For en måned siden udsendte Brooklyn, NYC’s Sharon Van Etten ‘Comeback Kid’, en lovende forløber for hendes til januar kommende nye album. Og i dag afgiver den mere Depeche Mode-ulmende men ligeså stærke ‘Jupiter 4’ flere gode løfter omkring Remind Me Tomorrow…
Ici c’est Paris!
Drengene er ankommet til Lysenes by. En kamp af de allersværeste i aften. Alt i spil og med ryggen mod muren. Det bliver mere end nervepirrende.
Paris SG – Liverpool, onsdag kl. 21.00, 3+/danslebarhabituel
Håkan, du var bättre förr?
Med forlydender om formodentlig et nyt Håkan Hellström-album på vej snart, og i frygt for, det så gerne vil favne hele hans enorme svenske publikum og derigennem mister sit eget Håkan-liv, her en personlig top-5 over de bedste Håkan Hellström-albums til dags dato…
1. Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg (2001)
2. För Sent For Edelweiss (2007)
3. Et Kolikbarns Bekännelser (2005)
4. 2 Steg Från Paradis (2010)
5. Det Är Så Jag Säger Det (2002)
Håkan i bevægelse
En obskur meddelelse i går på de sociale Håkan Hellström-medier lod forstå, der (formodentlig) er ny Håkan-musik på vej. Spændende endnu engang om Håkan vil kunne finde sig selv i de enorme forventninger, der er overalt i Sverige – ikke mindst i hans eget business-bagland – til ham. De seneste to gange har udgivelserne duftet mere af forsigtig produktudvikling end af Håkan Hellström. Her et klip fra seneste anderledes uafhængige HH-album, der faktisk ligger hele otte år tilbage…
Israel
Ovenpå to fine postpunk-pophits – ‘Happy House’ og ‘Christine’ – singleudsender Siouxsie and the Banshees i dag for 38 år siden denne skarpe og så fornemt orkestrerede single…
ne
Disco 1995
Dags dato 23 år siden Sheffield’s antihelte fra Pulp, ridende på deres livs monsterbølge af succés efter samme forårs ‘Common People’-smash, udsendte singlen ‘Disco 2000’. Jarvis Cocker kunne dengang den sjældne kunst med hjerteknusende satire, nok ikke mindst fordi det så klart var ham selv han udleverede i Pulp’s håndholdte novellefilms-popsange
Dusty
GBG-outsidere
Uvirkeligt at se Håkan Hellström så ung, udtalt fattig og udenfor det hele her. Men Broder Daniel’s nu 20 år gamle ‘I’ll Be Gone’ lyder da stadig så triumferende godt som noget…
Tillykke, Shane
Tillykke til The Pogues’ Shane MacGowan, der mandag eftermiddag blev gift med sin Victoria på Københavns Rådhus. Sidstnævnte har op til brylluppet overfor The Irish Times beskrevet den store kærlighed således:
– I was awe-struck by him. I became consumed by the thought of him. He says that he felt the same way, that we were destined to be together. But ours were not to be easy, uncomplicated lives and ours was not to be an uncomplicated love affair. We grabbed hold of each other and hung on for a ride that took us through a world of glamour and fame, creativity and ecstasy, drink, drugs and crazy, wild sex and on to madness, self-destruction and despair, violence, death, betrayal, rage separation and sadness and on and on towards revelation, renewal, compassion and hope for the future. When he answered the door to me after having missed his flight to the United States to open for Bob Dylan, and there was blood pouring out of his mouth because he had eaten a Beach Boys record, it looked as though it was the 100 tabs of acid that were the problem and not the gin and tonic.
Acoustic warrior
Før Marc Bolan gik elektrisk i 1969 og som T. Rex påbegyndte sin flerårige glam rock-invasion af den engelske singlehitliste, udsendte han en lille håndfuld semiakustiske, excentriske og yderst fremmeartede plader i bandet Tyrannosaurus Rex. Bolan havde allerede da udviklet sin uforlignelige vibratovokal og et helt specielt tonesprog, der når bedst lød som af en anden verden…
Afskeden på broen
Nicolas Roeg døde i går. Har altid elsket denne forfinede og ultraeuropæiske afskedsscene med Theresa Russell og Denholm Elliott fra starten af Roeg’s stærke 1980-film Bad Timing. Spillet, den sparsomme dialog, stemningen, billederne, lyden, musikken, klipningen, lokationen, regnvejret, a-l-t er perfekt i denne scene. En film i filmen.
Felt til en søndag
Birmingham’s bedste, excentrikeren Lawrence’s 80’er-indieband Felt, skuffer ikke ved genhør. Her er det hovednummeret fra andetalbummet The Splendour of Fear (1984), der giver alt og alle baghjul i, hvordan man sætter seks minutters nøgtern guitarstorhed som outro på en sang, og får tiden til positivt at gå i stå…
Nicolas Roeg R.I.P.
Iran Iraq Ikea
En af årets bedre albumtitler, den her i overskriften, er det ikke? Den tilhører Stockholm’s Les Big Byrd, hvis hårdtpumpede analogsynth-prægede lydmur er lige præget af drone-psychedelia og krautrock, og live giver visse mindelser om nu hedengangne Spleen United. Så dem i Sverige fredag aften, hvor forholdsvis lettilgængelige ‘I Fucked Up I Was A Child’ fra årets nye album med Jocke Åhlund’s band var blandt højdepunkterne…
Lucky 13?
Endnu en Nations League-ørken er blevet krydset. Det var igen en meningsløst lang og hård 12-dages rejse igennem den. Her hjulpet på vej sidste lørdag af noget så normalt ubetydeligt som en kamp i League One mellem Luton og Plymouth. Men nu kører livets metronom Premier League atter, og Liverpool har en slemt tricky kamp, endda sæsonens skæbnesvangre nummer 13, ude mod uberegnelige Watford, der sammen med vel Bournemouth, Leicester City og Manchester United for tiden udgør den slags uberegnelige midterhold, der på den rigtige dag kan tage selv et tophold ned. Og efter en landsholdspause ved ingen hvordan moral, form og afstemthed er i LFC-truppen, så stor nervøsitet her omkring kampen i dag, der potentielt set nemt kan blive Liverpool’s første nederlag denne sæson. Det bliver nervepirrende mod Elton John og John Barnes’ gamle klub.
Watford – Liverpool, lørdag kl. 16.00, 6/downthelocal