Glæden ved at sige nej
Introducing…RVG!
Sandelig om ikke det lovende Melbourne, Australien-band RVG – det står for Romy Vager Group – har indspillet en cover af denne sides John Cale-favoritsang, hans ‘Dying On The Vine’ fra Artificial Intelligence (1985). Med RVG findes sangen som b-side til singlen ‘Alexandra’, en trædesten mellem debutalbummet Quality of Mercy (2017) og en opfølger, der vistnok ventes ude engang senere i år…
Dagens 40-års…
Som albumband fungerer Bauhaus ikke godt, men et stærkt profileret singleband med sans for både det melodramatisk intense og musikalsk skarptskårne, det er de. ‘Dark Entries’ er den full on-punkede uptemposingle, der 16. januar 1980 udgives som efterfølger til Northampton-kvartettens debut-12’er, den +9 minutter lange, dub-influerede ‘Bela Lugosi’s Dead’, som i England på det tidspunkt – formodentlig takket være BBC’s John Peel – er et usandsynligt og berygtet undergrundshit. ‘Dark Entries’ er anderledes, drikker ikke blod og tager ingen gidsler…
Ghosteenage depression
Har hørt Nick Cave’s ‘Hollywood’ mindst en gang hver nat den seneste halvanden uge. Så sent onsdag aften tænkte jeg, tiden måtte være, og begav mig ud på endnu en lytteekskursion ind i det vanskeligt ufremkommelige dbl-album Ghosteen, som den mesterlige ‘Hollywood’ er afslutningen på. De første to-tre numre gik egentlig ret fint, et ubesværet lytte-avancement, let afsted uden at komme i musikkens søgelys. Men pludselig begyndte Warren Ellis’ dronetone at stille skarpt og få fuldtræffere ind, disse lange passager uden hverken rytme eller temperament, som i uafbrudte doser kan tappe selv en voksen mand for al kraft. En let medicinsk kvalme indfandt sig, indre alarmer begyndte at summe svagt, et ubehag forklædt som svimmelhed voksede. Fortsatte dog fremad, besluttet på ikke at give op, men nu var Ghosteen-musikken blevet fjendtlig stemt, og viste igen sin mægtige passivt-aggressive styrke som den nådesløst kværnede videre, og langsomt men effektivt lukkede alle sanser ned. Denne aften nåede jeg ind i de blege kunstige solstråler som er ‘Sun Forest’, inden en redningshelikopter i form af en stopknap kom til undsætning, og transporterede tilbage til den virkelige verden fra dette sorte hul af en sørgende mands selvspejlende eventyrunivers. Måske jeg virkelig har givet op på Ghosteen nu. I en parallelverden – og Nick Cave tillader om nogen parallelverdener, har dette album lært mig – rammes dets skaber ikke af sin gigantiske personlige tragedie, men er istedet istand til ufortrødent at fortsætte den musikalske og kunstneriske landvinding som er 2013-albummet Push the Sky Away. I den parallelverden udkommer singlen ‘Give Us A Kiss’ det følgende år, hvorefter der længe bliver stille omkring Nick Cave and the Bad Seeds. Det næste vi hører er braget, da Cave har fyret Warren Ellis, sin højre og efterhånden alt for dominerende hånd, og istedet igen fundet sammen med Mick Harvey og Blixa Bargeld. Med de to atter ombord i et revitaliseret Bad Seeds udsendes ‘Hollywood, det 14 minutter lange mesterværk af en genkomstsingle, som en majestætisk forsmag på Nick Cave and the Bad Seeds-comebacket Fever Songs. Det album som det meste af den verden lige nu venter på i åndeløs spænding. Jeg venter hellere end gerne med.
Dagens 36-års…
16. januar 1984 følger Manchester-sensationen The Smiths op på ‘This Charming Man’ med bandets tredje single, den næsten ligeså livlige ‘What Difference Does It Make’. Morrissey & co går med denne single for første gang ind på den britiske hitlistes top-20, ikke mindst takket være denne frisky optræden på BBC’s Top of the Pops. Der er her kun en måned til debutalbummet skal udsendes, og England synes klar til blive forandret for altid…
Art of the cover
Nej, dette er ikke et kassettebånd, men omslaget til en ny opsamling, der præsenterer udvalgte klassikere fra funk- og fusionsscenen i Somalia’ mellem 1972 og 1991. Blandt de mange utvivlsomt eksotiske perler faldet øjet her umiddelbart på Omar Shooli’s ‘Hab isli’, Mukhtar Ramadan Iidi’s ‘Check Up Your Head’ og Iftin Band’s ‘Il Ooy Anega’. Diversitet!
Den tabte uskyld
For ti år siden udsendte Foxes In Fiction (AKA Warren Hildebrand fra Toronto, Canada) dette stykke morfinflydende stemningsmusik, der emmer af vægtløs ensomhed i et Nordamerika for længst borte og begravet i det 20’ende århundrede. Husker videoen her fra dengang, dens så sikre, stilrene billeder og idylliske, dog sært ildevarslende americana, der ifølgeskab med nummerets drømmende softness bliver serveret med en nærmest David Lynch’sk elegance. Opdager først nu, den billedeside stammer fra en Los Angeles Police Department-oplysningsfilm fra 1960, som skulle advare teenagebørn og deres forældre mod voksne homeseksuelle…
Hamilton-update
Det er tredje vinter i træk, når The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser disse New York City-aftener – fra tirsdag til og med på lørdag – har sig et fem-afteners residency på Manhattan’s Upper Eastside-jazzklub Cafe Carlyle. Og i år er det samtididg fire år siden Leithauser senest var albumaktuel (med Rostam og hans I Had a Dream That You Were Mine) så en vis utålmodighed har naturligt indfundet sig blandt hans tilhængere over den så lange uforklarede bortkomst. Ifølge Carlyle’s website er Leithauser dog netop nu igang med at afslutte arbejdet på det andet soloalbum, der skal udkomme i 2020. Here’s hoping.
Dagens 43-års…
Tillykke til David Bowie’s Low, det første Berlin-album fra hans hånd, der udkom i dag for 42 år siden. Her fremfører Bowie og hans band året efter ‘What In The World’, et af de bevidst fragmenterede numre fra albummets side 1…
Postkort fra Algiers
Årets første nye musik begynder så småt at udkomme nu. Athens, Georgia-bandet Algiers, kendt ikke mindst for virtuos musikalitet og en velfungerende samfundskritisk støj, har skruet ned for de synligt voldsomme virkemidler på denne nye single op mod bandets tredje album There Is No Year, der udkommer på fredag…
Loft + Hell = The G-B’s?
Peter Astor var i 1986-87 for en flygtig London-sæson semikendt som frontfigur i Creation’s nye håb, de i bakspejlet så overhypede og aldeles middelmådige The Weather Prophets. Men før dem var han sanger i The Loft. De EP-udsendte (ligeledes på Creation) i 1985 en coverversion af Richard Hell’s ‘Time’. Den lød i modsætning til Hell’s original forbløffende som skrevet, spillet og sunget af The Go-Betweens, Forster/McLennan-eksilbandet fra Australiens solbeskinnede østkyst.
Og her Richard Hell med sin egen sang. Dels som reference, dels for at nyde hans guitar-es, Robert Quine, der spillede rocknroll-guitar med en kuldsejlet Tom Verlaine’sk følsomhed, som siden blev adgangsbillet til Lou Reed’s band, hvor han kan høres på The Blue Mask (1980), Legendary Hearts (1983) og Live in Italy (1984). Siden spillede Quine også for bl.a. Tom Waits, Bill Laswell’s Material, Marianne Faithfull, Mathew Sweet og Lloyd Cole, det var inden han døde af en heroinoverdosis i 2004. Men allerbedst og mest centralt iørefaldende er han vel på det artpunk-klassiske debutalbum Blank Generation (1977) med netop Richard Hell and the Voidoids, hvorfra originalversionen af ‘Time’ her dog ikke stammer…
You cheated, you lied…
Og med Greg Dulli-posten nedenunder in mente vil denne tryglende utroskabssang med Austin, Texas-vokalgruppen The Slades fra 1958 klæde en blå mandag som perfekt. Umiddelbart efter følges den af den næsten identiske svarsingle ‘I Cheated’, hvor hende der har forbrudt sig, Joyce Harris, synger undskyld og nu lover evig troskab. Verdensfreden i det amerikanske highschool-mikrokosmos er således for en stund genskabt, hvilket illustreres ikke mindst af de først så forsmåede The Slades’ medvirken på hendes single…
Dulli synger Cohen
Få har i nyere tid sunget mere ætsende om faldende kærlighed i jalousiens ubalance end The Afghan Whigs’ Greg Dulli. Så det føles naturligt, at netop han her i en session-optagelse fra december 2018 giver sit take på Leonard Cohen og Phil Spector’s ‘Paper Thin Hotel’. Greg Dulli er til februar aktuel med soloalbummet Random Desire, og kan i starten af april opleves live på Hotel Cecil i København…
https://www.youtube.com/watch?v=-6DwVIKFsNk
Fra arkiverne i Bruxelles
I ly af vintermørket har Josef K, Postcard-bandet fra Edinburgh, på klar vinyl fra Les Disques du Crepescule fået udsendt en liveoptagelse af en belgisk koncert i april 1981. Da var bandet kreativt højtflyvende og snart aktuelle med sit enlige album, monokromt-euforiske The Only Fun in Town (1981). Optagelsen fra aftenen i Bruxelles har længe været tilgængelig via streaming, og kommer som soundboardoptagelse så tilpas dynamisk, man fint kan være med. Her tracklist fra liveudgivelsen med den obskure titel The Scottish Affair (Pt 2), samt en smagsprøve fra studiealbummet på hvordan Josef K lyder…
A1. Fun ‘N’ Frenzy
A2. 16 Years
A3. It’s Kinda Funny
A4. Crazy To Exist
A5. Forever Drone
B1. Revelation
B2. Citizens
B3. Chance Meeting
B4. Sorry For Laughing
B5. Final Request
Art of the cover
You’re not alone!