Tag nu dette track fra Blondie’s 1978-gennembrud Parallel Lines. Det Mike Chapman-producerede hit-album kaster hele syv singler af sig, men alligevel er det andre af dets 12 numre, der måske står som de allerbedste. Som nu f.eks. den af bandleader Chris Stein skrevne ‘Fade Away (And Radiate)’, en drømmende sløret artrock-progression, dets tekst angiveligt en kærlighedserklæring til det da forlængst afdøde Hollywood-ikon James Dean, med gæsteoptræden af guitar-es Robert Fripp, frisk ind fra sin markante medvirken på David Bowie’s “Heroes” (1977). Et fantastisk kunstnerisk spænd på Parallel Lines, fra de oplagte pophits til et fuldbyrdet stemningsnummer som det her…
Lørdag aften med Suede
Suede afsluttede torsdag aften sin britiske Autofiction-tour i Leeds. Og samme dag offentliggjorde bandets YouTube-kanal denne remastrede version af videoen til ‘Metal Mickey’, Suede’s anden single fra 1992, altid et genhør værd…
To byer vågner i samme sang
I 1968 udsender den franske playboy-popstjerne Jacques Dutronc, der er kæreste og siden bliver gift med selveste Francoise Hardy, en ret mageløs sang om, hvordan storbyen Paris kommer til live igen i den allertidligste morgen. Sangen bliver fortjent et så stort hit, nogen får den smarte idé at oversætte den og istedet lade den handle om Vestberlin. Så året efter udkommer Bob Telden på tysk med nedenstående copypaste-version. Selvom Dutronc klart synger sangen med mest sjæl, vil man nok foretrække den af de to, hvis by står en nærmest…
It’s Alive 44
Bedste livealbum ever? Et godt bud indenfor rocknroll er The Ramones’ It’s Alive, en fuldbyrdet dokumentation af nytåraften 1977, hvor Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy i karrierens skarpeste form river Rainbow Theater i London midtover. Dobbeltalbummet udsendes 1. april 1979 og viser sig at markere slutningen på bandets ligefremme og bedste år. Herfra skal alting kreativt kun blive vanskeligere som i ude af naturlig balance. Samme års senere End of the Century er en elskelig popplade, men The Ramones har tydeligvis forladt eget territorie og lyder herfra ubekvemt på udebane. Det gør de ikke på hæsblæsende It’s Alive. Her halvdelen af de 28 sange på det ialt kun 53 minutters vilde ridt. Enjoy!
Omsider forstår jeg
Det tog mig lang tid at forstå storheden i Lana Del Reys musik. Alt for længe har jeg afvist musikken fra Liz Grant som selvcentreret, men dygtigt markedsført operette-agtig pop afleveret med sukkende vokal og tekster, der signalerede overfladisk spleen og undertrykt dekadence.
Men i dag, den 1. april 2023, indså jeg omsider hvor dybt og storslået et værk der her er tale om og hvad jeg dog er gået glip af! Jeg danser rundt i stuen til tonerne af “Summertime Madness” og “Born to Grants”, omsider forløst.
Viagra Boys
Så Stockholm-baserede Viagra Boys rykke Store Vega midtover i onsdags med en særegen tung blanding af kloak-Stooges, dunkende electro-sequencer og terror-skrattende No New York-saxafon. De kan måske bedre beskrives som en rockificeret udgave af Sleaford Mods. Her høres bandets karismatiske, amerikansk-fødte frontmand Sebastian Murphy på 2020-singlen ‘Common Sense’, et nummer Thåström sidste forår brugte som walk-off-musik på sin svenske tour…
Sort/hvid National
For en lille måned siden ude i Woodstock, NY spiller The National på The Bearsville Theater for 500 mennesker det meste af deres snartkommende album First Two Pages of Frankenstein. En af aftenens sange er den fine nye single ‘Eucalyptus’, der live bibeholder studieversionens nære slægtskab med R.E.M, bandet fra Georgia der forsvandt sporløst…
The Veils har tid
Vi har haft ham flere gange før her på siden, new zealandske Finn Andrews, der med sit band The Veils siden 2004 har udsendt en række albums af den slags, der pakker drama med højt til loftet med en skamløs romantisk intensitet, så man uværgeligt tænker The Veils i som løftere af arven fra bands som David McComb’s The Triffids og Mike Scott’s The Waterboys. Et nyt The Veils-dobbeltalbum ved navn And Out of the Void Came Love er netop udsendt. Åbningssangen ‘Time’ viser Finn Andrews’ specielle talent frem på fornemmeste lyriske vis. Og videoen herunders levende billeder, af nu forlængst afdøde mennesker i hverdagsøjeblikke på gaden sat op mod sangens ord om tidens altafgørende gang, er svær lige at ryste af sig…
Se ind i fremtiden, Will!
Så unge og smukke de var; Echo and the Bunnymen’s guitar-es Will Sergeant skudt i Houston, Texas engang først i 80’erne af bandets fotoentusiast, bassist Les Pattison.
DM-spøgelser igen på Vinegar Hill
Endnu en levende version af ‘Ghosts Again’, en sang der her mere og mere lyder som en af de bedste singler nogensinde fra Depeche Mode. Denne nye version – fra en Vinegar Hill Session – kommer mere rå og kantet i lyden end originalen på det nye album…
Suede 30
Hvor mange sange fra ovenstående album mon er på setlisten, når Suede i aften går på scenen i Manchester’s Albert Hall til næstsidste show på den igangværende britiske tour for sidste års Autofiction? De fire singler ‘The Drowners’, ‘Metal Mickey’, ‘Animal Nitrate’ og ‘So Young’ er der helt sikkert, men flere tilføjelser synes oplagte. For det er ikke hver dag ens debutalbum fylder 30. Og når det endelig sker, så er band/artist ofte et helt andet sted i det musikalske liv, og har svært ved at spejle sig i dette første afsæt. Ikke Suede, hvis lyd og udtryk i dag stadig skylder sin rygrad til denne første nyklassiske plade, der om noget var/er lyden af sleazy London. Herunder en af albummets mange outsider-højdepunkter opført live i Paris i udgivelsesåret 1993, hvilket naturligvis medfører at det er uforlignelige Bernard Butler på den utæmmede guitar. Tillykke med de 30 i dag, Suede!
PS – Det blev til hele otte sange fra debutalbummet i Manchester onsdag aften: ‘Animal Nitrate’, ‘Breakdown’, Metal Mickey’, ‘Moving’, ‘Pantomime Horse’, ‘She’s Not Dead’, ‘So Young’, ‘The Drowners’.
Into the trees…
The Cure blev ikke regnet for det store i 1979, hvor de havde debuteret med et akavet lyserødt debutalbum, der ikke helt kunne bestemme sig for, hvad eller hvem det ville være i postpunkens konfuse landskab. Et par singler havde antydet et stærkt popøre hos frontmand Robert Smith, der samtidig var blevet kaldt ind som reserve-guitarist i mandefaldsramte Siouxsie and the Banshees, men trods den prangende fjer i hatten blev The Cure set som et af de letvægtsbands, der gik mange af på dusinet i England lige da. Det var indtil 28. marts 1980, da forløbersinglen til bandets snartkommende Seventeen Seconds blev udsendt. Med ‘A Forest’ lykkedes det effektivt The Cure at kvæle egne børnesygdomme og nærmest genre-opfinde den særegne melodiske men dystre stil, der skulle blive bandets farbare vej frem mod en fornem karriere. Husker singlen fra første lyt på John Peel, hvor dens atmosfæriske letvægts-lyd og insisterende bassfigur straks imponerede. Vi har tidligere skrevet her, hvor undervurderet Robert Smith er som stildannende guitarist. Det er lige her han for alvor får sin karakteristiske lyd og det fjerlette anslag på plads…
Tour forbi
Den sidste måneds Unmack-solotour kom i mål denne weekend. Tak som fanden til alle jer der kom ud og delte aftener i Holbæk, Vester Skerninge/Svendborg, Silkeborg, Hanstholm, Aabenraa, Odense, Haderslev, Middelfart, Birkerød, Viby Sjælland, Svaneke, Aarhus, Aalborg, samt Randers – en anderledes fornøjelse!
Paul Hester
På denne dag i 2005 døde Paul Hester, der var trommeslager i Crowded House (og før dét i den sidste udgave af Split Enz). Hester var født i 1959 den 8. januar; det er en dato, der betyder meget for os på denne blog.
Paul Hester virkede umiddelbart som en ekstrovert og munter mand, men hans sidste år var tragiske og præget af depression. Han blev fundet hængt i en park nær sit hjem i Melbourne.
Ovenfor er et klip fra Sydney i 1996. Dette blev den sidste gang, hvor den bedst kendte udgave af Crowded House – Neil Finn, Tim Finn, Nick Seymour og Paul Hester – var sammen på scenen. Mark Hart er også med.
Lørdag med Depeche
Lørdag morgen på hotel i Aalborg, regn driver ned udenfor. Hører den nye Depeche Mode igen. Det her track fra Memento Mori kan også noget specielt, når først omkvædet bryder frem…