John Cale og Edie Sedgwick, høje på New York City, 1967.
Stort tillykke til walisiske John Cale, der i dag runder de 80. Hvilken lang forunderlig rejse på rocknroll-toget, fra de tidlige dage i NYC, som Lou Reed’s musikalske modspil i The Velvet Underground, til en lang, varieret solo/producer/koncert-karriere, der undervejs har kastet stor musik af sig, ja, inkluder her oveni i hans egen musik de producerede karrieredefinerende albums for bl.a. Nico, The Stooges, The Modern Lovers, Patti Smith. Her denne sides ubestridte favorit fra John Cale’s egen hånd, 1985-nummeret ‘Dying On The Vine’, som vel både i stil og kvalitet er helt deroppe med Leonard Cohen’s samtidige mesterstykker…
Repræsenteret i dette forum af Maria McKee, hvis sang her fra 1996 i konstruktion lyder af både klassisk Bowie og ditto Suede, men alligevel synges stærkt hjem til at være helt hendes egen…
Der er et før og et efter i så meget epokegørende historieskrivning, således også i popmusik. 7. marts 1983 udsender New Order en single, der skal blive den mest solgte 12’er-maxi nogensinde, med et nummer, som stadig i dag lyses op indefra af fremtid, helt som f.eks. også Donna Summer/Giorgio Moroder’s ‘I Feel Love’ fra 1977 formår det. En state of the art-klassiker der ved sin udgivelse lover for alt det gode, der skal, må og bør komme efter…
Marts 1975: En 14-årig engelsk skoledreng ved navn John Maher vinder en konkurrence om at møde sit favoritband. Kun tre år og en klart bedre frisør efter mødet med Wolverhampton’s Slade er han som trommeslager i Buzzcocks selv blevet rockstjerne, her fotograferet i Bruxelles, september 1978, da Manchester-punkbandet er på en lang europæisk support-tour for Blondie…
Forårets LS-tour begynder denne weekend. Fredag byder på en debut, når LS for første gang nogensinde kommer til BRAMMING. Lørdag aften tændes lysene i AABENRAA. Vi ser frem!
Onsdag var det 80 år siden Lou Reed blev født i Brooklýn, NYC. Hvordan havde den moderne elektriske musik mon lydt uden hans input, først i epokegørende The Velvet Underground, siden som udfordrende soloartist? Vi får det heldigvis aldrig at vide. Lou Reed er borte nu, men gennem hans usminkede fortællinger om livets genvordigheder og velsignelser i New York lever han jo egentlig videre. Her en sang hvor Lou bekender sig til den enkle men lyriske rockmusik, han levede og åndede for…
Overraskende elektroniske ‘Folly’ er endnu en værdig single fra (FKA British) Sea Power’s helt nye EverythingWas Forever, af NME kaldet ‘a brutal but beautiful album’. Må håbe det er en præcis varedeklaration; verden har brug for brutal men smuk ny musik…
Kampene i Ukraine bringer tanker om denne sang, The Waterboys’ måske største øjeblik. Mike Scott maler med den helt store pensel her, alligevel formår hans fortælling om de russiske mænd, der satte liv på spil mod tyskerne i 2. Verdenskrig, at holde en stram, gribende historielinje, der paradoksalt nok ender med, at de unge russere med kurs hjem fra den endelige sejr i Berlin bliver sendt videre til gulags, da de er blevet for ‘westernized’ i felten. The Waterboys’ widescreen-fortælling her er baseret på to bøger, Mike Scott læste under tilblivelsen, nemlig Guy Saier’s The Forgotten Soldier (1965) og russiske Victor Muravin’s The Diary Of Vikenty Angarov (1978). Men musikken? Ifølge Mike Scott er den stærkt inspireret af en daværende kærestes yndlingssang, Roxy Music’s ‘A Song For Europe’, ikke det værste sted at starte…
Nej, Destroyer er i denne sammenhæng ikke Putin. Det er derimod et band med canadiske Dan Bejar, også kendt fra The New Pornographers, som sanger og sangskriver. Og de har netop udsendt et nyt nummer som forvarsel om det kommende album, Labyrinthitis. Den tørt ironiske vinkel er den samme som altid, men musikalsk er vi tættere på f.eks. Art of Noise eller New Order.
Pastoren har ret i herunder, det lige nu kan synes svært at skrive om musik på denne blog, som om intet er hændt. Men på den anden side kan vi jo heller ikke lade Ruslands krig lukke siden ned de næste X antal dage/uger/måneder/år. Så nu fortsætter vi. Fordi stilhed ikke siger noget. Så her genstridige Suede fra dengang guitar-es Bernard Butler gjorde dem unikke og vice versa. En af de få liveoptagelser der findes, hvor han spiller med på sange fra den da endnu ikke færdiggjorte Dog Man Star (1994), omkring hvis udsendelse Suede og han forlængst lå i krig med hinanden. Ja, mennesker i bands slås også…
23. februar 1979 udsender The Clash Give ‘Em Enough Rope‘s ‘English Civil War’ som single. Mange har set ‘Safe European Home’ som næste logiske 7’er-bud, men band/manager og/eller CBS vil det anderledes, så valget falder istedet på nummeret med Joe Strummer’s nye tekst til musikken af den traditionelle ‘When Johnny Comes Marching Home’. ‘English Civil War’ er aldrig en decideret svag Clash-single, men voldsomt inspireret eller karismatisk er den heller ikke i forhold til vanlig standard. Helt anderledes med B-siden, en glødende indspilning af The Maytals’ jamaicanske klassiker ‘Pressure Drop’…
Ovenpå for mange musikalske dødsnotitser den seneste uge her seks minutters tiltrængt liv og lys i form af Brooklyn-duoen The Fantastic Plastics, som deres lidt komiske navn tiltrods formår at give en forrygende version af DEVO’s ‘Gut Feeling’. Instrumentet ovre bagved til venstre, som Miranda Plastic betjener med imponerende dygtighed, er noget så sjældent og kompliceret som en theremin. Thereminen spilles ved (citerer Wikipedia her), “at musikerens hænder forandrer position i forhold til to faste elektroder (antenner), dvs. at man ikke rører instrumentet, mens man spiller”. Mener aldrig at have hørt til en theremin i DEVO, en mangel Akron, Ohio-bandet nok ville beklage, hvis de oplevede hvad instrumentet gør for deres futuristiske musik her…
The Tivoli i Helsingborg 3. marts meldes desværre aflyst af arrangøren. Det betyder at LS-tourens første show istedet bliver på Kosmorama næste fredag i sydvestjyske Bramming. Alle LS-aftener på touren kan tjekkes herunder med billetlink nederst. Vi ser frem!
Fra den ligeledes nu afdøde amerikanske celebrity-kok og mad-forfatter Anthony Bourdain’s allersidste TV-program i serien Parts Unknown. Det afsnit foregik i Mark Lanegan’s gamle hjemby Seattle, Washington, så hvad mere naturligt end denne fine kamera-outro til hans ‘Strange Religion’ fra Bubblegum (2004)…
