To Mancs sammen

Og på sin fødselsdag er Johnny Marr sandelig også aktuel med ny musik. Ser netop at han spiller guitar på denne spritnye Noel Gallagher-single, som er blevet udsendt i dag, og umiddelbart lyder ganske anderledes end Noel nogensinde har gjort som soloartist, hvilket kun skal læses som en ros. Det må næsten være Johnny’s fortjeneste…

Stadig sygt god

Johnny Marr, guitar-es og mand bag den tidsløst elegante musik som er The Smiths, fylder år i dag. For at markere det sættes her et par af hans melodisk lysende guitarguirlander op over denne blog. ‘This Charming Man’ findes ikke på The Smiths’ debutalbum fra marts 1984, selvom sangen er blevet udsendt ikke længe før. Den udgives nemlig 31. oktober 1983 – på Marr’s 20 års fødselsdag – som Manchester-bandets anden single efter ‘Hand In Glove’. Og der er fart på for Johnny Marr i den periode; allerede inden han fylder 24 er The Smiths opløst og hans imponerende livsværk med The Smiths komplet. Sjældent har begrebet boy wonder været mere presserende…

Lyder ‘This Charming Man’ her anderledes, end du synes den plejer? Det har sin grund. Dette er den såkaldte London-version fra før den ‘rigtige’ Manchester-version, men dømt ikke-optimal og derfor genindspillet oppe nordpå. Denne udgave ligger som nummer to, lige efter Manchester-versionen, på den oprindelige 12″er-single. Synes i den grad også London-versionen her kan noget med sin så tydeligt mere reverbede guitarlyd.

Bands, those funny little plans…

Kom tilfældigt forbi en sang med dette tabte New York City-band i dag, og mand, hvor jeg savner dem. For fandtes der et bedre og mere forløsende spektakel på en scene i slut-0’erne end det rullende rytmeskib The Walkmen, når sanger Hamilton Leithauser kastede hovedet bagover og ligesom med hele sin krop rakte ud efter – og nåede – de umuligt høje toner, hans stemme under spidsbelastning skulle trække ned i jordens sfære? Her er The Walkmen i efteråret 2009, godt et år før udgivelsen af Lisbon. En af singlerne fra det album er det lidt kønsløse uptempo-nummer ‘Angela Surf City’. Men mød tidlige ‘Angela’ herover med et andet, klart bedre omkvæd, samt en formidabelt gribende slutsekvens (release fra 2:05), der i den endelige pladeversion er både uforståeligt og ulykkeligt forsvundet. Som The Walkmen selv er det i dag.

Den engelske eksplosion

The Clash skulle snart vise sig endnu bedre, mere kvikke og mindre musikalsk konservative, men det her var EKSPLOSIONEN, som sendte hele bølgen afsted. Mand, hvor lød den plade epokegørende jordskælvsrelevant de første gange på grammofonen. Never Mind the Bollocks udkom i dag for 45 år siden. Tak som fanden og tillykke med fødselsdagen, Sex Pistols! En smagsprøve på herligheden ud af London? Så gerne…

You lied…!

Dagens nye Bruce Springsteen-forløber for soulcover-albummet Only the Strong Survive, der udsendes om et par uger, er hans sødmefulde version af Aretha Franklin’s 1970-arrangement af Ben E. King-singlen ‘Don’t Play That Song’ fra 1962. Men når Springsteen giver sangen her og tager dens hookline-ord ‘you lied’ i sin mund , så er det umuligt ikke at sende tanker tilbage til Springsteen selv i slut-70’erne og den på det tidspunkt så anderledes sorgfuldt dramatiske ‘Sad Eyes’-sektion i liveudgaven af hans eget mægtige Born to Run-hovednummer ‘Backstreets’, hvor hun netop løj og svigtede ham som aldrig nogen før eller siden. Her en af de allerstærkeste versioner af den dengang hver aften semi-improviserede fortælling ‘Sad Eyes’, denne fra Boston, Massachussets, 25. marts 1977…

‘…And I remember these kids that night
They set fire to this abandoned farmhouse
That was about half a mile up the tracks
And they had these machines down there
And they had these engines down there
And we could see the flames shooting out across the sky
‘Til it caught in the field
We sat up on the hood and watched it rushing towards us
Watching the flames rushing toward us
Watched it rushing toward us across the field
‘Til we ran back on the tracks
And started heading back into town
And then
And then
And then she kissed me
And then she kissed me
And then she kissed me
And then she kissed me
Waa-ooh mmmmm hmmm, hey
And then she promised
And then she promised
And then she promised
And then she lied
And then she lied
And then she lied
And then she lied
She lied
She lied
She lied
Pretty li-li-li-li-li-li-lies
Pretty li-li-li-li-li-li-lies
And I was just wishing
I remember praying that God would send some angels
And blow this whole damn town right into the sea
I remember wishing that God would send some angels
And blow this whole fucking town right into the sea
Just wishing that God would send some angels
And blow this whole damn town right into the sea
Just blow this whole
Just blow it into sea
Just blow it all away
Just blow it all away
Just blow it all away
Blow it all away!
Blow it all away!
Make it go away!
Blow it all away!
Just blow it all away!
Just blow it all away!
Just blow it all away!
Just blow it all away!
…’

People who died

New York City-poeten Jim Carroll gæster i 1984 Lou Reed og hans band under en koncert i Passaic, New Jersey og synger for på en speedet version af sin ‘People Who Died’. I dag er det ni år siden Lou Reed gik bort ovenpå en levertransplantation efter et liv med hepatitis C. Jim Carroll døde i 2009, også som følge af narkomisbrug, mens Lou’s leadguitarist Robert Quine her begik selvmord med en heroin-overdosis i 2004. Happy New York-days!

Time for ex-heroes?

Tirsdag aften i næste uge står The Libertines på scenen i Store Vega. Meget vand er løbet under broen siden bandets skilsmisse fra Pete Doherty omkring andet album i 2004, og allerede sidst det gendannede The Libertines spillede København i 2014 var der en letbitter følelse af cashcow over bandet. Det blodbrødre-fællesskab, der oprindeligt faldt Carl Barat og Pete Doherty så let, var ikke længere til at høre eller få øje på, også selvom den så engelske musik larmede korrekt og næsten lød som dengang, det hele betød alverden for de involverede. Men det gør det bare tydeligvis ikke længere. Så hvad nu hvis vi istedet bevæger os hen til længe før bandet og dets tidlige gyldne periode? Ja, hvad om man forestiller sig, Doherty og Barat’s fædre måske i 1977 har spillet i band sammen og udsendt skramlet rockmusik i Albion? Ingen fra London-punkbandet The Vibrators svarer godtnok de tos efternavne, og Pete Doherty’s unikke sans for lyrik og sang-ord er fraværende, men i det musikalske ligger blueprintet til det oprindelige The Libertines jo lige her…

Ruby og Elisabeth

Siden den alt for tidlige bortgang i går er medier og net blevet lyst op af en bred Elisabeth-kærlighed, hvis omfang hun formodentlig slet ikke selv anede eksistensen af. Hendes musik har også fået en revival i det digitale fællesrum, ikke mindst på Facebook, som det seneste døgn har lignet en veritabel Voxpop/Elisabeth-playlist. Har dog bemærket én stærk sang, hun stråler på, som glimrer ved sit fravær, nemlig Sort Sol’s 1985-cover af ‘Ruby, Don’t Take Your Love To Town’, hvor den elegante streg af et signatur-kor i omkvædene synges af netop hende…

Sidst jeg så Elisabeth

En sommeraften på festivalen Under Broen. Har stået på siden af scenen med Steen og Lars fra Sort Sol og nydt den menneskelige jukebox Kim Larsen tryllebinde Middelfart med hit efter hit. Han slutter som aftenmørket falder på. Vi driver ned i barakområdet bag scenen, og der løber jeg ind i Elisabeth. Jeg har ikke har set hende længe. Hun er der for research til en bog om sin storebror. Vi taler om Hilmer, som hun altid havde været fortrolig med. Pludselig ud af mørket kommer Kim Larsen, der ser os stå sammen. Han begynder uden varsel at synge en italiensk-lydende romance til Elisabeth. Noget a la ‘Når en kvinde og en mand træffes i fuldmånens skær / Og to hjerter bryder i brand…’. Vi griner, han får nogle varme ord med fra os og forsvinder trallende bort i den fynske nat. Elisabeth og jeg siger farvel til hinanden, går hver sin vej. Nu er de begge borte.

Little Johnny Jewel

Nogle dage lyder Tom Verlaine’s Television bare som verdens bedste band. Og så er det man hører sin mesterlige Marquee Moon (1977), måske endda går videre og også sætter Adventure (1978) på, som trods sin stille eksistens i skyggen af debutalbummets ekspressive perfektion også bærer på musik af uhåndgribelig skønhed. I de to pladers generøse selskab overses debutsinglen ‘Little Johnny Jewel’ nemt, da den kun findes som selvstændig single – først udsendt som 7″er i 1975 på det lille New York City-selskab Ork Records, siden som 12″er i England i 1979, da Television var gået i opløsning – og det er synd…

Is she really going out with him…?

22. oktober 1976 vinder London-bandet The Damned kapløbet om at udsende den første britiske punk rock-indspilning, da debutsinglen ‘New Rose’ udkommer på Stiff Records. På linje med singleopfølgeren ‘Neat Neat Neat’ (udsendes fire måneder senere) har de to minutter og 44 sekunders ‘New Rose’ vist sig at stå tidens test med bravour. Fra en tid da rocknroll handlede om eufori, grænsebrydning og risiko…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.