Vi husker Puk

De fleste tænker vel på Depeche Mode eller George Michael, når berømte Puk Studios bliver nævnt. Men for os var det fristedet nord for Randers, hvor vi under udstrakte, hektiske ophold begik langt hovedparten af de tre første LS-albums; 1990, DK og Billeder af Verden. I dag har desværre budt på denne forstemmende YouTube-video, der klart og tydeligt afslører, at det dengang så state-of-the-art-skarpe de luxe-studio nu ligger som forladt ruin. Det gør ondt at se. I dag så bedre ud i går, som det vist blev sunget i netop de nu så tyste lokaler…

No Muzz today

Det nye Muzz-album stadig ikke fysisk kommet til København. Men det er værd at vente på. Har vel ikke hørt Paul Banks så veloplagt siden Our Love to Admire, Interpol’s så fine tre’er, og det er alligevel denne sommer 13 år siden. Så venter stålsat. How many days?

Nancy

Hun var i den lettere ende – i Lee Hazlewood’s så stilsikre iscenesættelse – en af 60’ernes store popsangerinder, hun var datter af Frank Sinatra, hun var indbegrebet af ubekymret Hollywood-sunshine. Stort tillykke til Nancy Sinatra, der bliver 80 i dag…

https://www.youtube.com/watch?v=4NXLLMBHFJE

Straight to hell

The Clash’s sidste regulære album Combat Rock (1982) var et forårsalbum. ‘Straight To Hell’, den nok allerstærkeste sang derfra, slutnummeret på side 1, bærer en dommedagstitel, som desværre skulle blive profetisk for bandets sammenhængskraft. Trommeslager Topper Headon var faktisk allerede fyret da albummet udkom, og indenfor det næste år skulle guitarist/producer og Joe Strummer’s co-sangskriver Mick Jones uundgåeligt ryge samme vej. ‘Straight To Hell’ blev indspillet i New York City på årets sidste dag i 1981. Joe Strummer husker: “I’d written the lyric staying up all night at the Iroquois Hotel. I went down to Electric Lady and I just put the vocal down on tape, we finished about twenty to midnight. We took the E train from the Village up to Times Square. I’ll never forget coming out of the subway exit, just before midnight, into a hundred billion people, and I knew we had just done something really great”. Det sidste er nærmest en underdrivelse…

Tilbage til Vestberlin

Han er på et kreativt håbløst sted i sin karriere, alligevel er det mindeværdigt, at David Bowie 6. juni 1987 vender tilbage til sit Vestberlin og spiller et stort Glass Spider Tour-show på Platz der Republik lige ved Brandenburger Tor, med højtalere rettet mod Østberlin, hvor også tusindvis af DDR-borgere samles på deres side af Muren og er med. Her en optagelse af ‘Heroes’ fra præcis den aften, hvor sangen, indspillet ti år tidligere på Köthener Straße kun 500 meter væk, må have givet alverdens mening for Bowie at fremføre…

Dagens pladekøb

Endnu en ny udgivelse i dag, hentede den selv i første omgang i nat på iTunes; Interpol’s Paul Banks, The Walkmen’s trommeslager Matt Barrick, samt Josh Kaufmann, ham vi ikke kender så indgående, udsender i dag under navnet Muzz deres debutalbum. Som de tre pre-singler fra den nye trio har antydet, så er der tale om lettere formudforskende sange ført an af klassisk Banks-bariton, men generelt med parader langt mere sænket end hos hans Interpol. Lyder albummet så som et uforpligtende fritidsprojekt? Nej, langt mere som en samling sange, der har det helt fint med i nysgerrig – undgår med glæde at bruge ordet ‘legesyg’ her – tilgang ikke at ligge midt på indierockens motorvej. Lyder umiddelbart som sådan et album, der kun vil vokse ved flere gennemlytninger. Her dog et track med et løfterigt chorus, der går hjem allerede første gang…

Starved in Metropolis…

Den amerikanske poet Allen Ginsberg – selvskrevet medlem af det uofficielle beat poetry-triumvirat med Jack Keroauc og William S. Burroughs – blev født i dag for 94 år siden i Newark, New Jersey. Her er han i sin shamaniske spoken word-stil på kryds og tværs af en anden stor lyriker, en vis Joe Strummer, på nummeret ‘Ghetto Defendant’ fra Combat Rock (1982), The Clash’s sidste grænseoverskridende vinylkraftudladning inden sammenbruddet…

Mørket kommer til byen

‘Lights out tonight / trouble in the heartland…’ lyder foruroligende US-nutidigt, men er åbningslinierne på Bruce Springsteen’s fjerde album, Darkness on the edge of Town, der udkom 2. juni 1978. Efter tre års tvungen pladepause mens en retssag muliggjorde, Springsteen kunne blive kontraktskilt fra sin første manager Mike Appel, var dette album et stærkt move efter mesterværksdømte Born to Run‘s musikalsk enormt anlagte og nærmest cinematografiske skæbnefortællinger. Darkness er anderledes nede på gaden, socialrealisme som hård poesi, amerikansk drøm om det gode liv som den vej tilværelsens rejse i skyggernes dal er gjort af. Springsteen har her gjort sin musik langt mere direkte – også han havde hørt punk-bølgen – og skåret de Spector-overdådige arrangementer fra forgængeren bort. På Darkness fremstår han og The E Street Band som et anderledes nødvendighedens rockband; en flok yngre mænd oplyst af rendestenen, men med blikket rettet mod noget smerteligt uopnåeligt større. En moderne amerikansk klassiker.

Her følger en version af ‘The Promise’, en helt igennem mageløs sang, der blev indspillet til Darkness, men desværre, desværre, desværre aldrig kom med, det endda selv om den måske i sit punch af fortrydelse og knust forhåbning ejer hele albummets essens. Læs et fint, personligt essay om sangen ‘The Promise’ især, men også albummet Darkness on the Edge of Town som sådan, lige her.

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.