Indspillet i Notting Hill i London, overdubbet i San Francisco. Nej, efter en helt perfekt punkdebut i 1977 var det ikke uden besvær for The Clash at komme videre i teksten med Give ‘Em Enough Rope, der udkom 10. november 1978. Joe Strummer og Mick Jones tog først til Kingston, Jamaica på et mislykket skriveophold. Siden blev den amerikanske producer Sandy Pearlman, især kendt for sin fuldfede rocklyd til Blue Öyster Cult-pladerne, hentet ind, og det slet ikke uden problemer. For hvor skulle The Clash, uden at miste sjælen, bevæge sig hen fra den så naturlige og frigørende punk, der allerede i 1978 var blevet en åbenlys stagnationsfælde? Svaret blev, efter mege meget slid og hårdt arbejde, en mere regelret rockmusik, der ikke besad debutens selvfølgelighed, men til gengæld kommunikerede (CBS-ønskeligt) bredere og med en langt større musikalsk dynamik. Det sidste skyldes ikke blot Pearlman’s talent for massiv radiolyd, men i den grad også tromme-es Topper Headon, der var kommet med siden debutalbummet. Hans overlegne spil fik nu The Clash til at lyde som et voksent og storspillende rockorkester, snarere end debutens staccaterede amfetaminband fra Garageland. Nyd denne udvikling her på albummets hæsblæsende åbningsnummer, der iøvrigt netop skildrer Strummer og Jones’ s dårlige oplevelse på Jamaica. Give ‘Em Enough Rope er i sin søgende sangskrivning ikke uden sine mangler og blindgyder, men nok det nødvendige – og helt igennem høreværige – springpunkt til anderledes mesterlige London Calling 13 måneder efter…
Endnu et ny udslip fra det snartkommende livealbum, dette en cover af Warren Zevon-sang ‘Accidentally Like A Martyr’ fra hans 1978-album Excitable Boy…
En forhåbentlig appetitvækkende smagsprøve på Max Rieger-bandet All Diese Gewalt’s nye album Andere, der udkom i fredags. Den effektive formel på ‘Gift’ her er velkendt og testet; nervøst kantede vers som forløses i de sørgmodigt fredfyldte omkvæd, der i afklaret resignation vil evig fred. Læg dertil sangens afsluttende klimaks med konfrontationens drama og stigende puls mod rødt. Det er stærke sager fra Berlin, det her…
Havde Lou Reed klaret den og var blevet rockstjerne uden David Bowie og Mick Ronson’s enorme hjælp på Transformer, der udkom 8. november 1972, kun et halvt år efter hans ufokuserede og de facto uproducerede solodebut? Det var ialfald de to’s arrangementer, spil og produktion, der gav dette album det shine og den musikalske velfunderethed, der for første gang nogensinde iscenesatte og gjorde Lou Reed spiselig for et bredere publikum, det især via sangene ‘Walk On The Wild Side’, ‘Perfect Day’ og ‘Satellite of Love’. Med Transformer blev supertalentet Lou Reed endelig mainstream-kendt…
Nej, bandet med det gustne navn Bazooka Joe & his Rhythm Hot Shots er ikke det vigtige på denne koncertplakat fra London i november 1975. Det er derimod tilføjelsen ‘+ support band’, som denne aften dækker over livedebut for det helt nye London-band Sex Pistols, der kun tre måneder forinden har fået ny sanger, den 19-årige Johnny Rotten, som han kaldes af de andre i bandet. Hans audition til sangerjobbet foregår i manager Malcolm McLaren’s Kings Road-tøjbutik SEX, hvor Johnny’s eksamen er at synge med på en jukeboxafspilning af Alice Cooper-nummeret ‘I’m Eighteen’. Johnny vrænger sig efter sigende godkendt igennem de tre minutter og resten er historie. Ligeledes aftenen på St. Martin’s med Bazooka Joe, hvor Sex Pistols når at udfordre en håndfuld covers a la The Who’s ‘Substitute’, The Small Faces’ ‘Wha’cha Gonna Do About It’ og The Monkees’s ‘(I’m Not Your) Stepping Stone’, inden Bazooka Joe-folkene slukker for scenestrømmen, da de ser deres udlånte udstyr lide overlast. En form for slagsmål mellem de to bands bryder ud. Det skal ikke blive det sidste i Sex Pistols’ turbulente fremtid.
Samme dag som Ramones’ tredje album ser Manchester’s elskelige punks Buzzcocks’ anden udgivelse lyset. Den mindeværdigt betitlede ‘Orgasm Addict’ indleder en lang række dødkorte, popklassiske og skarpe 7’ere i rasende tempo fra Pete Shelley’s fjerlette band. Det var sjovt at købe singler i de år…
I et udgivelsestempo der kun giver mindelser om egen speedduftende musik, udsender The Ramones 4. november 1977 Rocket to Russia, Forest Hills, Queens-bandets tredje album på kun halvandet år, og fuldender dermed hvad siden skal vise sig at være den perfekte trilogi i Ramonesisme. For siden er uskylden borte og Ramones-essensens friskhed slidt tynd. De tre første klassiske albums rundens iøvrigt fornemt af og sættes stærkt i fokus på det formidable livealbum It’s Alive, der indspilles nytårsaften 1977 i London.
Your Funeral… My Trial, et af Nick Cave & The Bad Seeds’ centrale albums. udkom 3. november 1986. Her det stykke magi som er pladens stemningsfortættede titelnummer…
Det er i dag det sker. Verden holder vejret i nervøsitet, mens USA har én chance til at komme tilbage på sporet af de normale værdier, forbundsrepublikken er bygget på…
