Så hvor relevant lyder marxistisk postpunk fra nordengelske Leeds? Det er 1. januar 1981 på New York City-klubben Hurrah’s. På scenen er Gang Of Four, som i spasmer, skjorter og sved sender ‘Damaged Goods’, egen Fast Records-debutsingle fra to og et halvt år tidligere, afsted…

Der har sjældent været så mange koncerter som i dette forår. De seneste to års nedlukning har genereret en aktivitet, som nærmest kan synes overvældende. Siden her har den seneste lille halvanden ugen observeret fire vidt forskellige amerikanske acts på deres vej gennem København.

Først var det legenderige Iggy Pop, som forrige søndag rev Falkoner midtover med en af den slags eksplosioner, der ikke burde være en mand af hans alder mulig. Med et overraskende stærkt nyt fransk band (franskmænd kan ikke spille rock, remember?!), der kan så meget andet og mere varieret end ‘bare’ Stooges-rock, storsang Iggy Pop sig gennem koncerten, der indimellem fremstod som en veritabel æresrunde for hans unikke karriere. Så decideret rørende det var at høre ham tilsidst på aftenens sidste indslag, en nådesløs version af 1973-bangeren ‘Search & Destroy’, gentage mantraet ‘forgotten boy’ henover gigantisk tårnhøje guitarbredsider. Og de horn til venstre for Iggy på scenen altså, tre af dem sammen, bragte klare associationer til australske The Saints fra punkdagene. Fortid og nutid i vital omfavnelse. *****

Et ganske anderledes band samme sted torsdag var uforlignelige Beach House, hvis seneste to shows i København har været hypnotiserende seancer med en overraskende klædelig kant i leveringen. Så helstøbte fremstod live-trioen ikke i Falkoner, hvor aftenen nok blev martret af et for tidsfattigt set, domineret af numre fra de seneste to albums, der trods karakteristisk besnærende lyd og klassiske Beach House-arrangementer ikke kompositorisk matcher tidligere bedrifter. Storslåede stemningskonstruktioner som ‘Myth’ og ‘PPP’ vil altid funkle klart, men de stod uvant alene denne københavnske aften på en ellers for uklar Beach House-himmel. Kom igen! ***

Lørdag aften kl. 22 spillede The National på den nye lovende Syd For Solen-festival i Søndermarken. The National’s seneste to albums har så absolut ikke været deres mest blomstrende, men i de grønne omgivelser på Frederiksberg tog Matt Berninger & co. revanche på en forbløffende stærk tur gennem bandets efterhånden så imponerende bagkatalog. Har næppe før oplevet Dessner-brødrenes guitarspil så ekspressivt, klartdefineret og dynamisk, mens Berninger pålagde musikken sin varme Bo Bedre-vokalfernis på en for ham på scenerne bemærkelsesværdig atypisk sober aften. Overordnet smukt at så stort et hengivent publikum har fundet vej til et tålmodighedskrævende band, der aldrig nogensinde har haft et hit. Det er fuldt fortjent. *****

Mandag i Amager Bio gav albumaktuelle Wilco så et skønt tilfredsstillende to-timers-set, hvor den nye plades uforstillede, sagte amerikanske melankoli blev blandet effektivt op med de mere grænseafsøgende sider af Wilco-kataloget. Det ene øjebliks blåtonede sange af tvivl, søgen og tab blev det næste punkteret med forløb af en vel nærmest amerikansk krautrock, af Sonic Youth-chemtrails over dissonante randområder, samt af himmelfarende, hypersensitive guitarforløb, hvor bandets to/tre guitaresser (!) spillede suverænt i stil udfra Tom Verlaine’s Television-eliteskole. Og manden i midten, Jeff Tweedy, sang det hele så enkelt hjem uden de store armbevægelser, kun bevæbnet med sine søgende ord og den der sprukne Wilco-stemme af guld. En nydelse at opleve dette band, der tydeligvis har tusinder af kilometer i benene. Spillerne kender hinanden til et punkt, så sange og numre uden rationelt besvær angribes med synkroniseret temperament, en særdeles velsmurt organisk maskine. Musik kan. *****