Lust for 43-års…

29. august 1977 udsender Iggy Pop sit andet David Bowie-producerede album det år. Åbningsnummeret ser sådan her ud på hollandsk TV…

Og på Lust For Life følges ‘Lust For Life’ op af ‘Sixteen’, her fremført yderst levende på et uidentificeret europæisk TV-show september/oktober 1977…

Who can I be now?

Dagens mest spændende Record Store Day-udgivelse kunne nemt være David Bowie’s  I’m Only Dancing (The Soul Tour 74), endnu et livealbum fra den amerikanske Diamond Dogs-tour i 1974. Samme år dokumenterede den notorisk mudrede David Live første del af touren, og for tre RSDs siden tog Cracked Actor (Live Los Angeles ’74) sig langt mere fornemt af anden del. Men arkæologien manglede endnu dokumentation af tredje og sidste del af touren – kaldet The Soul Tour – hvor Bowie har skiftet rytmesektion (ind er kommet tromme-es Dennis Davis samt bassist Willie Weeks) og er taget målrettet afsted på den musikalske rejse ind i det soulland, der i marts 1975 skal resultere i Young Americans-albummet.

I’m Only Dancing (The Soul Tour 74) er som sådan et meget specielt livealbum. Sjette aften i træk i Detroit er stemmen mærkbart slidt, hvilket giver en flosset sårbarhed, der dog faktisk egentlig klæder Bowie’s take på Philly-soul. Setlisten er ændret fra tidligere på touren, og nu optræder for første gang de endnu uudsendte ‘Young Americans’, ‘Can You Hear Me’ og ‘Somebody Up There Likes Me’, samt en ‘Footstompin’-baseret jam-medley. Det er slet ikke perfekte takes af hverken disse sange eller de andre fra bagkataloget, men yderst givende er det alligevel at høre Bowie med et så velspillende (og anderledes) band i målrettet arbejde på, at transformere nyt som velkendt materiale over i en veldefineret, men endnu ikke stilistisk afrundet form. Og det er denne transformation og dens kreative proces som er dette livealbums styrke. I’m Only Dancing (The Soul Tour 74) fortæller nemlig endelig fyldestgørende historien om, hvilken vej David Bowie på kun ti måneder tog for at overkomme den enorme distance fra Diamond Dogs til Young Americans.

Devo sendt afsted

David Bowie sagde i 1977 om Akron, Ohio-bandet Devo, at de var fremtidens band. Set baglæns havde Bowie ikke helt ret, for Devo var nok mere blot den tids forestilling om, hvordan morgendagens musik ville lyde og se ud, helt kantet, følelsesbedøvet, mekanisk og endimensionel. I Europa blev de aldrig store, her i landet kender vi først og fremmest Devo indirekte via deres enorme indflydelse – også visuelt – på vores eget nyrock-flagskib Kliché. Dags dato i 1978 udkom debutalbummet Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!, produceret af Brian Eno og produktions-assisteret undervejs af føromtalte Bowie…

Introducing…The Haters!

Og apropos nye bands der starter ud: På Thåström’s redefinerende soloalbum Skebokvarnsv. 209 (2005) fortæller sangen ‘The Haters’ om begyndelsen på hans første punkband, de siden i Sverige så berømte Ebba Grön. På albummet er sangen akustisk folksinger-afdæmpet, men på b-siden af ‘Sönder Boulevard’-vinylsinglen findes denne underbare elektriske version…

top-100 i debutalbums

Debutplader. De 9-12 sange indspillet og udsendt samlet som album, hvor et nyt band for første gang bliver sat fri og sammenhængende kan udtrykke sig med sine egne virkemidler, sit helt eget sprog. Debutplader har ofte en renhed over sig, en følelse af opdagelserejse, ja, en nobel, næsten idealistisk overtone, skabt af alle de personlige drømme og ambitioner der forløses for allerførste gang. På den vis bærer debutalbums også på en berusende frihed, der aldrig kommer igen. Da slet ikke på den svære to’er, hvor uskyldigheden som regel næsten altid synes brutalt forsvundet. Det amerikanske magasin Rolling Stone lavede i 2013 en top-100 over de bedste debutalbums nogensinde. Denne skrivende pladekøber har – eller har undervejs haft – præcis 50 af dem. Listens amerikanske baggrund farver naturligvis indholdet, men den er alligevel stærkt inspirerende, og afkaster således lyst til både at høre som at genhøre. Her et link til debutalbumland.

En B-side…?

3. juli, dagen op til den amerikanske Independence Day, udsendte Sufjan Stevens en 12-minutters single kaldet ‘America’, et sorgfuldt og lydfragmenteret hyldestrequiem til sit hjemland. Men B-siden fortjener også opmærksomhed, da den vel nærmest står endnu stærkere end sin forside. ‘My Rajneesh’ varer til sammenligning kun lidt over ti minutter, men bærer en stemning så opløftende sørgmodig med sig, den bevidsthedsmæssigt nærmest kun kan komme fra en anden verden end denne. Siger ikke at Sufjan er (blevet) religiøs, dog musikkens afklarede ro kunne hurtigt afføde den mistanke. Arkiver under O for ‘otherworldly’…

 

Born to Run 45

Springsteen’s tredje album, men det første hvor hans ambitiøse fortællervision for alvor falder i hak, og en musik så billedrig, den nærmest er cinematografisk, folder sig ud og sætter ham på verdenskortet som en af de store. Hvis man ikke kender til rockmusik og dens virkemidler, kan man lære evigt meget af bare at høre den første nær-perfekte side af dette værk; fire markant formfuldendte sange sat op til drama, men uden så meget som en eneste unødig tone eller et eneste overflødigt ord. En musik der er storladen men slank, som bruger det velspillende og organisk producerede bands store dynamik som stemningens henførte malerpensel i de detaljerige amerikanske voksenfortællinger. Klassikeren Born to Run blev udsendt i sensommeren 1975, helt præcis d. 25. august, for 45 år siden i dag. Her afslutningsdramaet på side 1, en betændt kærlighedserkæring af en sang om svigtet venskab og mistet uskyld; tragisk, medrivende, voldsom, samt voldsomt romantisk på én og samme tid.

Den rigtige Townes

Conor Oberst’s gendannede Bright Eyes udsendte i fredags bandets første plade i ni år. Og hvilket fint comeback-album Down in the Weeds, Where the World Once Was er, ikke helt lidt Arcade Fire/The Suburbs-agtigt i sin rigt melodiske instrumentering og tilbageskuende melankoli. På Pitchfork fortalte Conor Oberst i weekenden om, hvordan han først hørte Townes Van Zandt, verdens ensommeste tragedie…

– There was this record store called the Antiquarium that was the epicenter for all things left of the dial in Omaha. It was quintessential, straight out of High Fidelity, but even worse. It was in the basement of a bookstore, run by the most pretentious people—this guy Dave Sink would sit behind the counter and chain-smoke cigarettes all day. It was mostly used things and vinyl. Dave would make fun of me for buying CDs. I was like, “But I don’t have a record player!” I guess he ended up being right.

– Dave passed away, and the store is gone now. But he was very generous in the sense that he would let kids hang out there all day and talk shit about music. I became really good friends with him and [songwriter] Simon Joyner, who would work there on occasion. At that point, I had started writing more in the zone of folk-type stuff. I was getting a little more evolved in my interests. One day, they were like, “You ever heard of Townes Van Zandt? I think you’re gonna like it.” For better or worse, it totally changed my life. 

– I think everybody is a combination of their influences, but Townes is the deep, dark part that I carry around. It’s like there’s no anesthetic. It’s just straight to your heart, some of the most beautiful but painful feelings a person can have. His best friend Guy Clark said something to the effect of, “Everyone wants to write and sing like Townes, but no one should want to be like Townes.” And that’s coming from his best friend! I got really into Elliott Smith around that same period. When you’re young, it’s easy to romanticize the tortured artist kinda thing. I absolutely fell for it.

Harlem River Blues for JT

Det skulle helt sikkert ikke være nemt, at have outlaw country-karakteren Steve Earle som far, og så ovenikøbet være opkaldt efter verdens ensommeste tragedie, farens store helt, sangeren Townes Van Zandt. Men længe så det – trods problemer med stoffer og alkohol fra tidlige teenage-år – på afstand ud til at lykkes Justin Townes Earle overkomme disse vilkår. Da ialfald arbejdsmæssigt gennem en profileret karriere i eget navn, baseret på et stort, righoldigt og vitalt americana-talent. Herfra markeres Justin Townes Earle’s så utidige død med denne så skarpe Letterman-version af favoritsangen her med ham…

Lord, I’m goin’ uptown to the Harlem River to drown
Dirty water’s gonna cover me over and I’m not gonna make a sound

Justin Townes Earle er død

Justin Towns Earle optræder online i 2010 på GQ.com

Justin Townes Earle blev født 4. januar 1982 og døde i går, søndag den 23. august 2020, 38 år gammel. Han var en dygtig sanger og sangskriver, men desværre også hjemsøgt af personlige nederlag og af misbrugsproblemer.

Jeg var glad for hans album Saint of Lost Causes, der kom sidste år. Her er en sang derfra.

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.