Jeg har netop læst hos Variety at Mark Lanegan, kendt fra The Screaming Trees, Queens of The Stone Age, Soulsavers mm. og selvfølgelig også fra udgivelser i eget navn, er død i sit hjem i Irland. Han var nogle måneder yngre end denne blogs forfattere og blev således 57.
Når vi går tilbage til 60’ernes rockmusik her, så er det ofte de samme 5-7 bands der sættes spotlight på; The Kinks, The Stones, Small Faces, The Who, Liverpool’s The Mop Tops, og fra USA The Velvet Underground. Men jo, der er naturligvis så mange andre. Som nu britiske Procol Harum fra Southend-on-Sea, hvis enorme J.S. Bach-inspirerede 1967-hit min egen far købte og havde på single dengang, helt sikkert uvidende om dets store tidsåndsbetydning i the Summer of Love. Procol Harum’s sanger, komponist og keyboardspiller Gary Brooker (i midten på bandbilledet herover) meldes død fra England i dag, 76 år gammel, så vi tager derfor en respektfuld tur gennem den til lejligheden så passende æteriske ‘A Whiter Shade Of Pale’. Hvis man som stamgæst på siden desperat skulle savne en anderledes jordbunden The Clash-vinkel på dette indlæg, så var det faktisk den senere London Calling-producer Guy Stevens, der som manager gav Gary Brooker’s band her dets navn efter sin kat…
The Stranglers havde den bassist på den engelske punkscene, man musikalsk lagde mest mærke til. Bag Guildford-bandets trademark-lyd af nærmest Doors-bølgende keyboard og sanger Hugh Cornwell’s baryton var det halvfranske Jean-Jacques Burnel’s virtuost plektrum-benhårde og melodisk kantede Fender Precision-spil, der bragte den tidens punkattitude, The Stranglers byggede sin karrieres fundament på. Her nedenfor kan dagens 70-års fødselar ses og høres udføre sin så fremtrædende ting i 1977 på singlen ‘Straighten Out’, hvor han specielt fra 2:17 stikker helt af og – typisk for JJ Burnel – spiller sin Fender P, som er den nærmest et lead-instrument. Han var iøvrigt allerede da kendt som ekspert i japansk kampsport, og fik på den baggrund givet både Sex Pistols’ Johnny Rotten og The Clash’s Paul Simonon skrammer, da disse hånligt havde givet udtryk for, The Stranglers var for gamle til en plads på punk-toget. The Stranglers var i det hele taget berygtet som et band, man skulle tage sig i agt for. Det fandt en engelsk musikjournalist, som havde givet dem negative ord med på vejen, ud af, da han under et interview i Paris blev gaffa-tapet fast på ydersiden af Eiffeltårnets næstøverste etage, 125 meter over jorden. Man må formode den tidligere heartthrob JJ Burnel lever et mere stille liv i dag, hvor han er eneste originale medlem tilbage i The Stranglers, der sidste år udsendte nyt album. Men lige her er tidsmaskinen i ’77…
Sig aldrig igen, de ikke kunne finde ud af noget i det gamle Østeuropa. Det smukke cover her er således den jugoslaviske singlepræsentation af David Bowie’s ‘Young Americans’, der blev udsendt i både Jugoslavien og den vestlige verden 21. februar 1975. I USA havde de opvakte allerede hørt nummeret i december ’74, da Bowie premierede det på The Dick Cavett Show med en febrilsk performance…
Må med skam meddele ikke at kende andet end overfladisk til Toronto’s The Sadies’, hvis sanger/guitarist Dallas Good gik bort i torsdags, angiveligt som følge af corona. Har tjekket lidt op på dem i dag, og set/hørt et fantastisk velspillende klassisk band i den ydmyge amerikanske tradition blive anført af de to Good-brødre Travis (her til venstre) og altså Dallas. Tror dette nummer vil kunne glæde Webmaster Pastor, der har en mærkbar svaghed for arven efter country. Men han kender dem sikkert allerede langt bedre end jeg, da han har Neko Case, som de har været backing for, tæt inde på livet…
En fredag midt i februar udsender Fontaines D.C., det formafsøgende guitarband fra Dublin, pludselig en ny single. Der er håb endnu…
Dallas Good, forsanger i det canadiske americana-band The Sadies, og manden med det værdige og smukt sørgmodige ansigt herover, meldes afgået ved døden, kun 49 år gammel. Mange af os kender nok mest hans band som yderst kompetent backingband for Neko Case, men The Sadies har siden 1994 udsendt elleve albums i eget navn, senest Northern Passages i 2017. I januar udkom den nye single ‘Message To Belial’, herunder dens fine b-side ‘Stop And Start’. Hvil i fred, Dallas Good!
En fredag midt i februar udsender moi Caprice, det gendannede synthpopband fra Sæby, pludselig en ny single. Der er håb endnu…
1978, året hvor de voksne singlerklassikere fra punkscenen kommer i en lind strøm. Forleden var det Buzzcocks, i dag The Clash der på denne dato udsender fjerdesinglen ‘Clash City Rockers’. Det skal ikke være nemt at følge i hælene på The Only Band That Matters’ forrige single, den punk-ikoniske ‘Complete Control’, men Strummer/Jones tackler problemet i sangskriverafdelingen ved at lade sig inspirere befriende skamløst af riffet fra The Who’s ‘I Can’t Explain’ (der iøvrigt selv er ligeså skamløst inspireret af The Kinks’ ‘All Day And All Of The Night’), og så iøvrigt bygge videre på den patosladede os-mod-dem-selvmytologisering, der fyrede op under ‘Complete Control’. At bandmanager Bernie Rhodes og CBS efterfølgende vælger at speede masterbåndet op bag ryggen på The Clash, der først hører dette da singlen kommer fra tryk og ud i butikkerne, giver kun den selviscenesatte kamp en udefrakommende paradoksal morale; kapitalen får altid det sidste ord. Det hindrer dog ikke ‘Clash City Rockers’ i at være små fire minutters totalt vindende rocknroll-støj…
På en grim torsdag med uvejr på vej over Nordeuropa kan der her findes trøst i den forestilling, at Leonard Cohen lige nu som altid kører derude et sted på vejene, afsted i en rummelig tourbus med smil på mund og en cigaret i hånd, harmoniserende på ‘Memories’ sammen med sin flok af rejsende i musikalsk lindring. Der er håb endnu…
27. april 1979 udsender David Bowie Lodger-forløbersinglen ‘Boys Keep Swinging’. I oktober samme år debuterer Dundee’s The Associates med en selvfinancieret debutsingle, der som A-side har en anderledes cover af selvsamme nummer, klædt på med stift beat og bleg antirocksminke. At Billy MacKenzie kan synge helt utroligt og er stærkt informeret af netop Bowie, det hersker der allerede på denne single ingen tvivl om. Men siden demonstrerer Associates, at de med lethed selv kan skrive masser af stærkt profilerede sange, så hvorfor dette mærkværdige første træk, dømt til obskuritet?
Hvem skulle have troet, at Mark E. Smith’s The Fall skulle blive et så overbevisende coverband som tilfældet var? Deres version af ‘Lost In Music’ giver en sær fryd, Motown-klassikeren ‘There’s A Ghost In My House’ antager nye absurde dimensioner, og her er det The Kinks’ sarkastisk-naive portræt af det nittende århundredes England, der i 1988 køres i mål på blåøjet musikalsk charme og helhjertet Mark E. Smith-attitude…
Jeg har tidligere skrevet (og talt varmt om) Rhiannon Giddens. Her er Paula Boggs, en anden amerikansk musiker, der lader bluegrass, country og afro-amerikansk musik mødes og bruger det til at fortælle om USAs historie.
Har i årevis været på jagt efter det rigtige eksemplar af Small Faces’ popstjerne-øjeblik fra 1966, og i dag var tilfældet så. Her ‘Sha-La-La-La-Lee’ i en liveoptagelse fra vesttysk TV, hvor Steve Mariott virkelig får brændt igennem som sanger. Beat-Club’s indbudte publikum foran scenen har tydeligvis fået en dobbelt valium-velkomstdrink lige inden Small Faces går på…
Ni år siden i aften at denne side var tilstede i Admiralspalast i Berlin til en af fire globale forpremiere-koncerter for Nick Cave and the Bad Seeds’ Push the Sky Away. Det der føltes som begyndelsen til noget nyt den aften, det var måske i virkeligheden snarere en afsked med det gamle, nemlig The Bad Seeds som vi elskede dem, og Nick Cave som urørlig prædikant-rockstar. Det sidste foranlediget af den tragedie, der snart skulle ramme ham og hans familie. Hørte for første gang i lang tid Push the Sky Away forleden, stadig et mesterligt stærkt album, der bygger bro mellem den Bad Seeds-verden, Nick Cave kom fra, og den så anderledes Warren Ellis-musik han var på vej ind i. Nyd på dette korte klip fra den aften i Berlin Nick Cave og hans der allerede stærkt amputerede Bad Seeds. Sidstnævnte står stærkt savnet…