
‘Okay så’, svarer den svenske powerkvinde Jenny Wilson med det ulmende tordenvejrsansigt, og serverer nøgternt den første single fra MÄSTERVERKET, hendes nye album der udkommer 1. oktober. Hun har alt at miste…

‘Okay så’, svarer den svenske powerkvinde Jenny Wilson med det ulmende tordenvejrsansigt, og serverer nøgternt den første single fra MÄSTERVERKET, hendes nye album der udkommer 1. oktober. Hun har alt at miste…

Et LS-album der starter med ‘Alle har en drøm at befri’, og lukker med det blidt sugende Henrik Hall-åndedrag ‘Du er kommet for at gå’, kan ikke være helt mislykket. Det her udkom dags dato for 20 år siden, stod først lidt i skyggen af Go!, men har siden fået sit helt eget liv. Stort tillykke, Anti – evig ungdom!
New Adventures in Hi-Fi fylder 25 år i dag. Hvilket smukt, ubesværet band R.E.M. var til og med dette vildtvoksende album.


Hvem der anskaffer sig Levende Mænd I Døde Forhold – det nye Love Shop-album der udkommer 1. oktober – på vinyl, vil i førsteoplaget finde en vedlagt 7’er-bonussingle. A-side er ‘Andy Warhol’s Piger’, en færdigproduceret ny LS-sang, der ikke har fundet vej til selve albumtracklisten, b-side ‘Drog Mod Øst (Outtake)’, begge fra LMIDF-indspilningerne på Bornholm. Velbekomme.
For de af os der slet ikke kan med Morrissey mere, men dog længes efter det frydefulde klassisk-popmelodiske sug, han angreb verden med i forrige årtusinde. Helt sikkert en stor uret mod Edinburgh’s Hamish Hawk at trække hans nye sang ind i en så snæver skygge, men således falder associationerne altså umiddelbart, når man først hører denne iøvrigt uforbeholdent dejlige single, forløber for albummet Heavy Elevator, der udsendes om halvanden uge. ‘The Mauritian Badminton Doubles Champion, 1973’ må være ugens mest bemærkelsesværdige sangtitel…
Vi må tale alvor et øjeblik her. Det drejer sig om Thåström, der udsender ny single senere denne måned. Da den – sam nyt album til november, samt tour næste år – blev annonceret for to uger siden meldte Ulf “Rockis” Ivarsson, den perfekte bassist i Thåström’s band ud, han ikke længere er med, og siden august sidste år har forladt alt, der har med Thåström at gøre. Ovenpå den nyhed begyndte snakken straks at gå bekymret blandt Thåström-tilhængere i Sverige. For netop det bands besætning har i grænselandet mellem elektronik og rocknroll spillet med så velgørende en skarphed, at logikken ikke ønsker det som fortid. Men fortid er det, for siden her erfarer fra nærmeste hold, hele bandet definitivt er opløst og ikke længere kommer til at spille med Thåström. Men hvem spiller så på den nye plade og kommende tour? Visse stemmer tror, tiden er kommet til en akustisk solo-Thåström. Men så ville enorme haller som Avicii Arena (SHLM) og Scandinavium (GBG) aldrig være blevet hyret ind. Andre håber på, at Thåström’s venner i The Hellacopters er blevet kontaktet. De spillede en svensk vise bag ham på svensk TV først på året, og selvom det var nok så fint, fortalte den performance dog også, at et retro-marineret rocknrollband som dem ikke har snittet til Mesteren, der under mottoet ‘stå aldrig still’ har kigget anderledes fremad lige siden dag 1 i Ebba Grön. Tourplakaten bærer et sort/hvidt-billede fra 60’erne af en synligt livstræt svensk klovn, hvilket giver næring til endnu en teori nu, nemlig at Dom Som Skiner vil være en Weimar-tysk-inspireret cabaretplade med afsæt i samme tradition som Imperiet’s ‘Kanonsång’ og hans egen ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. En sidste luftet teori går på, at Thåström, der bruger meget af sin tid i Berlin, denne gang har et band af udenlandske musikere omkring sig. Kun én ting synes sikker udfra alt dette: Thåström singleudgivelse 24. september, hans første nye materiale i fire år, imødeses nu bredt med om muligt endnu mere spænding end da først annonceret. Mens der ventes, så nyd her Thåström og hans nu forgangne band en iskold aften i Västerås, november 2017, en af deres sidste og nok mest uforglemmelige sammen…

Køb billet til verdenspremieren i Bremen (i København!) på https://billet.musik.dk/event/love-shop-lytteevent/bremen-teater/2033133.

Fortiden vender tilbage forklædt som dystopisk fremtid; ABBA er blevet gendannet. Det sker visuelt uventet i noget der ligner sci-fi-tøj a la DDR. Fordi vi ikke har oplevet dem sammen i så mange årtier, så fremstår det som, de fire med uhyggelig effekt er blevet sminket meget ældre og sært farveløse. Med ABBA’s pludselige genkomst, kan vi måske så alle få de mere uskyldige personer, vi sikkert løgnagtigt husker os selv som dengang, tilbage igen? For det er vel det håb, der skal læses i den enorme begejstring, nyheden i aftes afstedkom verden over. Men hvordan med selve musikken? De to nye, uhm, sange bærer umiddelbart den rigtige sound, men tyder mest på, det er musical-ABBA – den side af bandet der udsendte musikalske rædselsscenarier a la ‘Thank You For The Music’, ‘Fernando’ og ‘Chiquitita’ – som er tilbage, ikke det fremragende poporkester med overlegent svungne melodier, veldresserede synths og dryppende svensk melankoli, som vinkede farvel fra singlen ‘The Day Before You Came’ og skilsmissealbummet over dem alle, The Visitors (1981). Og de kommende gigashows i en dertil specialbygget hal i London? Hologrammerne der skal optræde som ABBA fortæller os ultimativt, at de fire ikke længere selv gider komme til deres egne koncerter. Men hvorfor skulle vi andre så? Måske skulle man sit eget hologram afsted og suge indtryk fra den bizarre seance.
PS – Ser først nedenstående pressebillede nu. Hvorfor skal ABBA som avatarer/hologrammer ikke være deres egen alder? Den nye musik er jo tydeligvis i al sin gammeldags musikalske tyngde lavet af ikke-unge mennesker. At den fremføres af de fire mindst 40 år yngre fantasimonstre herunder giver ingen mening. Har ABBA virkelig ikke troet, deres eget publikum ville købe idéen om dem selv som ældre? Det er defensivt dårligt set. Havde givet dem både styrke og identifikationsspejling, at turde fremstå sårbare.

Så her den nye single med The Stranglers, en overraskende vital og britisk attitudestærk sag. Specielt i det lys at ethvert håb om mere godt fra den side har været sporløst forsvundet i over tre årtier, ja, vel faktisk lige siden forsanger Hugh Cornwell’s konfliktfyldte exit. Den nye sanger, hvem end han er, kommer her forbløffende godt fra at lyde eksakt som Cornwell, en kunst i sig selv…

Love Shop udsender nyt album Levende Mænd I Døde Forhold den 1. oktober
Hvad stiller man op, når tilværelsens rastløse rytme dæmpes af rutiner og gentagelser? Når romantikken blegner som glemte lagner, der har hængt til tørre gennem en langstrakt sensommer? Når ungdommens idealer forsvinder i et stille skred med årenes gang? Hvad bliver der af hjemmet, når børnene forlader det? Hvordan fastholde engagementet, når den tidsånd, man plejede at forstå, forvitrer til tusinder af forvirrede gespenster uden for den tilknappede ro bag lukkede døre og nyklippede hække? Hvordan holdes pulsen oppe i det meget voksne liv, når der er mere at se tilbage på end at skue på vejen fremover? Man kan i det mindste starte med at have modet til at stille spørgsmålene. Det gør Love Shop i den grad på det erfarne bands studiealbum nummer 13 siden debuten i 1990.
Levende Mænd I Døde Forhold-tracklist:

Love Shop skyder Levende Mænd I Døde Forhold afsted med en turné, der indtager 14 danske byer:

Vi ser frem!
Har altid haft et blødt punkt for ‘Big In Japan’-tyskerne Alphaville’s andet hit ‘Forever Young’. Åbenbart er jeg ikke den eneste med den svaghed, for på sin nye cover-EP Aisles giver amerikanske Angel Olsen sit loyale bud på, hvordan den sang også kan leveres…
https://www.youtube.com/watch?v=xEdmdx4RRMs
En ny film om 60’ernes måske mest indflydelsesrige band? Ja, tak. Dokumentaren The Velvet Underground har premiere i oktober. Dens trailer går sådan her…

Det var en glødende sensommeraften i den svenske hovedstad; i aften for tre år siden spillede Thåström sin hidtil seneste koncert, der samtidig lukkede hele touren for Centralmassivet ned, i forlystelsesparken Gröna Lund på Djurgården. Der er nu tændt begrundet håb om mere, for som billedet herover viser, hænger der igen Thåström-liveplakater i Stockholms gader.

Den store jamaicanske reggae- og dubmester Lee Perry er død denne weekend, 85 år gammel. Her er fænomenet, som har skrevet, indspillet og produceret noget af det smukkeste jamaicanske musik med artister som The Congos, The Heptones, Bob Marley and the Wailers, Junior Murvin og Max Romeo, i eget navn på en af klassikerne fra en lang karriere, hvis kreative højdepunkter af stor skønhed og spiritualitet blev nået i Perry’s eget Black Ark Studio i Kingston i 70’erne…