1977: Springsteen ligger i langvarig retskonflikt med sin ex-manager Mike Appel, og må så længe den varer ikke udsende nyt materiale. Istedet går The E Street Band i studiet og indspiller en single med Ronnie Spector. Sugar Miami Steve producerer begge dens sider, og har endda komponeret B-siden ‘Baby, Please Don’t Go’. Hovednummeret ‘Say Goodbye To Hollywood’ er dog klart vinderen her, spillet hjem på fullblown popklassisk The E Street Band-vis. Og hvem dukker, trods sit forbud, op i C-stykket og synger kor?
Dublin’s Fontaines D.C. poster her til aften nyheden, at deres tredje album Skinty Fia, ‘an album of terrible lows and even worse highs’, udsendes 22. april. Her er førstesinglen…
David Bowie udsender i 1973 album-frikvarteret Pin Ups, en legeplads for ham og The Spiders af coverversioner fra Bowie’s formative år i 60’ernes beat-London. Singlen derfra er ‘Sorrow’, et trofast take af Liverpool-bandet The Merseys’ 1966-hit. I Spanien udsendes ‘Sorrow’ i dette ret tidsmanifesterende og ialfald alt andet end sorgfulde cover.
Som David Bowie’s fødselsdag blev fejret i forgårs, således fortjener også hans sidste dag med denne verden en markering. Og hvilken mere passende sang end denne rugende meditation over forgangen tid og mindernes skyggespil, han oprindeligt kom tilbage med som single i januar 2013 efter sit lange fravær fra enhver offentlighed…
Ruth Radelet, der var sanger i de nu opløste The Chromatics, fortolker “Twilight”, der som bekendt er en sang af Elliott Smith fra hans sidste, posthumt udgivne album From A Basement On A Hill. Det er en smuk sang, og denne udgave er også smuk. (Det burde næsten være Jens, der skrev dette opslag.)
Fredag 7. januar 1972: David Bowie udsender den eneste single fra sit netop udsendte nye album Hunky Dory. ‘Changes’ peaker i ugerne efter som #49 på den engelske singlehitliste, men hvad den åbenbart mangler i hitpotentiale ejes til gengæld i langtidsholdbarhed. Lyt bare i dag, 50 år efter, til denne så lette klaverbårne sang, der om noget viste, at David Bowie, efter mange års ihærdig søgen, endelig havde fundet sig selv…
London’s The Damned er vidt og bredt kendt for ‘New Rose’, den første engelske punk-single i efteråret 1976 og hvilken en. Men i dens skygge står efterfølgeren ‘Neat Neat Neat’ – udsendt 18. februar 1977 – lidt uretfærdigt skjult. Dens to minutter og 44 sekunder formår i sin egen ret også alt det, den bedste første punk kunne, både hvad gælder nødvendighedens eksplosive energiudladning og intuitiv tilegnelse af klassisk popanatomi. Her ‘Neat Neat Neat’ givet af The Damned på et samtidigt skotsk TV-show…
Armed Forces, Elvis Costello & The Attractions andet album, udkom dags dato i 1979. Forgængeren This Years Model (1978), der var noget af et zeitgeist-hit i England, står vel muligvis endnu stærkere, men Armed Forces emmer af dugfrisk Costello-sangskrivning i den überorganiske Nick Lowe-produktion af de febrilsk storspillende The Attractions, og er stadig klart sine 40 minutter værd. Og så udkom albummet ovenikøbet i Europa med det ikoniske elefantcover af Tom Pogson. Amerikanerne, stakkels dem, tabte og fik istedet en anden del af cover-artworket, Barney Bubbles-værket herunder, som frontcover. Og så er det jo pludselig en helt anden plade. Ikke mindre når ‘Sunday’s Best’ er skiftet ud med den i dag mere kendte EC&TA-cover af Brinsley Schwarz-sangen ‘(What’s So Funny ‘Bout) Peace, Love, and Understanding’…
Blondie’s ene guitarist, art-rocker og fotoentusiast Chris Stein fylder år i dag. Her sidens personlige favorit (i skarp konkurrence med ‘Fade Away And Radiate’) blandt de sange han selvstændigt skrev til Blondie. ‘Shayla’ ligger på side 1 på fjerdealbummet Eat to the Beat (1979), et af NYC-bandets bedste og mest udfordrende. Sang Debbie Harry – Chris Stein’s faste girlfriend dengang – nogensinde sin drømmende girlgroup-længsel mere hjerteknusende ud end her? Gjorde nogen?
En af årets første albumudgivelser bliver Henrik Olesens Optaget og Foreviget, der ser verdens lys 21. januar. I den forbindelse er anden forløbersingle netop blevet udsendt. Omend roligere og mere intim end novemberudspillet ‘Glødepærers Poesi’ byder nye ‘For Altid’ på mere af samme slags luftige, fintfølende, undrende musik…
Den her single hørte vi vildt meget, da den udkom i januar 1982. London’s Theatre of Hate – stærkt postpunk-bandnavn! – var et af flere engelske bands af sin tid med hestegaloperende rytmer afsted ud mod fremtiden og melodrama spillet helt op. Bag frontmand Kirk Brandon’s udfordrende falset fornemmes et nærtforstående western-shootout, men besynderligt nok også russiske vidders nådesløse hårdhed. På den vis passede Theatre of Hate godt ind i en dommedagsbevidst postpunk-verden, selvom purister fandt deres konfrontations-romantik for kulørt og karikeret. Love them or loathe them, den af The Clash’s Mick Jones-producerede ‘Do You Believe In The Westworld’ er Theatre of Hate’s bedst profilerede single…
Vi starter det nye år blidt ud her på bloggen med synth-duoen Gold Zebra fra Montreal. ‘La Ville’ fra 2021 synes alt for vellykket hypnotisk repetetiv og natstemningsfuldendt til at være så ukendt, som tilfældet er…
Så der forsvinder 2021, et for sært og halshugget år, hvis tunge ramme af dystopi endelig syntes på vej væk først på efteråret, blot for hurtigt at vende tilbage, så present som nogensinde før.
Der var heldigvis koncerter, først under sommer med kommando-gruppen LS3, siden med flagskibet Love Shop, der tog på tour i oktober landet rundt for det nye LS-album, Mikkel, Mika og jeg i årets første måneder havde begået over to omgange i et lille studie med klippeudsigt ovre på Bornholm, i nedlukkede, forblæste, menneskeforladte Allinge.
Svært at sige lige nu hvad de næste måneder vil bringe. Hvis ting går efter plan, så tager Love Shop til marts/april igen på tour for LMIDF, hvilket vi naturligvis håber kommer til at ske. Aftenerne i oktober – og albummets sange – kalder på mere.
Under alle omstændigheder vil Pastoren og jeg gerne sige tak til jer alle for året her på siden. Jeg holdt selv en pause undervejs, hvilket sikkert kun var sundt, ikke mindst for jer. Vi får se hvad kommer ske i 2022. I ønskes alle et godt, nej, et fantastisk nytår. For der er brug for noget bedre og langt mere vitalt end det, vi har haft nu. Take care!
