Det står mildest talt elendigt til med USA, der i dag fylder 246 år. Så istedet for at fejre den splittede forbundsrepublik, da markerer vi istedet her i dag selve idéen om USA’s mangfoldighed, samt alt det gode vores egen europæiske kultur gennem tiderne er blevet beriget med derovre fra, eksemplificeret her af en lillebitte dråbe i det store hav, NYC-bandet The Fleshtones og deres livssultne uafhængighedserklæring af en 1979-debutsingle ‘American Beat’ på rocknroll-entreprenør Marty Thau’s Red Star Records…

Feel that the beat’s back and play it that it happened that way
But you know that to us it was always there anyway
In Boston or New York or way out like in L.A.

Can you hear the American sound?
Have your heard the American sound?
Don’t want to hear you put it down

I’d like to hear it on the radio in my home town
Every summer there’s a number that I wanna hear the DJ play
In my room or at the shore, man, you know it’s gonna sound OK
From Boston to Miami or way out in Malibu Bay

Can you hear the American sound?
Have your heard the American sound?
Don’t want to hear you put it down
Hear it on the radio in my home town

Never lose that, lose that beat
Never lose that, lose that beat
Never lose that, lose that beat
Never lose that, lose that beat

From Boston to Miami or way out in Malibu Bay
Can you hear the American sound?
Have your heard the American sound?
Don’t want to hear you put it down
I wanna make that clear in every town
Hear that the beats back and play it that it happened that way…

Elvis Costello spillede i København forleden. Efter sigende var han virkelig god, endda endnu bedre end længe hørt, og gav de fremmødte i Amager Bio et gavmildt set, der kom omkring hele hans fornemme karriere. Mit største problem med Costello (har flere af hans tidlige albums + singler) er, at hans kradsbørstige musik næsten altid afføder lyst til straks istedet at høre den forbløffende stemme-, tids- og sangskrivningsbeslægtede Graham Parker, der i efterpunken udsendte en håndfuld trodsigt stærke plader i grænselandet mellem indigneret new wave og en rocknroll-influeret britisk soultradition. Her omtalte Parker, der uretfærdigvis slet ikke nyder samme klassiker-status nuomdage som netop Costello, med sit overlegent spillende band The Rumour i vistnok 1980…

Højlydt gårdfest udendørs i den sene fredag sommeraften hos naboejendommen Den Franske Skole her. Og lige pludselig – efter en playlist, der bød på alt fra ‘Daddy Cool’ over ‘Ca Plane Por Moi’ over Louise Attaque over ‘I Will Survive’ over Michael Jackson via nationalmarchen ‘La Marseillaise’ til Lenny Kravitz – spillede DJ Francois pludselig blødende højt The Cramps’ ‘Human Fly’. Man gik nærmest i chok. Måske der alligevel var håb?

Yard Act er endnu et engelsk band, der ofte lyder som et skænderi på en pub (hvem sagde Sleaford Mods?) og egentlig gør det temmelig overbevisende.

Nogles fødselsdage står større og mere betydningsfulde for os end andres. Tillykke, Ray!