Det er underligt og nærmest naturstridigt at denne fuldendte popsang af George Harrison ikke fandt nåde hos de andre medlemmer af The Beatles (nok især Lennon og McCartney, der var blevet lidt for godt vant til at det var dem, der leverede de gode sange), men måtte vente til det tredobbelte solo-debutalbum All Things Must Pass. Det er så til gengæld også et brag af et album.
Det er også underligt at tænke på, at Let It Be efter Beatles-standarder var et mindre vellykket album efter at den senere så berygtede Phil Spector havde haft fingrene i det, men at Lennon og Harrison begge lod samme mand producere deres første soloalbum. Plastic Ono Band har en enkel produktion, mens All Things Must Pass tydeligt lyder af Spector. Og Ringo Starr spiller med begge steder (omend ikke på “What Is Life?”).
Lou Reed’s femtende soloalbum, den så back-to-basics-kontante New York fra 1989, står som en af de mest bredt værdsatte udgiverlser i Brooklyn-artistens senere karriere. 25. september udsender Rhino en udvidet deluxe-version af albummet. Her ni af pladens sange, som Reed præsenterede dem med sit band på amerikansk TV i 1990…
Et af de nye elektroniske albums, jeg lytter til for tiden, er Room With A View med Rone – der dækker over den franske musiker Erwan Castex. Musikken er oprindelig blevet til i forbindelse med et samarbejde om danseteater med Ballet National de Marseille. Ovenfor er “La Marbrerie”, der med sin kombination af ambient-flader og langsomme beats på en god måde vækker minder om Boards of Canada, der, som navnet antyder, er fra Skotland. (Og hvad blev der egentlig af dem?)
Og herunder er titelnummeret – med dans til, så man kan se, hvad kunstnerne havde i tankerne, inden COVID-19-pandemien kom og lukkede teateret i Marseille.
‘What a drag it is getting old’, synger The Rolling Stones’s Mick Jagger på ‘Mothers Little Helper’ i 1966. Dengang kommer de gode sange i et brusende flow for London-bandet, men senere skal dets gavmilde kilde tørre helt og aldeles ud. Her således et af bandets allersidste relevante udgivelser, Some Girls-hovednummeret ‘Miss You’ fra 1978, hvor Rolling Stones positivt synes informeret af disco og revitaliseret af tidens nye toneklange i rockmusik. Som sådan er denne vidunderligt lange maxisingle-version af ‘Miss You’ ret så fantastisk i sit selvsikre New York City-swing. Dens sanger, Mick Jagger, fylder 77 i dag. Håber for ham, at den linie fra ‘Mothers Little Helper’ bare var en løgn…
The Radio Dept. fra Lund har siden starten af dette årtusinde opretholdt en imponerende udgivelsesaktivitet. Her deres nye skarptskårne single i en for Skåne-indiebandet vanlig stiloverlegen lydemballage…
Imperiet, Joakim Thåström’s andet band efter punkårene i Ebba Grön, har i 1987 opnået medgang i Sverige, hvor de har status som nationens største rockband. Den succes fører til ung fanpost…
Har haft den så specielle og storladne afslutning på Protomartyr’s nye nummer herunder i hovedet hele dagen, og funderet hvad det er, den her giver så umiskendeligt stærke mindelser om tonalt. Viser sig nu ved eftertanke, at være noget så usandsynligt som den måske dejligste nationalmelodi af dem alle fra Afrika, nemlig Kenya’s. Hvem skulle have troet?!
Endnu et mageløst track fra Detroit-postpunkerne Protomartyr’s nye album Ultimate Succes Today, der udkom sidste fredag. Hold øje med den fantastiske elektriske guitar her, specielt i det introstykke, der sidst i sangen vender versioneret tilbage med så storslået virkning…
Forleden var det fire år siden Bruce Springsteen & the E Street Band senest spillede i Danmark. Og den sommeraften på CASA Arena i Horsens skulle endda noget utippet blive en af de største aftener (hidtil) med Springsteen og hans band herhjemme. Her en af sangene på den meget heldige/fine setliste fra Horsens – hvilken start-firer den aften med ‘Dream Baby Dream’, ‘The Promised Land’, ‘Badlands’, ‘No Surrender’, og nævnes bør også første encore, en blåsort udladning af venskabstragedien ‘Backstreets’ – Springsteen’s til nu endnu aldrig udsendte versionering af Elvis Presley’s ‘Follow That Dream’, som indspillet under de sessions, der affødte verdensplagen Born in the USA…
Her til aften faldt jeg over fotografen Michael Wilsons websted, http://www.michaelwilson.pictures. Det er et besøg værd, hvis man vil se velkomponerede fotografier af kunstnere (musikere, komponister, skuespillere…) og ganske mange af navnene er nogen, man (dvs. jeg) kender godt til. Bl.a. billederne af Joe Ely er gode. Nogle vil vide, at Joe Ely i sin tid turnerede sammen med en engelsk rockgruppe, der hed The Clash. Det kom der forresten et ganske udmærket livealbum ud af.
Støjrockimperiet Sonic Youth udsendte i disse dage for 28 år siden sit sort of-forsøg ud i mainstream, det Butch Vig-producerede album Dirty. Her den sang derfra som næsten altid er på LS’s backstage-playliste op til showstart…
Paz er Noir Desir- og Détroit-sanger/sangskriver Bertrand Cantat’s nye duo sammen med forfatter Caryl Férey. Debutalbummet, inspireret af Férey’s seneste roman, også kaldet Paz, udkom i foråret, og kan i enkel fortælling lyde sådan her…
For få par uger siden talte vi her på siden om den enorme betydning Bowie’s Top of the Pops-optræden med ‘Starman’ i 1972 havde for en stor del af de daværende britiske teenagers, som siden skulle blive toneangivende indenfor punk og post-punk. Men Bowie har ikke været den eneste, der kunne fungere som katalysator på det plan. For næste generation var det lyden og synet af Sex Pistols som gjorde det samme. På dags dato i 1977, på sommerferie oppe i Lake District i det nordvestlige England, sad jeg selv som identitetssøgende 13-årig og så selvsamme Top of the Tops, ventende på Johnny Rotten & co’s BBC-debut med bandets tredje single ‘Pretty Vacant’. Aviserne samme dag havde nemlig bragt som forsidenyhed, at de så samfundsforhadte Sex Pistols ville kunne opleves på programmet i en allerede optaget performance af deres nye single. Det er den optræden der i dag står som den officielle video til ‘Pretty Vacant’. Et så stærkt statement for både øje og øre, selvom det næsten er umuligt i dag at forestille sig, hvor voldsomt livsforandrende et indtryk disse levende billeder og denne velgørende støj efterlod sig på kun tre tidsløse minutter i den gamle verden af 1977…
