Skrev i nat om Saints-forsangeren Chris Bailey’s triste bortgang. Her er hans og The Saints’ ikoniske debutsingle fra 1976. ‘(I’m) Stranded’ holder speciel betydning her, for det var kun det andet erklærede punk-nummer, jeg hørte gennem radioen dengang. Elskede hvert sekund af den single, gør det stadig i dag. Utroligt som en så tidsdefinerende musik kunne opstå ude i Australiens fjerne provinser – Brisbane, Queensland – og overhale hele London’s punkscene indenom med en udgivelse allerede i september ’76, altså før noget eller nogen derfra…

På karrierens nok mest uinspirerede album – Nocturama (2003) – kunne Saint Nick dog glæde sig over dette rørende øjeblik af en omkvæds-duet med sin helt fra dagene og nætterne (det er den unge Nick i lyseblåt på billedet herover) i Melbourne…

Fra Australien dødsmeldes Chris Bailey, forsanger i Brisbane-bandet The Saints, der i 1976 med singlen ‘(I’m) Stranded’ gik forbilledligt med i punkrockens første angrebsbølge. Deres tre første albums – (I’m) Stranded (1976), Eternally Yours (1977) og Prehistoric Sounds (1977) – ragede alle tårnhøjt op og står stadig distancen i dag. Hør Chris Bailey med den tilrøgede stemme herunder med den oprindelige (og langt bedste) Ed Kuepper-udgave af The Saints skrælle tapetet af væggene i 1977 på Paddington Town Hall i Sydney, Australien…

The Other Side of Make-Believe? Ialfald igen en ny Interpol-sang salt som en ansjos, helt uden melodisk release. Måske det er godt sådan, men bare kræver anderledes forventning end den oprindelige til NYC-bandet?

Glædeligt nyt! 20. maj udgives en ny extended jubilæums-udgave på 3-dbl. vinyl af The Clash’s uforlignelige, stærke svanesang Combat Rock (1982). Her pressetekst og tracklist…

Originally released in May 1982, ‘Combat Rock’ is the final album from The Clash of Joe Strummer, Mick Jones, Paul Simonon and Topper Headon. Featuring two of the band’s most well-known songs, ‘Should I Stay Or Should I Go’ and ‘Rock The Casbah’. Now re-released as a 180g 3LP special edition, with an additional 12-tracks compiled by The Clash. 

Having returned to London following their pivotal 17-show residency at New York’s Bond’s Casino in 1981, the band rehearsed and recorded at The People’s Hall in the squatted Republic of Frestonia near Latimer Road in London and from there they embarked on a tour of the East and South East Asia, during which the album sleeve image was captured by Pennie Smith in Thailand.  

The tracks on ‘The People’s Hall’ chart the period from what was their last single Radio Clash right up to the release of Combat Rock, including unheard, rare and early versions of tracks.

Also includes rare Pennie Smith images + history of Frestonia essay by Tom Vague.

3LP (180g Black Vinyl)

Combat Rock – SIDE A

1. Know Your Rights
2. Car Jamming
3. Should I Stay Or Should I Go
4. Rock The Casbah
5. Red Angel Dragnet
6. Straight To Hell 

Combat Rock – SIDE B

1. Overpowered By Funk
2. Atom Tan
3. Sean Flynn
4. Ghetto Defendant
5. Inoculated City
6. Death Is A Star

The People’s Hall – SIDE A

1. Outside Bonds
2. Radio Clash
3. Futura 2000

The People’s Hall – SIDE B

1. First Night Back In London
2. Radio One – Mikey Dread
3. He Who Dares Or Is Tired*
4. Long Time Jerk
5. The Fulham Connection [aka The Beautiful People Are Ugly Too] 

The People’s Hall – SIDE C

1. Midnight To Stevens
2. Sean Flynn
3. Idle In Kangaroo Court
4. Know Your Rights*

NB: SIDE D IS BLANK

*Previously unreleased

Her ‘Midnight to Stevens’, en søgende sørgmodig hyldest til den afdøde London Calling-indpisker/producer Guy Stevens, et The Clash-hemmeligt men høreværdigt nummer der hidtil kun har været tilgængeligt på to yderst omfattende digitale opsamlinger med The Only Band That Matters. Snart kan det for første gang nydes på sort vinyl…

I dag for 49 år siden udsendte David Bowie en af sine dejligste singler, den britisk-forfinede ‘Drive-In Saturday’, der udkom en uge før det album, Aladdin Sane, den hører hjemme på. Her forpremieres sangen dog allerede 17. januar 1973 på Russell Harty’s London Weekend Television-show…

Fordi Talk Talk’s diskrete storhed aldrig skal glemmes…

Dave Greenfield, The Stranglers’ keyboardvirtuos, der for to år siden gik bort som følge af hjerteproblemer og covid-19, blev født dags dato i 1949. Her ‘Golden Brown’, det særegent fredfyldte stykke musik han skrev i 1982, som rykkede The Stranglers ud af egen selvskabte machismo-tunge skyggeverden og placerede dem næstøverst på den engelske singlehitliste, kun overgået der af The Jam’s ‘A Town Called Malice’. To sange øverst oppe, den ene om Thatcher’s sammenfaldende britiske samfund, den anden – takket være Stranglers-sanger Hugh Cornwall’s ord – en slet skjult kærlighedssang til heroin. Men hvilken en. Det var selvsamme Cornwall som ved Greenfield’s død skrev følgende om hans betydning for deres fælles band: “He was the difference between The Stranglers and every other punk band. His musical skill and gentle nature gave an interesting twist to the band. He should be remembered as the man who gave the world the music of ‘Golden Brown'”…

Albummet Suede blev udsendt i dag for 29 år siden. Vi markerer lige her britpoppens topbands debutalbum med en samtidig liveversion af dets åbningstrack ‘So Young’, hvorom mikrofonswinger extraordinaire Brett A fortæller:

“It’s supposed to be a song with a real duality. Of course there’s a very wide-eyed, idealistic kind reflection of…what it’s like to be young. But the whole point is the twist of it, where the coda is, “Let’s chase the dragon from our home.” For me, it’s saying let’s take on a different version of the beauty of life rather than the chemical-tinged one. When you hear the lyric “Let’s chase the dragon”, you just assume it’s a song about taking drugs. And it is and it isn’t. I’d experienced lots of the things I was talking about; it wasn’t tourism or anything. It was just this sort of hymn to the arrogance of youth. When I sing it now…I never sing it ironically when we do it live now. I remember saying years ago, “God, imagine when we’re playing ‘So Young’ in 20 years’ time!””

https://www.youtube.com/watch?v=NyAi4-dgO2A