The only tube that matters. Fotograferet af Herbie Yamaguchi.
“In 1981 I happened to see Joe Strummer – he was the singer for the punk rock band The Clash – on the tube. I saw him sitting on the other side of the seat, but I thought he was too private – he might get too angry – but I was trying to be brave, I went up to him and asked him ‘may I take a picture of you.’ he smiled and said ‘yes’, and I clicked several shots. Just before he got off the train he said to me, ‘You should take photos of whatever you want. That’s punk.’ ” – Herbie Yamaguchi
En måned til starten på LS’s efterårstour landet rundt i september/oktober. Mange spørgsmål på en samlet oversigt over aftenerne, så her er den. Vi ser frem!
Ovenpå Silver Jews/Purple Mountains’-fyrtårnet Dave Berman’s pludselige død for to uger siden, har den sydstockholmske harmoniduo First Aid Kit været i studiet, og kan således i dag udsende en hyldestsingle til ham med to numre. ‘Strange Beauty’ har de selv skrevet, men her er det det andet, deres cover af Silver Jews’ ‘Random Rules’. Interessant at høre en Silver Jews-sang med rigtige sangere, der kan bære en melodi. Da hører man måske først egentlig hvor velfungerende melodisk den er…
…I asked the painter why the roads are colored black. He said, “Steve, it’s because people leave and no highway will bring them back.”…
På Joe Strummer’s fødselsdag skal han naturligvis også selv sættes i spil. Og hvilket bedre sted at lægge fra, end denne enkeltstående The Clash-single fra 1980, hvor netop alder og altings forgængelighed stilles skarpt på…
Fordi det i dag er Joe Strummer’s fødselsdag, og nu han, som kan ses her nedenunder, er i New York City, har man fået selveste Dean Martin fløjet ind fra Californien, for personligt at synge en af Strummer’s favoritsange, ‘Little Ole Wine Drinker Me’, for ham. Ja, alt kan lade sig gøre, når man er feteret forsanger i The Clash…
De seneste +50 år har London fostret rastløse post-teenagers, der fandt sammen i bands og brød ud i livet. Her er det Sea Girls med den ene af deres to nye singler denne sommer…
I dag er det 35 år siden Manchester’s indie-majestætiske The Smiths udsendte sin femte single. A-nummeret ‘William, It Was Really Nothing’, en klassisk northern Morrissey-scene lagt ovenpå Johnny Marr’s viderebygning på sit elegante akkordarbejde fra forgængeren ‘Heaven Knows I’m Miserable Now’, stod stærkt, men det var b-siden ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’, der på sin kun et minut og 50 sekunders spilletid straks havde ordet ‘klassiker’ skrevet henover sig, og det endda allerede før den hjerteknusende mandolin-outro satte ind…
Et ret fantastisk italo disco-track fra 1983 med en vis Mr. Flagio viser vejen for Pet Shop Boys’ kommende karriere. Og mon ikke Paninaro-duoen tilsvarende har sværmet for denne 1985-single med italienske Clio?! Det lyder ialfald sådan…
