Suede har netop taget hul på en nordamerikansk tour, hvor London-bandet sammen med co-headlinerne Manic Street Preachers spiller 12 byer. En speciel begivenhed da det såvidt vides må være første gang siden 1997, Brett Anderson & co. besøger Canada og USA. Så der er meget at indhente både for band og publikum på disse novemberaftener, der udspiller sig i mellemstore teatersale eller haller. Og hvad spiller The London Suede så til disse pga. Manics’ tilstedeværelse forkortede shows? Der varieres øjensynligt lidt hver aften, men det ser sprængfarligt ud. Her køreplanen fra mandag aften – tourens tredje show – i The Warfield i San Francisco. Der fokuseres på 1993-debutalbummet og aktuelle Autofiction…
Havde helt glemt det vistnok kortlivede London-postpunkband Ski Patrol, som på Killing Joke’s pladeselskab Malicious Damage i 1980 udsendte denne’ single, der lyder præcis som den skal af sin dystopiske tid; pulserende bass, tre akkorder, stift hvidt beat, langsom opbygning, skramlende guitar-paranoia , gentagne ord, øjensynligt inspireret af Francis Ford Coppola’s Apocalypse Now (1979), som var en åbenbaring da. Og jo, det er Killing Joke-frontfigur Jaz Coleman som spiller den synth…
David Bowie var altid gavmild med at betale sine helte tilbage for inspiration. I 1977 hjalp han sit, uhm, umiddelbarhedsforbillede Iggy Pop med at skrive, producere og lægge Bowie’s eget band til de to mesterlige albums – The Idiot og Lust for Life – der kunstnerisk skulle sætte Iggy tilbage og igang med en fremadrettet karriere efter den voldsomme togafsporing som var Iggy’s The Stooges’ langsomme opløsning i død, larm og stoffer. Og ligeledes hjalp han Lou Reed. Bowie havde storbeundret Lou Reed’s Velvet Underground, hvad også høres stjerneklart gennem de så effektivt enkle rocknumre på Ziggy Stardust (1972). Men samme år fandt Lou Reed sig i problemer. Velvets var forlængst opløst, og Lou’s første soloalbum, en rodet affære skæmmet af de forkerte spillere, var floppet fælt. David Bowie samt hans løjtnant Mick Ronson trådte uselvisk til og stod som producerteamet bag ‘den svære to’er’, der gennem to håndfulde stærkt profilerede sange og en raffineret produktion skulle hæve sin hovedperson fra New York City-kultfigur til verdensstjerne. Transformer indeholder klassiske Lou Reed-hits som ‘Walk On The Wild Side’, ‘Perfect Day’, ‘Vicious’ og ‘Satellite Of Love’, men også dets deep cuts – et af dem herunder – er ofte en stor nydelse, det ifølge Lou Reed ikke mindst takket været Mick Ronson’s store evner som arrangør. Transformer udkom i dag for 50 år siden…
For godt en uge siden var der her på siden stort savn over fraværet af The Walkmen, som har været på en såkaldt ‘ekstrem pause’ siden 2013. Har højere magter hørt efter, eller hvad er det der sker? For på bandets officielle Insta- og Twitter-kontoer har der det seneste døgn været stor aktivitet omkring en sjælden ny post af en gammel filmoptagelse, hvor The Walkmen præsenteres ved en koncert og signatursangen ‘The Rat’ sætter skramlende igang. For hvorfor nu dette? Mange kommentarer kalder desperat ud på, at drømmen om genforening må være nær, mens andre, af frygt for skuffelsens slag, ikke tør gå så langt. Så der gættes på relancering af ældre materiale eller måske en ny opsamling, men mest af alt trygles bandet om en regulær reunion-tour. Vi følger op på her, hvad der sker. Her er det sene The Walkmen – føromtalte ‘The Rat’ er den tumultariske lyd af det tidlige – i al deres storhed på besøg hos David Letterman…
Man husker ting omkring albums og deres udgivelse. 7. november 1988 var jeg i London, da dette fine R.E.M.-album udkom. Boede oppe i Kentish Town, husker hvordan albummets cover passede til årstidens farver i England. Og musikken kom også godt, en tiltrængt back to basics-forbedring ovenpå den hørt herfra for grumset producerede og for R.E.M.’s normale standard dengang melodisk fattige Document (1987). Ja, vildt at de udsendte et album hvert år da. Her en af Green‘s majestætisk svungne sange…
En tung nyhed i dag fra USA: Mimi Parker, co-sanger og trommeslager i forbilledlige Low fra Duluth, Minnesota, meldes død af en kræftsygdom, der først blev diagnosticeret i 2020. Hun blev 55 år. Low spillede senest her i landet i starten af maj, da Store Vega i København bl.a. kunne høre hendes cool, underspillede beat og nærmest hypnotiserende harmonier på følgende nummer. Hvil i fred, Mimi Parker!
Vi må aldrig glemme New Order, bandet der rejste sig af Joy Division’s aske og blev noget forunderligt andet og lyst. Der ligger store albums i NO-diskografien, men en disciplin New Order om nogen var mestre i, det var den udvidede 12″er-single. Altså forlængede numre der nærmest lød, som blev de remixet samtidig med at de blev skrevet og indspillet. Måske det faktisk foregik sådan? Et af de fornemmeste eksempler på dette er ‘Bizarre Love Triangle’, der udkom dags dato i 1986. Det gyldne New Order-nummer er stadig en uforbeholden nydelse at høre. Ikke mindst hen mod dets slutning, da det himmelske vocoder-chorus sætter ind. Enjoy!
Vi beklager at ulejlige med en gentagelse. Her et link til landsindsamlingen for denne sides fortsatte overlevelse. I kan besøge os på PayPal på https://www.paypal.com/paypalme/unmack.
I dag udkommer det første udspil fra Steen Jørgensens nye projekt Jørgensen/Botes, et samarbejde mellem frontmanden fra Sods/Sort Sol og den klassiske pianist Marina Botes, der har sine rødder i Sydafrika. Til næste år udsendes et regulært album med de to, men ‘Dråberne’ her, der kun er vinyltrykt som en todelt 10″er i 150 eksklusive eksemplarer, er ikke med på dets tracklist…
60’ernes bedste engelske band? Mange vil sige The Beatles, for uden Liverpool-popkometernes indflydelse og konstante musikalske udvikling, hvor havde nogen af deres konkurrenter så været? Sigende at The Rolling Stones’ anden single ‘I Wanna Be Your Man’ således var skrevet af Lennon/McCartney, før Jagger/Richards blev selvstændige og dygtige nok til selv at gøre det.
Men The Rolling Stones er også et godt bud på ovennævnte spørgsmål. Hvor The Beatles tog den velfriserede, lyse vej langt hen, da – rådgivet af deres unge manager/inspirator Andrew Long-Oldham – valgte Stones bevidst de mørke gyders hullede brosten, det med en kantet musik, der gjorde en ære af det utilpassede og farlige. Specielt Stones’ singler fra 1965 og frem til 1971 har den kunsteriske styrkes langtidsholdbarhed, man dengang næppe havde troet dem mulig. For trods alt var det jo ‘bare rocknroll’ , som Mick Jagger selv skulle synge det i 1974.
Så er der ialfald – foran de lidt mindre oplagte contenders som Small Faces og The Who – et band til, der kan hamle op med de to førstnævnte. The Kinks lyder i starten af karrieren i 1964 mest som endnu et band, der uden forbehold spiller for tidens massive Beatlemania, men meget hurtigt udvikler sanger/sangskriver Ray Davies sig til noget helt enestående. Og gennem hans specielle talent udsender The Kinks ligeledes fra 1965 og frem en musik, som i sit temperament og sin melodiske tone er så ærke-engelsk, genrebetegnelsen brit-pop næsten burde have været opfundet allerede der.
Og Davies’ sangtekster følger lykkeligt musikken til dørs. Hvor The Beatles’ tekster altid fremstår velfungerende sangbare, men ofte også – lad os være ærlige – lidt undervældende ansigtsløse, da bærer Ray Davies’ forfinede sangord omvendt en novelleforfatters sans for personlige detaljer, historier og karakterskildringer. Hvilket giver The Kinks’ fornemt svungne melodier ekstra tyngde, når de med hans indlevende fortællinger antager karakter af små stemningsfilm, man trækkes ind i.
Nå, det var en lang indledning her, blot for at kunne bringe en interessant cover af Ray Davies-sangen ‘I’m Not Like Everybody Else’, der først optræder hos The Kinks som single-b-side til ‘Sunny Afternoon’ i 1965, langt senere (live-versionen her ovenfor) som skæbnesvanger afslutningsmusik i The Sopranos. Femten år efter originalen udsender den engelske session-guitarist Chris Spedding (som har spillet sin elektriske guitar på studieplader for bl.a. Bryan Ferry, John Cale, Harry Nilsson, Paul McCartney) et soloalbum, hvis specielle titelsang netop er ‘I’m Not Like Everybody Else’…
Når man er ung, så er der er masse af bands som sender en afsted. Senere er der stadig stærke følelser for mange af dem, mens visse andre kun huskes med en beklagelsens skamfuldhed. Som hvad tænkte man dog på?! Sådan har jeg det her med London-bandet Adam and the Ants, der på få år bevægede sig ud fra snæver postpunk og for en tid blev enorme popstjerner i England og hele Europa. Oplevede deres koncert i Odd-Fellow Palæet i København i maj 1981, da de var allerstørst, hvor jeg sneg mig ind til soundcheck om eftermiddagen. Derinde i salens mørke kunne et genert supportband ses stående og vente på sin tur, nyopfundne TV-2 skulle som opvarmning have sin første koncert nogensinde. Adam Ant var på det tidspunkt uden falsk blufærdighed den moderne imagebevidste popstjerne, der – som resten af sit band – kun optrådte offentligt i kulørt sørøver-designertøj og overgjort ansigts-krigsmaling. Deres spaghettiwestern-corny lyd var bygget ovenpå et burundi beat, sendt effektivt afsted af to ‘modspillende’ trommeslagere, numrene mytologiserede indianerstammer, sørøvere (igen) og Robin Hood-romantik. Koncerten den aften oplevedes sært hul trods øresønderrivende teenage-begejstring i Odd-Fellow. Har siden forlængst bortkastet albummet Kings of the Wild Frontier (1980), der var et af de største på hitlisterne det år, og husker det kun som man kan mindes noget alt for sukret slik, man engang har spist sig dårlig i. Hvad tænkte jeg dog på med dem?! Her Adam and the Ants på scenen i Manchester i selvsamme periode. Hvis ret skal være ret, så spiller de egentlig, trods det hovedrystende koncept, langt mere helhjertet til end kynikeren i en har lyst til at ville anerkende. Adam Ant fylder 68 i dag. Her er han i plus-midten af sine tyvere…
Af de tidlige, blåøjede The Cure-singler op til Seventeen Seconds (1980), mens stilen endnu var en postpunk-travl minimal-pop, er ‘Boys Don’t Cry’ det anerkendte hit, som i disse uger lukker The Cure’s aftener rundt omkring i Europa. Men den bedste af dem, det er hørt herfra opfølgeren ‘Jumping Someone Else’s Train’, der blev udsendt 2. november 1979, her i en samtidig liveoptagelse fra hollandsk TV…
Dave Kusworth og Nikki Sudden (tidligere Swell Maps) var musikalske blodbrødre i nogle år i 80’erne, hvor de som Jacobites udsendte en række flossede plader, der alle osede af blå cigaretrøg, fugtige britiske vintre, gamle halvakustiske Stones- og Faces-ballader, den slags jordslået grundstof. Og de ville sikkert være helt glemt og lige meget, hvis ikke fordi de to i deres snublende uperfekte men så fint særegne sange lykkes indkapsle en fortabt engelsk melankoli ikke ulig den, The Libertines’ Pete Doherty og Carl Barat siden skulle bygge en langt mere succesfuld karriere på. Her singlen ‘Pin Your Heart To Me’, en overset juvel af en jangle pop-sang, der dog som resten af bandets diskografi – albummet Robespierre’s Velvet Basement (1985) er det essentielle – lever en højt værdsat tilværelse ude i kultland…
Det måtte ske. Yeah Yeah Yeah’s udsender nu ‘Wolf’, deres amerikanske euro-banger af en popsang fra efterårets Cool It Down, som single. Den har defor fået levende billeder at gå med…
Fra da fortiden blev overhalet af i morgen. Lars Hug’s stemme og plader var i 80’erne lyden af konstant fremdrift. Hans solo-debut City Slang rundede nu i september de 38 år i omløb, og er stadig en forrygende sonisk rejse gennem storbysjælens forrevne rum. De levende billeder herunder er fra touren det efterår, da Hug, Vervohlt, Hassig, Jansson og et bilvrag var rundt nogle få steder i landet til præsentation af det nye Søren Ulrik Thomsen-forædlede album. I København var det således Saltlageret, der lagde ramme om en meget speciel aften, som trak langt mere på performance end et dansk rockkoncert-publikum var vant til. Husker således ikke meget fællessang, derimod sprøjtende gnister fra boremaskiner, skarptlydende hamre mod metal, samt et helt Ruhr-tysk jernstøberi af industrial attitude. Lektien fra Einstürzende Neubauten’s skelsættende scenebesøg på samme scene to år tidligere var tydeligvis blevet lært af ambitiøse Hug og hans folk…
