Her er et klip af “Wild”, det nye nummer fra Spoon. Deres nye album Lucifer On The Sofa kommer senere i år. Hør hele sangen på YouTube og se også videoen – den minder mig om R.E.M.’s “Man On The Moon”, men sangen er helt anderledes. Spoon har nok den mest Manchester-trofaste lyd lige nu, hvilket egentlig er ganske godt gået for et band fra USA.
The boy looked at Johnny
14. juli 1977 BBC-debuterer Sex Pistols på Top of the Pops med denne optagelse af deres nye, tredje single. Jeg ser med på et TV oppe nordpå i Lake District, og er efter tre minutter med ‘Pretty Vacant’ forandret for altid, intet mindre. Tak til Sex Pistols, og da ikke mindst dagens fødselsdagsbarn Johnny Rotten, for det vækkeur. Og tillykke med de 66, Johnny – du var den perfekte stjerne i 1977.
Marr på en mandag
Luk om muligt bevidsthed for de håbløst ordinære sangord (ja, det er svært når det er en lyrics-video), og fokuser istedet på guitarens lette flugt henover sangen. Det spil er i tone og tilgang så umiskendeligt Johnny Marr-lydende, man automatisk tages tilbage til Rough Trade-årene med hans vidunderlige The Smiths. Ovenpå sidste uges hånlige voksenskældud fra Morrissey støtter vi gerne op her om modtageren Marr, så ikke mindst derfor denne nye single fra hans snartkommende album. De instrumentale passager (fra start, fra 1:46 og fra 2:52) er nu også det hele værd…
Art of the cover
Fra glam til punk: Man skulle ikke tro det, men der er syv år mellem disse to covers, henholdsvis et britisk glam-boyband på karrierens peak i 1973 og så en amerikansk punk-institution, der i 1980 på sit femte album søger en hovedvej ud af undergrunden og ind på hitlisterne…
Nostalgia ’74
Er tiden inde til en glam-revival? Ja, ifølge det københavnske band SilverGlam, der i dag, tungt bevæbnet med intuitiv forståelse for genren og en skarptskåret popsang, udsender singlen herunder. ’74’ oser af førstekærlighed til klassisk Chinn & Chapman, men giver sjovt nok også stærke mindelser om engelske Denim, der – med Felt’s Lawrence som mastermind – i start-90’erne ligeledes tog en attitudestærk tur i shiny platformhæle ned ad Desolation Boulevard…
Endnu en sang med Sam Phillips
Denne optagelse er noget af det nyeste, jeg har kunnet finde med hende, og det musikalske slægtskab med Aimee Mann er tydeligt her – på en god måde.
Sam Phillips fylder 60
I dag fylder den amerikanske singer/songwriter Sam Phillips 60 år. Jeg blev først opmærksom på hende, da hendes album Martinis and Bikinis kom i 1994. Peter Buck fra REM og Colin Moulding fra XTC var blandt gæsterne på dette album, som jeg lyttede ganske meget til det år. Mange troede vel, at dette album ville blive hendes gennembrud, men nej, sådan skulle det ikke være.
Sam Phillips er ligesom f.eks. Aimee Mann (der er en tydelig åndsfælle) blandt de dygtige kvindelige sangskrivere, som ikke har fået den anerkendelse, de fortjener. Robert Plant og Alison Krauss indspillede hendes “Sister Rosetta Goes Before Us” til deres Raising Sand (produceret af T-Bone Burnett som Sam Phillips engang var gift med), men henover kan I høre Sam Phillips’ egen fortolkning.
Crystal Castles skudt ned
Elskede Crystal Castles’ albums og især shows, inden Ethan og Alice Glass i 2014 gik hver til sit i en af de mere grufulde skilsmisser, musikhistorien har set. Beskyldninger om undertrykkelse og misbrug fra AG mod Ethan kastede en grim skygge over bandet, og en ny forsangerinde har kun bevist, at kemien – hvor fucked-up den end var – i CC’s musik lå i spændingen de to imellem. Alice Glass har sidden bruddet lavet nogle undervældende, ret grænseafsøgende singler som tilløb til det soloalbum, der nu i februar endelig udsendes. I den forbindelse har følgende nye single netop set dagens lys. Sarte sjæle bør kigge bort mens ‘LOVE IS VIOLENCE’-videoen kører, for det er virkelig en bevidst grænseoverskridende ubehagelig video, hvis musik dog måske (!) kan andet og mere. Hvor Alice Glass’ sang i Crystal Castles lå i helheden som et behandlet/forvrænget instrument, så er hun nu mere konventionel frontfigur. Fungerer den rolle så for hende? Her er vi slet ikke overbevist, men bedøm selv…
Selv en blind høne…
En gnist ud af mørket, en overraskende stærk og profileret single fra et ellers helt igennem ordinært engelsk band. Stærke farver, knitrende guitar, vrængende sanger der overfalder kamera, jo, 999 kan i januar 1978 alle tricks i punkbogen, undtagen lige de to centrale, dem der med at skrive gode sange og lyde af nødvendighed. De går dog mirakuløst begge hjem på ‘Emergency’, London-bandets tredje single…
Da fremtiden var ung
Man skulle måske ikke tro det ved at se nedenfor her på bloggen, men i 1977 er der meget andet end britisk punk og artschool-dropouts på speed, Station to Station og synthesizers. Klippet der følger er optaget en aften ved græske Partheon på Athens Akropolis. Det franske band Space er på besøg i rumgear for at fremføre deres store forårshit ‘Magic Fly’ – der rent faktisk udkommer tre måneder før Giorgio Moroder/Donna Summer’s visionære fremtidsmaskine ‘I Feel Love’ – for det italienske RAI-program Discomare. Daft Punk, gå hjem!
The Adverts
Den direkte London-punk kan også i sin første bølge. The Adverts dannes i 1976 og udsender året efter to markant stærke singler, først DIY-manifestet ‘One Chord Wonders’, så dødsstrafssynet ‘Gary Gilmore’s Eyes’. I 1978 følger debutalbummet Crossing the Red Sea with The Adverts på lille Bright Records, men musikken skramler for billigt til at The Adverts skal nå et større publikum. Det hindrer dog ikke albummet i at bære numre, der både sang- og tekstmæssigt holder relevans langt ud over 1977/78-punkens flygtige samtid. Som f.eks. afskedssalutten ‘Great British Mistake’, hvor frontmand TV Smith’s profetiske ord om den engelske syge i dag lyder som et skarptstillet portræt af Brexit, Boris Johnson, national-toryisme…
The great British mistake was looking for a way out
Was getting complacent, not noticing
The pulse was racing
The mistake was fighting
The change, was staying the same
It couldn’t adapt so it couldn’t survive
Something had to give
The people take a downhill slide into the gloom
Into the darn recesses of their minds
I swoop over your city like a bird
I climb the high branches and observe
Into the mouth, into the soul
I cast a shadow that swallows you whole
I swoop, I climb, I cling, I suck
I swallow you whole
String out the drip-feed, they’re losing their world
They’re losing their hard boys and magazine girls
Advert illegal, T.V. as outlaw, motive as spell
They’ll see the books burn. They’ll be 451
It’s people against things and not against each other
Out of the pre-pack, into the fear, into themselves
They’re the great British mistake
The genie’s out of the bottle, call in the magician
They didn’t mean to free him, devil behind them
Devil in the mirror, chained to their right hands
They’re the great British mistake
They’ll have to come to terms now, they’ll take it out somehow
They’ll blame it all on something
The British mistake – when will it be over?
How can they avoid it?
Ultra Foxx!
Et andet nyt band på Island Records efter punkens Stunde Null omkring 1976 er Ultravox. Før ‘Vienna’ med Midge Ure som ny frontmand gør dem til sikkert mainstream-band i 1980, udsender London-futuristerne med den så anderledes søgende John Foxx som primus motor og sanger tre albums, der kan så meget mere. Her en enkeltstående single fra maj 1977, der fremviser det første (og egentlige) Ultravox som mere informeret af Roxy end af Bowie. Manisk kommuikerende ‘Young Savage’ med de knivskarpe sangord og travle guitarslynger kommer farlig, trashet, dog glamourøs. En perfekt presserende single i den nye bølges oprørte vande…
…The mirror love of vixens
Guess who’ll wear the mask of victim
Money rents you insulation
Tenderness asphyxiates you
Someone else’s flesh to borrow
Sling it from your bed tomorrow
Live too fast for love or sorrow
Look behind the face it’s hollow
Young savage
Young savage
Thinks like a steel wall
Stinks like a dance hall
Young savage
Young savage
Anything goes where no-one knows your name…
Motown junk?
September 1979: Kvindebandet The Slits fra London debuterer med det Dennis Bovell-producerede album The Cut, en vildtvoksende plade, hvis rødder stikker dybt i både tidens reggae og første punk. Sidstnævnte deler The Slits både konkret historie og attitude med, men trioens stolt DIY-insisterende musik lyder på ingen måde af angrebstrimmet Pistols- eller Clash-rock, flosset som den er, uden egentligt centrum, men istedet med uventede huller, elastiske rytmer og skæve saltomortaler. Island Records udsender snart en single fra det autonome album; nummeret ‘Typical Girls’ har noget så Slits-sjældent som et næsten regelret samlende omkvæd, og gør sig derfor alene. Men på dets B-side herunder kaster Ari-Up (sang), Viv Albertine (guitar) og Tessa Pollitt (bass) – Siouxsie and the Banshees’ Budgie er iøvrigt stand-in som trommeslager på selve The Cut – sig ud i en frygtløs version af Motown-standarden ‘I Heard It Through the Grapevine’. Den slipper The Slits også mere end bare godt fra…
Rød peber, mælk og coke
Du har levet udelukkende af rød peber, kold mælk og små snehvide bjerge af kokain. Du har flirtet med okkult mysticisme og samlet på kabbalah-kort. Du har indspillet en udfordrende biograffilm, hvor din fremmedgjorte hovedrolle mærkværdigvis er et spejlbillede af den, du er blevet i dit selvvalgte amerikanske eksil. Og imens har du begået et musikalsk mesterværk, du ingen detaljer husker fra tilblivelsen af. Så du er måske alligevel på forunderlig vis nogenlunde tilfreds nu i januar 1976, hvor benævnte musik skal udsendes. Men det er vist kun til det øjeblik, du ser dit pladeselskabs håbløst klodsede reklame for den i de engelske musikmagasiner. David Bowie’s Station to Station bliver udsendt dags dato i 1976. Det er albummet, hvis fremadsynede titelnummer herover snart vil føre ham hjem til Europa, videre til ny musik nat og dag i Berlin…
I’ll have a shower and then phone my brother up…
I dag for 25 år siden udenfor skotske Dundee – nærmere bestemt i et udhus i Auchterhouse – tog The Associates’ Billy Mackenzie sit liv, og satte derved et utidigt punktum for en af de vildeste stemmer i britisk musik. Med stærk anbefaling af The Associates’ excentriske pop-meisterwerk Sulk (1981) markerer vi Billy Mackenzie med en ubetaleligt attitudestærk TV-gennemkørsel af ‘Party Fears Two’, albummets gennembrudshit for Mackenzie og hans makker Alan Rankine, der mimer den akustiske guitar i baggrunden her. Hvor mange overværede iøvrigt Billy Mackenzie’s eneste optræden med The Associates i Danmark, da han i 1985 under en sort beret charmedansede eftermiddagen væk på Roskilde Festivals Grøn Scene, og øjensynligt stjal samtlige tilstedeværende hjerter? Et stort tab, han ikke er her mere.