Tom Petty ville være blevet 72 år i dag. Har aldrig været tæt på ham og hans musik, men alligevel har han på afstand formået med års mellemrum pludselig at bjergtage med en sang så fuldendt, billedeskabende og californisk solbeskinnet, man kun kunne ærgre sig over ikke at være mere velbevandret i de mange Tom Petty-albums. Her sådan en indbydende roadmovie af en sang, denne fra Mojo (2010) hans næstsidste album sammen med The Heartbreakers. Pladen kom først på sommeren det år, og ‘The Trip To Pirates Cove’ blev en fast følgesvend hele vejen igennem…

En ska-klassiker fra Coventry City. The Specials, først kaldet The Coventry Automatics, var for 2-Tone-bølgen hvad The Clash var for punken, det progressive band med dét mere i bagagen. Og deres Elvis Costello-producerede debut var allevegne det efterår i England i 1980, da The Specials, The Selecter, Madness og The Beat gik til angreb på både racisme og hitlister. Sådan her lød Specials på deres debut…

Første single fra det kommende Robert Forster-album The Candle and the Flame lyder nærmest helt punket i sin energi og DIY-attitude, selvom musikkens stilart slet ikke er så nem at rubricere. Forster’s kone, den tyske musiker Karin Bäumler, blev sidste år meget syg, så hun og Robert har brugt skabelsen af ny musik sammen som et terapeutisk frirum for de trængsler, de har måttet gennemgået siden. Det har resulteret i det nye album, hvor bl.a. parrets to børn, Loretta og Louis (ham fra The Goon Sax), medvirker. Karin Bäumler har det ifølge Forster meget bedre nu,og ser utålmodigt frem til udsendelsen af det nye album…

Var ude at køre i går, og hørte der et par gange, ansporet af de to nye Bruce Springsteen-soulcovers, Magic (2007), det vel seneste egentligt gode album fra hans og E Street Band’s side. Og ja, faktisk fremstod Magic – en håbløst intetsigende albumtitel – langt stærkere end husket, med adskillige regulært vellykkede sange ombord. ‘Last To Die’ er i den grad en af dem, båret frem af en fornem, alvorstung melodi og ord af den moderne verdens kaotiske opløsning. E Street Band spiller dramaet med en lyrisk tyngde under og omkring Springsteen’s bekymrede ledetråd af en stemme, placeret perfekt i det mørkeblå lydbillede…

“Heroes”-producer Tony Visconti skriver på Facebook i dag: “45 years ago this fantastic album was released. David, as usual, started the album with sketched musical ideas, no lyrics, no melodies. Therefore full credit must be given to Brian Eno, the band, Carlos Alomar, George Murray and Dennis Davis, who laid down phenomenal backing tracks that inspired the great songs on the album. And Robert Fripp played all his guitar parts in one day. After all of them went back home David and I chipped away at the musical marble and the songs emerged. For lyrics, he would sometimes walk up to the microphone with the first few lines, then ask me to stop the tape so he could think of a few more. The title track, as most true fans know, was inspired while David watched backing singer Antonia Maas and I having a brief snog by the Berlin Wall. Backing vocals were spontaneously sung by David and me just walking up to the microphone and figuring things out. Credit must be given to our engineer Edu Meyer who held the fort down in a control room that overlooked the Wall. This is my favorite David Bowie album.”

13. oktober 1978 udsender The Jam ‘Down In The Tube Station At Midnight’ som singleforløber for albummet All Mod Cons, der udkommer to uger senere. Efter to punktændte albums står allerede profilerede The Jam med dette tredje album ved en skillevej. Kan modtrioen fra Woking udvikle sit til nu stærkt kommunikerende men også noget endimensionelle udtryk, eller hænger man – som flere andre fra punkens første og anden bølge – fast i begrænsningen af genrens fire akkorder og en vilje større end intellektet? Denne nye single består den eksamen med topkarakter, for netop her viser Paul Weller for alvor første gang, hvilket format han besidder som sangskriver. Historien om en mand, der er på vej hjem fra arbejde til sin kone sent om aftenen, men bliver overfaldet nede i London’s undergrundsbane, er måske banalt socialrealistisk, men den fortælles med enkle fængende billeder og en opbyggelig følelsesstærk musik, så det straks noteres, Paul Weller har nærstuderet andet ved The Kinks end deres garderobe. Fra denne single fremad er her kun 20-årige Paul Weller således flyvende som musikalsk observatør og begår med The Jam sange, hvis lige i ufiltreret portrættering af engelsk hverdagsliv man måske på det tidspunkt kun finder hos netop The Kinks’ Ray Davies…

The Jam’s ‘Down In The Tube Station’ får seriøs konkurrence blandt nyudgivne singler 13. oktober 1978. Tidligere Sex Pistols-frontmand John Lydon (AKA Johnny Rotten) debuterer med sit nye band Public Image Limited og et voldsomt profileret nummer, der tager Lydon’s tid i Pistols under kritisk behandling. Måske den mest straight rockmusik-agtige sang PIL nogensinde begår, men alligevel helt med sin egen sound og en original tilgang, der sammen med Siouxsie and the Banshees’ iskoldt kantede musik er med til at skabe det musikalske rum, der snart skal blive kendt som postpunk. En forrygende debut; they mean it, maaan! Det høres.

John Lydon i Melody Maker, oktober 1978: “‘Public Image’, despite what most of the press seemed to misinterpret it to be, is not about the fans at all, it’s a slagging of the group I used to be in. It’s what I went through from my own group. They never bothered to listen to what I was fucking singing, they don’t even know the words to my songs. They never bothered to listen, it was like, ‘Here’s a tune, write some words to it.’ So I did. They never questioned it. I found that offensive, it meant I was literally wasting my time, ’cause if you ain’t working with people that are on the same level then you ain’t doing anything. The rest of the band and Malcolm never bothered to find out if I could sing, they just took me as an image. It was as basic as that, they really were as dull as that. After a year of it they were going ‘Why don’t you have your hair this colour this year?’ And I was going ‘Oh God, a brick wall, I’m fighting a brick wall!’ They don’t understand even now.”