Pladeselskabet 4AD’s in-house artdesigner Vaughan Oliver døde i dag i England, 62 år gammel. Gennem 80/90’erne var det ham, der – helt som Peter Saville på Factory i Manchester – gennem sin stilsikre men udfordrende coverart for samtlige bands på 4AD lagde en distinkt samlende kunstnerisk linie, så der aldrig var nogen tvivl omkring, at det altså var 4AD-udgivelser man kiggede på. Her tre håndfulde af hans klassiske omslag, hvor det grafiske altid spiller en stor rolle…
Man kan nu se og opleve hele koncerten med Nick Cave & The Bad Seeds på YouTube.
Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.
Her fem år tidligere i karrieren for The Triffids, Vestaustraliens vel bedste band ever. Live gives en anderledes underspillet men også virkelig gangbar version af Elvis-klassikeren…
28 december 1978: The Clash slutter efterårets Sort It Out-tour af med to shows mellem jul og nytår i London’s Lyceum Theatre. Ved det første af dem optages denne version af Sonny Curtis’ ‘I Fought The Law’…
Det er december 1978. David Bowie befinder sig i Japan på sin Isolar II – The 1978 World Tour og interviewes her – via tolk – af Hiroshi Sekiguchi til programmet Star Sen Ichi Ya…
Elvis Presley’s besjælede sange passer smukt til denne tid på året. Så her er det australske The Triffids, som på en gemt single-b-side giver en mere end bare almindelig kompetent version af ‘Can’t Help Falling In Love’. Se, det er nemlig ikke nemt at synge Elvis uden til sammenligning med Kongen at lyde meget mat, men Perth-bandets karismatiske omdrejningspunkt, nu afdøde David McComb, klarer her udfordringen med dramatisk bravour, mens resten af The Triffids bakker ham op som en stolt hjemmebanesejr en onsdagaften under projektørernes lys…
Love Shop
Amager Bio, kl. 21.00
Vi ser frem!
Shane MacGowan har timet det godt med at tiltrække sig opmærksomhed denne sene tid af året. Hele december synger det meste af den vestlige verden med på ‘Fairytale Of New York’, hans og The Pogues måske bedste julesang nogensinde. Og 1. juledag kan Shane derefter blive fejret for sin fødselsdag. Han bliver 62 i år, et mirakel ingen vel havde set komme, for den dedikation han har drukket sit helbred og sangskrivertalent i grøften med, er det kun de færreste der overlever så længe. Det er dog svært som musikelsker at være moralsk fordømmende omkring det gennemalkoholiserede her, for uden sine så ødelæggende dæmoner havde MacGowan jo næppe skrevet The Pogues’ sange af drømme, knuste håb og forgængeligehed med så stor rå-poetisk kraft og sanselig klarhed. Her er Shane MacGowan i regnen i London’s seedy Soho i det årti, hvor han skrev samtlige de mægtige stykker, som udelukkende er grunden til, MacGowan stadig bliver husket og fejret i dag, hvor han sørgeligt nok ikke længere er istand til hverken at skrive eller synge dem.
Tiden er kommet til, at Pastoren og jeg gerne vil ønske jer alle i nær og fjern en glædelig hjerternes fest – take tender loving care!
Rammstein’s forsanger Till Lindemann er hurtigt ude solo ovenpå sit bands meget stærke album i år. Og alene lyder han tysksyngende denne gang ikke voldsomt langt fra dem, hvilket ikke skal ses som en svaghed. Omkvædet her på F & M-albummets ‘Ach So Gern (Pain Version)’ bærer da i den grad Rammstein’s melodisk løftede himmelhvælving med sig…
Et engelsk punkband vi vist aldrig er kommet forbi her på bloggen, er Billy Idol’s Generation X og deres nærmest desperat-udseende forsøg på at blive rockstjerner. Hvilket er naturligt, for London-bandets version af punk lød jo endimensionel, poserende og for klichétungnem allerede dengang den først udkom. En enkelt absolut hæderlig single – ‘Your Generation’ fra 1977 – er der dog at se tilbage på, og på den gemmer der sig endda en nærmest mod-catchy London-b-side om at køre rundt og rundt og rundt i hverdagens tomrum, fanget på byens undergrunds Circle Line. Billy Idol skulle siden som solist blive rigtig popstjerne, en MTV-alderens karikerede Sid Vicious på blonde steoider, men bedre end på dette track blev han aldrig…
Johnny Marr har netop i dag offentliggjort dette billede, taget i Earls Court, London i 1984. På det er Marr angiveligt igang med at skrive musikken til The Smiths’ ‘Well I Wonder’, den så elegant arrangerede men sært oversete stemningsperle fra Meat is Murder, som udsendes 11. februar 1985…