboardspiller/sangskriver/producer Thomas Dolby skulle snart få succes andetsteds; dels som artist i eget navn, dels som producer, ikke mindst for Newcastle-bandet Prefab Sprout. Forunderlige ‘Wonderlust’ havde fortjent sig at blive et hit. Dét skete aldrig…
Jeg har flere gange skrevet om det tyske band Moderat her, omend det er ved at være et stykke tid siden. De udsendte et album i løbet af 2022, MORE D4TA, men det har jeg ganske enkelt ikke fået lyttet til. Det vil jeg se at få gjort. Her er en ny koncertoptagelse med dem. Koncerter uden publikum kender vi efterhånden godt fra COVID-19-nedlukningerne, men om det er dét, der er grunden til at bandet er alene i det store Grand Palais i Paris, ved jeg ikke.
Fordi verden har brug for det. Jeg sværger: London-bandet The Slits’ rummelige cover af Whitfield/Strong’s ‘I Heard It Through The Grapevine’ – en b-side til 1979-singlen ‘Typical Girls’ – er klasser bedre end nogen anden version…
Fordi verden har brug for det. Hvem skulle have troet at kulsorte Bauhaus i juni 1982 pludselig kunne komme op med et så drama-formfuldendt single-lysglimt som ‘Spirit’?
Fordi verden har brug for det. Her en dokumentar om 25. december 1977, hvor Sex Pistols spiller deres to sidste shows i England, det inden den berygtede USA-tour i januar ’78 og dens efterfølgende bandopløsning. Begge shows foregår på natklubben Ivanhoe’s i nordlige Huddersfield, det første om kl. 15. om eftermiddagen (for børn til byens strejkeende brandmænd, samt børn til enlige arbejdsløse forældre), det andet om aften for hvemsomhelst. Her en dokumentar om Sex Pistols’ dag i usandsynlige Huddersfield. Aldrig før eller siden med Pistols så man Johnny Rotten eller Sid Vicious smile på scenen som her…
Jeg har ikke fulgt med i hvad Father John Misty har lavet i de seneste år, men denne sang fra det år, der endnu er “i år”, greb mig. Måske har jeg skrevet om “Goodbye Mr. Blue” tidligere her, men den fortjener at blive nævnt igen. Dette er en sang, der på én og samme tid minder mig om Harry Nilsson og den legendariske country-fortæller Tom T. Hall og som i tilgift får mig til at tænke på noget, der er mere sorgfuldt end man ofte vil indrømme, nemlig afskeden med et kæledyr, man holdt af.
Elias Rønnenfelt fra Iceage har under sit Marching Church-alterego lavet en forbløffende vellykket The Pogues-stylet julesang. ‘Christmas On Earth’ har i år fem slingrende december-højtider på sin samvittighed…
Men ikke med den sædvanlige sort/hvide video, istedet The Pogues og Kirsty MacColl på Top of the Pops dengang. Og som der står i en kommentar nedenunder: “As far as I’m concerned…. Christmas would truly be dead without Shane and this gem !!!”. Hvilket vel på det nærmeste er sandt. Kirsty fokuseret på sin performance her, en som altid ramt Shane på sit tyggegummi…
Som tillæg til Pastorens glimrende Joe Strummer-memorial herunder i anledning af 20-årsdagen for The Clash-fyrtårnets død, tænker jeg vi også i dag bør kunne tilbyde hans levende stemme på bloggen. Så her ‘Rebel Waltz’ fra Sandinista! (1980), en af de mindre besungne sange i kataloget, men et fornemt stykke musik, der passende for dagen fremviser hans og bandets gehør for det sørgmodigt længselsfulde…
I slept as I dreamed of a time long ago I saw an army of rebels, dancin’ on air I dreamed as I slept, I could see the campfire A song of the battle, that was born in the flames The rebels were waltzin’ on air…
FYI: Kvinden der modtager den fulde opmærksomhed på video-billedet herover – taget af Bob Gruen i New York City i 1981 – er Gaby Salter, Strummer’s kæreste fra 1978-93 og mor til hans to døtre, Jazz og Lola Mellor.
