Kate Bush, George Michael, Rage Against the Machine, Willie Nelson, Sheryl Crow, the Spinners og Missy Elliott bliver nu optaget i The Rock’n’Roll Hall of Fame. Det har jeg ingen problemer med – selv om hverken Willie Nelson eller Missy Elliott strengt taget spiller rock’n’roll. Det er på høje tid at ikke mindst Kate Bush får denne anerkendelse.

Samtidig er det lidt underligt, at Joy Division/New Order ikke er blevet optaget i Hall of Fame endnu, når nu Depeche Mode og The Cure er blevet det. (Mon det er uvenskabet mellem Peter Hook og de øvrige oprindelige medlemmer af New Order, der spiller ind på en eller anden vis?)

Sikke et album at gå ud til foråret på! Fredag d. 4. maj 1984 udsendes Ocean Rain, Echo & The Bunnymen’s fjerde longplayer, hvor McCulloch, Sergeant, Pattinson og De Freitas sammen præsenterer en mere forfinet og elegant afbalanceret Bunnymen-musik end tidligere. Borte er det dynamiske, opdriftssøgende rockband, sikkert efterladt på en sen natcafé i det Paris, hvor albummet er blevet hovedindspillet. Istedet er her nu tilsat nye ingredienser som brush-førte trommer, luftige strygere (arrangeret af fast Triffids-kollaboratør Adam Peters) og flimrende akustiske guitarer, det på en samling lydhøre og rigtige sange, der står som den perfekte ramme for Ian McCullochs’ spektakulære stemme, der aldrig skal komme mere i sync med egne Sinatra-høje ambitioner som sanger end på dette romantiske mesterværk. Hør bare, så nærmest filmisk stærkt står titelnummeret, albummets svajende finale…

Manchester’s Factory Records havde oprindeligt to flagskibe. Det ene var selvklart Joy Division, hvis indre storm også slog gnister på vinyl. Det andet var A Certain Ratio, hvis golde musik lød om muligt endnu koldere end og havde en afgørende forskel; den tog afsæt i funk. Ikke den lækre nordamerikanske slags, men en iskold selvopfunden Manc-variant, der blandede disciplinens stramme beat med dissonant trompet, slet maskeret depression og frontfigur Simon Topping’s nærmest apatisk kridhvide vokal. ACR’s tidlige udgivelser til og med1982 er dog trods den rytmiske spændstighed først og fremmest en fornem eksponent for postpunk med sit helt eget signalsprog og en ungdommens gennemførte konsekvens i egne spartanske valg . Som her på 1980-singlen ‘Shack Up’, der udkom på Factory Benelux, den belgiske variant af Manchester-pladeselskabet, hvis co-grundlægger Annik Honoré havde sin helt egen hovedrolle i tragedien omkring Joy Division’s Ian Curtis’ selvmord…

Og en anden video med mindre smadret lyd…

Faldt over/købte denne gamle guilty pleasure-single forleden, og må med bøjet hovede tilstå den faktisk gav større fornøjelse at genhøre, end jeg havde troet det muligt. For allerede i 1980 lød East End’s skinhead-band Cockney Rejects jo mest af alt som en primal opstramning af den råbekors-punk, den selvproklamerede arbejderklasse-talsmand Jimmy Pursey havde haft forbløffende succes med som forsanger i Sham 69, et håbløst band hvis plader i dag står ufrivilligt komiske og hjernedøde. Selvsamme Pursey var med til at hjælpe Cockney Rejects igang med karrieren og står endda co-krediteret som sangskriver her på ‘The Greatest Cockney Rip Off’, der iøvrigt også dukkede op for en del år siden, da Morrissey havde den på sin preshow-playliste. Og ja, man kan sige meget negativt om Morrissey, men han kan sin musikhistorie for det særegent ærke-engelske, hvad igen høres på denne optagelse fra BBC’s Top of the Pops, 24. april 1980, hvor Cockney Rejects – sikkert uden hverken at vide eller ville det – for en enkelt kort sang lykkes ramme noget andet og mere pop-kløgtigt end de med deres kradse støj egentlig sigter efter…

Her er “A Child’s Question”, som er den første sang vi får at høre fra P.J. Harveys kommende album I Inside the Old Year Dying, som udkommer den 7. juli. Denne sang lover godt (og rummer faktisk et Elvis-citat!).