Og her ‘Looks, Looks, Looks’, Indiscreet-albummets besynderlige retroswing-single, TV-optaget på papirposens allersidste koncert i Crystal Palace FC-forstaden Croydon i hårde Sydlondon, hvor de lokale teenagepiger går positivt amok over Sparks…

Og apropos det bandnavn, bedre sent end aldrig med lidt opmærksomhed herfra: Den tidligere Superheroes-guitarist Asger Tarpgaard albumdebuterede i august for et år siden på Crunchy Frog med sit soloprojekt Late Runner. Albummets luftspejlingssmukke titelnummer Nothing’s Real Anymore fortjener lindrende airplay på en så varm dag som denne. Man aner Eric Carmen’s Raspberries, Big Star, MGMT, ja, selv en solbrændt Tom Petty i tonefald og tilbagelænet ligevægt på dette fine popnummer…

Lee Mavers fra The La’s lever forhåbentligt godt af indtægterne fra sin i mange sammenhænge benyttede Merseyjangle-klassiker ‘There She Goes’. For siden den udkom på bandets selvbetitlede debutalbum i 1990 er der aldrig kommet mere nyt fra Liverpool-kultbandet. Det album blev ellers rost vidt og bredt, fuldt fortjent udfra sit ubesværet vitale take på en opdatering af Merseybeat-genren, men Mavers selv hadede hvert sekund af det allerede dengang. Det gav han udtryk for i flere samtidige interviews, hvor specielt albummets produktion blev svinet til, og Mavers opfordrede endda til ikke at købe fejltagelsen i pladebutikker. Det gjorde mange nu – denne side inklusive – med stor glæde alligevel, og albummets fine ry som usleben diamant har bevirket, at The La’s siden har kunne spille stærkt imødesete koncerter. Men nye studieindspilninger er det aldrig blevet til, en stor skam, for Lee Mavers var som sangskriver et alt for unikt og åbenlyst talent til at gå kold umiddelbart efter startlinjen. I dag fylder han 60 år. Her som markering et ret charmerende klip fra canadisk TV, da fremtidens musik endnu syntes hans og The La’s…

Vi er i New York City i 1970’erne, en helt anderledes vild og kunstnerisk udfordrende metropol end i dag. John Cale og David Bowie turer sammen gennem slumbyens bundløse natteliv. Det scenarie er øjensynligt udgangspunktet for den artrock-lydende single, John Cale har udsendt i dag…

Endnu en nærmest berusende stærk sang, denne endda en single, fra Life’s Rich Pageant‘s perfekte side 1. R.E.M.’s bedrifter er skyggehistorie disse år, men en dag må de vel positivt blive genetableret som bandet uden hvem den alternative indie-musik aldrig var blevet sund mainstream.

Life’s Rich Pageant, det fjerde og måske allerbedste R.E.M.-album, blev som en dengang supervital sommerplade udsendt i går for 36 år siden. Her en af perfekte side 1’s centrale sange, hvor Michael Stipe synger om ‘hope despite the times’. Haha, han skulle bare have vidst, hvad fremtiden herude til sammenligning ville byde på af rædsel, bullshit og nedbrud. Ventes der stadig på det Stipe-soloalbum, der aldrig kommer, eller er vi holdt op?

Alle kender billedeserien foran NYC-politibilen, der afkastede det nocturnale cover til Plastic Letters (1977), Blondie’s andet album. Men ifølge guitarist/bandleader Chris Stein var der oprindeligt helt andre artworkplaner, som blev skrottet da Blondie’s pladeselskab Chrysalis var bange for et for punket look. Her billedet der ifølge Stein vistnok skulle have været på frontcoveret. Oh, what could have been…

Et nyt Joe Strummer-boxset er blevet annonceret i dag. Joe Strummer 002: The Mescaleros Years udkommer til september og vil som antydet indholde remastrede udgaver af The Clash-frontmandens tre albums med The Mescaleros, samt 15 hidtil uudgivne tracks, deriblandt denne demo-version af ‘The Road To Rock’n’Roll’…

…On the road to rock ‘n’ roll
The lonely sing a soulful song
Leave a little light in the wilderness
For somebody to come upon
On the road to rock ‘n’ roll
With everybody deep in their dreams
And the snow is falling on the city
Ask the music what it means
On the road to rock ‘n’ roll
Come on everybody drift away
On the road to rock ‘n’ roll
Where I learned to play
Rock ‘n’ roll, rock ‘n’ roll
Rock ‘n’ roll where I learned to play
On the road

Har hørt det nye album med Interpol de seneste aftener, og må tilstå endelig at kunne blive løftet op igen af en musik, der fremstår mere klar og visionær end meget længe fra NYC-bandet. Tag nu bare ‘Into The Night’ her, knivskarp i lyd og tone…