En nat for to-tre uger fremstillede en doku på TV Los Angeles-bandet The Go-Go’s som et af de centrale LA-punkbands i slut-70’erne. Intet kunne vel være mere misvisende. Her er derimod X, som i virkelighedens verden – sammen med især The Weirdos, Germs og The Dils – sad tungt på LA-scenens første bølge og udsendte en række markante plader, hvor især albummet Los Angeles (1980) har overlevet på stærkt særegne numre og en tidløs nødvendighed…
If it’s me and yer cats on bongos, it’s The Fall.
Nikolaj Nørlund udsender i dag sit første egentlige soloalbum siden 2014. Hverdag i Paradis er blevet til i tæt parløb med keyboardspiller Adu Zukanovic, og fortsætter i generel tilgang som lyd den driblende leg hovedpersonen i producerstolen senest demonstrerede på Peter Wangels så fine solodebut. Her ‘De Tilfældige’ fra dagens lykkeligt overskudsramte nye Nørlund-album…
Stadig på pause, nu på ottende år, New York City’s uforlignelige The Walkmen, og ja, hvem ved om bandmedlemmerne måske lige nu nyder livet under en baldakin, med udsigt til en damper ude på et blåt hav, som herrerne på singlecoveret herover? Det skal isåfald være dem fortjent. Men stadig kan man overvældes af The Walkmen’s bedste øjeblikkes ubesværede og anderledes perfektion, det i en grad så en genforening og kollektiv musikalsk reaktivering står højere på den musikalske ønskesliste her end det meste andet. Det er den slags stof drømme er gjort af.
30 år siden i dag Micheal Stipe stod med sine englevinger på MTV for første gang, og dansede ‘Losing My Religion’ afsted til et internationalt hit af de allerstørste. Siden da var bandet fra Athens, Georgia aldrig helt det samme, nu med langt tungere og forpligtende vægt på kollektive skuldre. De var ikke vores længre, tilhørte nu en verden af MTV. ‘Losing My Religion’ hørte man så meget med tiden, den blev blind muzak, men med friske ører i dag er det jo faktisk stadig en stor, stor sang på sine lette mandolinfødder…
Et shout-out til en af jamaicansk musiks store, toasting-pioneren U-Roy, af folk som har forstand på den slags anset som en af fædrene til hiphop, der døde onsdag. Her gør han sin specielle ting i et så fint klip helt tilbage fra 1970, fem år inden albummet Dread in a Babylon gav ham stjernestatus på Jamaica, men sandelig også i England, hvor The Clash’s Joe Stummer var erklæret fan…
Vi talte om David McComb og The Triffids’ kvaliteter her i går. Men det var nu først Perth, West Australia-bandets andet album, der markerede en ankomst til den øverste kunstneriske liga. Born Sandy Devotional udkom i marts 1986, og stod allerede straks ud gennem sit natursansende cover, der usagt, og med albummets australsk-klassiske tone i ryggen, signalerede en søgen mod det oprindelige. Derfor noget af en uskyldighedstabs-knytnæve i går på Twitter at erfare, hvordan coverets landskab ligger og ser ud i dag…
Iceage klar med ‘Vendetta’, allerede anden single i 2021, og samtidig oplyses det, at bandets femte album Seek Shelter udsendes 7. maj…
01 Shelter Song
02 High & Hurt
03 Love Kills Slowly
04 Vendetta
05 Drink Rain
06 Gold City
07 Dear Saint Cecilia
08 The Wider Powder Blue
09 The Holding Hand
Hun er kommet her på bloggen i dag for at sige, hun skulle gå. Françoise Cactus, den franske halvdel af den Berlin-baserede musik-legestue Stereo Total, døde i går, 56 år gammel. Her synger hun med på duoens i dag derfor endnu mere sørgmodige underverdens-version af Serge Gainsbourg’s klassiker ‘Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais’…
Det var The Clash’s fjerde single. Ovenpå den tredje, den Lee Perry-producerede og opbygningsmæssigt forholdsvis komplekse ‘Complete Control’ valgte The Only Band That Matters at vende tilbage til en mere enkel sangskrivning og tilgang, det med en sang baseret på et rif i tæt familie med deres egen ‘Capitol Radio’. ‘Clash City Rockers’ udkom dags dato i 1978…
Langt, langt borte, fra Perth i det vestlige Australien kom The Triffids, som i de sidste fem år af 1980’erne berigede med en lille håndfuld albums, der i klassisk sangskrivning, litterær ambition og australsk særegenhed på ingen måde stod tilbage for mesterlige The Go-Betweens fra Brisbane ovre på østkysten. David McComb, The Triffids strålende frontfigur, kunne være blevet 59 år i dag, hvis ikke han allerede i en alder af kun 36 var død som følge af både alkoholisme og heroinmisbrug. I går kom nyheden om en ny dokumentarfilm, Love In Bright Landscapes – The Story of David McComb of The Triffids, der stiller skarpt på ham og The Triffids. Her dens trailer, skarpt efterfulgt af den hjerteknusende slutsang på bandets sidste album The Black Swan (1989), inden de gik i opløsning og kravlede hjem til Australien. Det var alt for tidligt, men betinget af nogle sikkert alt for hektiske år, der ikke afstedkom den søgte bredere succes, der kunne have gjort bandlivet i en kuffert mindre hårdt. Faktisk præcis samme årsag som omkring samme tidspunkt sprængte føromtalte The Go-Betweens i stykker…
Bandet Moral fra Aarhus står som en for skjult skat i nyere dansk musikhistorie. Deres flagskib af sublim klasse – det gennem salige keyboardkorridorer, drømmende intens distortion-guitar og så Hanne Winterbergs så glødende vokal – er sangen ‘Whispering Sons’, der først optræder som titelnummer på trioens andet selvudgivne 1982-kassettebånd, dernæst på Irmgardz-provinsopsamlingen Somewhere Outside (1983), men desværre ikke på Moral’s eneste regulære album, den ellers uangribelige And Life Is (1984).
Hvad bliver der siden af de tre fra Moral? Hanne Winterberg forlader begrædeligt musik til fordel for et aktivt liv i Rudolf Steiner-bevægelsen, keyboardmand Ingolf Brown bliver fængselsbetjent i Horsens og går siden bort i 2012, mens guitarist Marco de Andreis rykker til København, spiller med Greene/Olesen-Olesen, og nuomdage importerer portugisisk vin oppe i det nordlige København. Ja, skæbnens veje er forunderlige, men musikken er heldigvis for altid. Her Moral’s mesterligt hypnotiske ‘Whispering Sons’…
Glædeligt nyt: Ser nu at ‘Whispering Sons’ (samt de to andre Moral-numre på Somewhere Outside) rent faktisk optræder på den version af And Life Is, som det amerikanske pladeselskab Dark Entries har genudgivet i 2015.
Præcis som her i dag er der også sne på de elskeligt trøstesløse engelske hustage på coveret af The Jam’s ‘A Town Called Malice’, der toppede den engelske singlehitliste i disse februar-uger i 1982. Men inden året var omme havde Paul Weller opløst England’s da mest succesfulde band fra punkbølgen, og var hurtigt videre alene med sit nye projekt The Style Council. Sidstnævntes akavet stilbevidste cappucino-soul skulle aldrig ældes med ynde, hvorimod The Jam’s musik i dag med lethed står vitalt og vedkommende. Illustreret f.eks. ved at denne sang spilles ved hver eneste hjemmekamp i Sydlondon hos både Crystal Palace, Millwall og ikke mindst Woking FC, The Jam’s gamle hjemby. ‘A Town Called Malice’ kan også sin soul, men denne er en krads socialrealistisk og strictly britisk Motown-variant…
Det er et kriseramt Liverpool, som i aften i Budapest genoptager Champions League med første 1/8-finale mod RB Leipzig. Efterårets katastrofesværm af skader har siden jul og til nu resulteret i en serie af dårlige resultater, fuck-ups og en generel punktering af selvtilliden. Efter et forbandet uheldigt nederlag ude til Leicester i lørdags kunne man på Twitter bredt læse, at Klopp’s fyring nu kan være et spørgsmål om tid. Det er den naturligvis ikke. Manden der har bragt Liverpool-tilhængere så euforiske glæder, og overordnet fået det røde hold til at spille top-fantastisk fodbold de seneste tre år, smides naturligvis ikke på porten, når enhver logik kan forklare, hvorfor det er kommet til den nuværende formkrise. Men presset i en så markant modgang er enormt for et engelsk mesterhold, så kampen i aften mod Manchester United’s CL-banemænd fra Leipzig er ikke bare en fodboldkamp, men noget langt vigtigere, nemlig en søgen efter egen tabte identitet og selvforståelse. Klopp’s helt til jul så uovervindelige Mentality Monste®s er nemme at ryste lige nu. Det er og bliver nervepirrende.
RB Leipzig – Liverpool, tirsdag aften kl. 21.00, TV3 Sport
Efter et fortumlet og travlt 1973 med udsendelse af både Aladdin Sane og cover-legestuen Pin Ups, udsender David Bowie 15. februar 1974 sin helt nye sang ‘Rebel Rebel, det sidenhen vil stå som det måske ultimative glam rock-manifest i ord og musik. Singlen markerer første gang Bowie optræder helt uden nogen medlemmer af sit hermed for altid fyrede The Spiders of Mars. Dermed ingen Mick Ronson til at give den elektriske guitar, som Bowie så istedet selv spiller med forbløffende stor overbevisning, og også har med til dette promobesøg på hollandske Top Pop…