Dengang Kent’s Hjerte & Smerte-EP udkom for 15 år siden hørte jeg den ikke kvart så meget som nu det sidste døgn, altså efter den fredag blev udsendt for første gang på vinyl. Var jeg kørt træt i Eskiltuna-melankolien dengang? Måske, for også albummet Du & Jag Döden, der var kommet tidligere i 2005, havde voldt problemer, som siden blev svære at forstå. For det er jo retteligt et af de lysende værker i Kent’s samlede oeuvre. Men EP’en, den dribler nu videre i samme høje luftlag. Sangene giver sig selv, Jocke er på toppen i sin tilværelsens udfordrende og mørke kamp. Får Sverige nogensinde et så fremragende nyt rockband igen?

Glæden ved at købe en ny Kent-udgivelse huskes, selvom det er blevet alt for længe siden sidst. Men fredag genopleves traditionen med fornøjelse, når Eskiltuna’s nu selvslukkede rockstjerner for første gang vinyludsender deres The Hjärta & Smärta-EP fra slut-oktober 2005. Dens fem numre blev dengang udsendt et halvt år efter Du & Jag Döden, og af mange hørt som en tilbagevenden til den mere bandorienterede sound, Kent havde kørt til og med Hagnesta Hill (1999). Den limiterede EP, der i dag nu mest ‘bare’ lyder af klassisk Kent, udsendes som 10’er på gennemsigtig vinyl med en otte-siders booklet. Her en af dens sange, der generøst fremviser alt det Kent er og var så gode til. Og jo, drengekoret på ‘Dom Som Försvann’ kommer fra skolen Adolf Fredriks Musikklasser i Stockholm…

Det er 1980 og Psychedelic Furs fra London er i et forfærdeligt humør. Farverne er forsvundet, guitarerne skramler, nummeret banker stift afsted. Den perfekte voksenpunk-storm for sanger Richard Butler’s livsbekræftende livslede…

Det er 1980 og Psychedelic Furs fra London er i et forfærdeligt humør. Farverne er forsvundet, saxofonen klager, nummeret trækker sig apatisk afsted. Den perfekte slow motion-storm for sanger Richard Butler’s livsbekræftende livslede…

Det er mandag, så vi behøver ikke at tale om den bittersøde følelse af forgængelighed og tab, der ligger centralt i R.E.M.’s bedste øjeblikke. Efter trommeslager Bill Berry’s exit i 1996 kom musikken ikke længere fritflydende nemt til Buck, Mills og Stipe, men indimellem, som i denne smukke afskedssang fra efteråret 2004, gav kreativ blokering alligevel vej for den enkle, perfekt forløste sang. Har New York City nogensinde lydt mere attråværdig end her? Døm selv…

Dags dato i 1980 udsender David Bowie ‘Fashion’ fra Scary Monsters som single. Aldrig lyder Bowie vel mere som Talking Heads end på dette track, hvis video er indspillet på New York-punk/new wave-klubben Hurrah’s…