Aftener med Simon

Fredag/lørdag aften inviterede Simon Kvamm Love Shop indenfor i Royal Arena’s katedral til to aftener foran sin menighed på 30.000. Vi takker som fanden for den generøsitet. En stor ære og ditto fornøjelse at være en del af denne så livsbekræftende begivenhed. Tak, Simon!

Fred Smith RIP!

Dødsfald fra New York City. Television’s bassist Fred Smith har forladt denne jord. Det er hans spil der binder de mange guitarguirlander på bandets epokegørende Marquee Moon (1977) og den værdige efterfølger Adventure (1978) sammen. Smith forlod faktisk det tidlige Blondie for istedet at komme med i Television, da Richard Hell var blevet uvenner med Tom Verlaine, noget af et definerende karrierevalg for bassisten. Her Marquee Moon-afslutningsnummeret ‘Torn Curtain’, hvis sørgmodige tone flugter rent med denne posts indhold. Fred Smith blev 77 år…

Den syngende brandstifter

Der er antydede konspirationsteorier for alle pengene på Morrissey’s nye single ‘Notre Dame’, her en uge før han kommer til Aarhus. For Morrissey ved øjensynligt dét, ingen myndigheder tør sige. Og han vil sandelig ikke gå stille med det, synges der med malmfuldt løftet pegefinger. Det gør han så alligevel med nogle aldrig opbakkede hints om en mørk skjult sandhed bag branden i den berømte franske kirke i 2019. Og musikken? Morrissey har forladt lyden af sit klassiske engelske rockband til fordel for den nye tids elektroniske produktionsmuligheder. Det hele lyder dog langt mere af billig Cher end af eksklusiv New Order…

Grå Berlin i DM-farver

Music for the Masses (1987) har ikke som sin forgænger Black Celebration (1986) vestberlinsk blod i årerne, men dens køligt bevægende elektro fungerer så fint til Berlin’s skarpe lyde og kaotisk sammenkastede arkitektur. Det opleves her i fan-videoen til dette skyggenummer fra albummet, det iøvrigt på årsdagen for single-udgivelsen af den helt anderledes schlager-kendte ‘Enjoy The Silence’ i 1990…

Snekaniner på Island

Liverpool’s bedste band tog til Island for at skyde coverfotos og idolplakat.

Huskes som en mindst ligeså nådesløs vinter som nu, da Echo and the Bunnymen, som på det tidspunkt lå i den absolutte verdenselite, dags dato i 1983 udsendte deres tredje album. Porcupine havde en svær fødsel og holder da heller ikke samme naturlige udtryk eller mesterklasse som sin ubesværede forgænger Heaven Up Here (1981). Mindre kunne dog gøre det og opfylde sulten efter nyt i det år, da Liverpool-bandet for første gang kom til Danmark og spillede shows. Her en promovideo til suveræne ‘Back Of Love’, den første single fra albummet, der allerede var udkommet ni måneder tidligere…

Vibrerende atomer

Der er ét nummer af de vel godt 30 stykker Kliché nåede at lave sammen, som skiller sig afgørende ud og lyder af noget helt andet end alle de andre. ‘Oppenheimers Formiddag’ lå sidst på side 1 på den dengang først lidt undervældende, men hørt siden mesterlige toer Okay Okay Boys (1982) og afstak en ny musikalsk retning, Kliché desværre aldrig nåede at tage før de som band var forbi…

Night of The Triffids

27 år i dag siden en af Australiens stolte sønner ud i sangskrivningens vanskelige kunst forlod denne verden. The Triffids kom fra Perth i Western Australia, hvorfra bandet spillede en billedskabende musik, der ikke lød som noget andet, farvet af solen og de store vidders ubetalelige længsel. Nøgternt set var det vel i Australien kun The Go-Betweens ovre fra Brisbane, Queensland, som i klasse kunne måle sig med The Triffids. Sanger og sangskriver i det seks-mand m/k store band var David McComb, en dramatisk men romantisk søgende sjæl af den klassiske helteskole, med mørke skygger under rastløse øjne. Hans bredt anlagte sange var righoldige på både metaforer, sødmefulde melodier med et skæbnesvangert twist, samt en streng søgen efter noget større og udfriende. Herunder en fuld dokumentar om David McComb og bandets liv, fra små begyndelser til den lange vej mod succes, der skulle føre til det stik modsatte, det med den ultimative pris for McComb i dag for 27 år siden…

Musik til vinterdepressioner

Nektar er et ungt band fra Göteborg, der netop har udsendt sit andet album Om Du Behöver Mig (2025). Forsanger Ilean Arvman Nelson’s musikalske slægtskab med Kent’s Jocke Berg fornægter sig ikke her på ‘Den Enda Du Behöver’, men nummeret viser også fornemt brede musikalske vinger nok til for egen regning at kunne flyve højt og smukt…

Februar er den grusomste

Februar er hårdere end noget andet, synger Thåström på dette højdepunkt fra Den Morronen (2015). Håber ikke det er sandt, for januar i år har været frysende og nådesløs, alt mere end rigeligt. Et år tilbage, stadig på Thåström-tourens første weekend, 1. februar er nu tredje aften, Örebro kommer i skarp sol og frostkulde, bor på værelse med udsigt på Stora Hotellet, præcis der hvor The Clash i 1977 var bedre end noget der kom efter, Systembolaget har de rigtige tyske øl, vi drikker os i stemning inden vi tager afsted, Thåström’s aften er i den store koncertsal Conventum ikke langt fra centrum, det er lørdag aften, et mægtigt publikum står mere levende end de to første aftener i Uppsala, sådan noget kan et band mærke og kun vokse af, det bliver godt, både svimmelt og intenst. Hør anerkendelsens massive genklang i Conventum her på 2:20, da Thåström synger om The Clash i Örebro, da han kun var 20 og Ebba Grön slet ikke på landkortet endnu…

Protestsangeren

“Nu skal vi fandeme vise ham, hvordan en protestsang skal lyde”, synes Johnny Rotten her indirekte at sige til Bruce Springsteen efter dennes bovlamme forsøg ud i genren denne uge. Sex Pistols kunne nemlig det der. Med følelse, indignation, vrede og den bitre sarkasme altid skarpt i centrum, langt foran den lineære fortællings grå logik. Deres altafgørende sanger Johnny Rotten – senere kendt som John Lydon – fylder 70 i dag. Han er med årene blevet noget af et cirkus, men lad det være lige meget, når pladerne fra de første fem seks-år med Sex Pistols og Public Image står så sitrende unikke som de gør. Den her sang blev indspillet da Johnny var 21. Ungdom er den største gave. Stort tillykke til Johnny og tak for revolutionen.

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.