Evig ungdom og stort tillykke til Webmaster Pastor med dagens fødselsdag. Og samtidig et tillykke til David Bowie’s så overraskende comeback-single ‘Where Are We Now’, der kom ud af ingenting på dags dato for ti år siden, samme dag dens afsender fyldte 66. En reflekterende, melankolsk meditation af et nummer, der kigger tilbage ovenfra på det afsluttede, men som hørt nu også intuitivt nærmest forgriber Bowie’s sørgeligt tidlige endeligt tre år senere. En meget fin og lydhør sang er det ialfald også nu i dag…
Har sjældent mødt en ener med så meget musik i sig – og selvsikkerhed omkring den – som Choir Of Young Believers-frontmanden Jannis Noya Makrigiannis, der i dag tragisk meldes pludselig gået bort. Han vil være savnet. Her et klip fra år tilbage, da vi sang covers af I Got You On Tape og The Cure overfor – og med – hinanden på DR…
En trist nyhed fra Skotland: Ofte har denne side sendt kærlighed afsted i retning af Dundee-duoen The Associates, der fra 1979 og tre år frem frem udsendte noget af det mest ekstravagant eventyrlystne, vildt euforiske og udfordrende popmusik vel nogensinde. Sanger Billy Mackenzie tog sit liv i januar 1997, i dag meldes bandets musikalske ankermand Alan Rankine død i en alder af 64 år. Her en af The Associates’ mange eksperimenterende 1981-singler, der fremviser hvilken høj musikalsk sfære de selvoplærte Bowie-graduates Mackenzie og Rankine sammen bevægede sig ubesværet i…
I forgårs, på den sidste dag af 2022, fyldte Paul Westerberg 63. Så vidt jeg kan læse mig til, har han trukket sig helt tilbage nu. Hvis han skriver sange, skriver han dem til sig selv. Hans gamle makker Tommy Stinson er stadig aktiv.
The Replacements brugte en stor del af deres tid sammen på at spænde ben for sig selv og fornærme andre – og mange andre har spekuleret på hvorfor. Ikke desto mindre kom der mange mindeværdige sange fra denne gruppe (hvor hele tre af medlemmerne havde nordiske aner), selvfølgelig ikke mindst fra Westerberg, og her er én af dem.
Endnu et heftigt år er nærmest fløjet afsted. Det var, trods ikke så lidt dårligdom udefra verden, en befrielse efter epidemi-nedlukningens fængsel atter at kunne samles på offentlige steder, møde musik, være sammen, leve. Som om intet var hændt.
Pastoren og jeg vil gerne sige tak for året her på bloggen. Rart at kunne bringe musik – dog efterhånden mest YouTube-klips mere end egentlige indlæg – endnu dejligere når der har været respons. Siden har uheldigvis haft et par sager kørende omkring erstatningskrav for brug her af gamle billeder, vi åbenbart ikke havde lov at bringe, så derfor det noget ændrede visuelle indhold i forhold til tidligere.
Personligt bør jeg måske også forklare de mange posteringer her med bangers af lidt ældre karakter, typisk fra Stunde Null-punkåret 1976 og frem derfra. Vil optimalt gerne og helst bringe musik af i dag, men oplever lige nu for sjældent den nye musik gribe fast. Helt sikkert min fejl, for der er formodentlig masser af fremragende artister og bands derude, der kan meget mere end det lidt for dygtige subkulturs-stillækre, halvhjertet livsstils-unødvendige for mange udgivelser ofte umiddelbart udstråler.
En forklaring kan være, at rockmusik lige nu gennemgår nogle kreativt magre og kulturelt set irrelevante år. At de egentlige landvindinger findes i nyere genrer, der ikke når denne sides måske for retningsbestemte smagsløg. Men så længe der er bevidsthed om både dette og gentagelsens fare er der dog stadig håb. Og lige pludselig, et sted derude, tager fire-fem unge mennesker nogle guitarer eller synths eller koklokker i hænderne og genopfinder euforisk det hele. Og så bliver vi alle igen skudt afsted uden forbehold.
Anyways, disse impulsive strøtanker skal ikke tage lyset fra i morgen. Webmaster Pastor og jeg ønsker jer alle i nær og fjern det bedste nytår af dem alle. Take care!
I går var det Marianne Faithfull der blev 76 år. I dag er det en anden af rockens legendariske skikkelser, Patti Smith, der når denne alder. Tillykke herfra!
Fandt for et par uger siden i Stockholms bidende kulde denne fine sang på 7’er-single. London-bandet The Only Ones ankommer i 1977 på new wave-bølgen, hvor deres ret traditionelle rockmusik straks står let genkendelig, ikke mindst pga. sanger Peter Perret’s mørke og livsprøvede stemme. Og livsprøvet er den øjensynligt, for The Only Ones bliver hurtigt forbundet med både stoffer og de musikere (Johnny Thunders, Phil Lynott, etc) i London, der lever gennem dem, og efter sigende er det også heroin-problemer som står bag bandets senere opløsning efter tre albums. Det bedste af dem er to’eren Even Serpents Shine (1979), som ‘Out There In The Night’ her ligger på, men det er en anden tidligere sang, 1978-singlen ‘Another Girl, Another Planet’, som er blevet The Only Ones’ klassiker, deres raison d’etre på alverdens punk/new wave-opsamlinger, og siden spillet som cover af så stærke bands som The Replacements og The Libertines, begge stærkt inspireret af The Only Ones’ romantiske taberrock…
Vivienne Westwood, kvinden bag avantpunk-tøjbutikken Sex på Kings Road, Chelsea i 70’erne, er død. Som partner til Sex Pistols-svengali Malcolm McLaren var det naturligt hendes ofte bondage-stylede kreationer og popkultur-vrængende t-shirts Sex Pistols iklædte sig og gjorde punk-ikoniske. Naturligvis skal det nævnes, at hun siden i helt eget navn fik sig en yderst succesfuld og anerkendt karriere indenfor modedesign. Westwood blev 81 år.
Forsinket tillykke med fødselsdagen til Marianne Faithfull, en af rockmusikkens store overlevere, der i går fyldte 76. Ved ikke om det er tilfældet, men håber hun har fået sin stemme igen, som helt og aldeles forsvandt i tiden efter en kritisk hospitalsindlæggelse med Covid-19 for snart to år siden. Her et 1995-nummer med Faithfull, vi hørte meget, da LS i efteråret selvsamme år var i Aarhus nogle uger og lave/opføre musik til teaterstykket Lipstick Killer på Aarhus Teater. Dengang syntes vi ‘Bored By Dreams’ musikalsk lød som en sang, Leonard Cohen kunne/burde have lavet. Hvilket var ment som et uforbeholdent kompliment…
28. december 1977 udsender New York-elektropunkduoen Suicide sit debutalbum, en aldrig før hørt lyd bestående af Martin Rev’s enkle, fragmenterede synth/rytmebox-skeletter tilsat vokalist Alan Vega’s rockabilly-fra-helvede-støn og intense, ordknappe fortællinger, som suggestivt trækker på moderne amerikansk mytologi, slørede drømmesyn mod mareridt og skæbnefortællinger fra samfundets natmørke bund (hey, ‘Frankie Teardrop’!). Verden har ikke været den samme siden…
Terry Hall’s uventede og alt for tidlige død har sat The Specials på grammofoner i nær og fjern over julen den seneste halvanden uge. Således også her, hvor bandets to regulære albums samt singler er blevet nydt uforbeholdent. Her The Specials’ (feat. horn-legenden Rico Rodriguez) julesweater-iklædte Top of the Pops-optræden med remixede ‘Do Nothing’ fra More Specials, som i disse uger i 1980 var på vej op mod toppen af den engelske singlehitliste…
Var i går forbi Depeche Mode her med deres top-b-side ‘Ice Machine’. Her mere Basildon-synthblues, for det er i dag 35 år siden ‘Behind The Wheel’, tredjesingle fra Music for the Masses, bliver udsendt. Og hvilket fint profileret nummer det er ovenpå allerede så MotM-singlestærke ‘Strangelove’ og ‘Never Let Me Down Again’. ‘Behind The Wheel’ fortsætter iøvrigt specielt nok sidstnævntes tekstlige chauffør/passager-dominanstema…
Fordi verden har brug for det. Nordengelske The Human League bringer 1981-lyden af ‘The Sound Of The Crowd’, deres måske bedste single. Joanne og Susan er lige blevet talentspejdet fra dansegulvet af The Crazy Daisy Nightclub i Sheffield og har endnu ikke sluppet deres handbag-moves derfra. Det første klip herunder er det mest umodståelige, men det næste bringer HELE nummeret, inkl. det ultrakølige instrumental-chorus mod slutningen – enjoy!
