I 1978 efter et par søgende men ultimativt uforløste albums tager Sparks til München’s Musicland Studios, hvor Giorgio Moroder – geniet bag Donna Summer’s fremtidsbringende hit ‘I Feel Love’ fra året før – er Der König. Sammen med ham går de all in på tidens moderne lyd, dropper guitar/bass/tromme-formatet, og indspiller synthpop-albummet No. 1 in Heaven (1979). Albummet skræmmer helt sikkert store dele af bandets mere rockorienterede stampublikum langt væk med sin radikalt anderledes lyd, men tiltrækker til gengæld et nyt og yngre publikum, der gør ‘The Number One Song In Heaven’ til så synlig en engelsk hitsingle, at Sparks for første gang siden glam-årene inviteres med på BBC’s Top of the Pops…
Denne uge har det været et år siden Thåström udsendte Centralmassivet, et selv efter den svenske nationalsangers egen målestok meget stærkt album, der her på siden har fyldt ikke så lidt lige siden. Her albummets andensingle, der med døden i hælene, stålsat bevæger sig ud på en musikalsk aftenrejse fra Stockholm til Giorgio Moroder’s sequencers i München og tilbage igen, uden nogensinde at blive indhentet…
Unmacks solotour alene rundt i landet starter nu. Lørdag aften gælder det Viften i RØDOVRE, næste weekend er det ESBJERG, VIBORG og AARHUS. Det er en kold tid nu. Kom ud og vær sammen.
Indercirklen af min barndoms store helte Sparks bestod af to brødre. Ron Mael var den ældre. Han lignede besynderligt en ung Adolf Hitler, skrev bandets skæve glampop-sange, havde sig en elegant gammelmandgarderobe, og spillede iøvrigt sit keyboard live med en sært udtryksløs mimik. Lillebror Russell var forsanger og en helt anderledes outgoing personlighed. Med sit lange kulsorte hår og dandy tøj lignede han en idolplakat-frontmand, og hans falsetskarpe out-of-this-world-stemmepragt forberedte tiden på en dag, at skulle kunne høre Associates’ Billy Mackenzie som det naturligste i verden. Sparks tre vigtige albums – Kimono My House (1974), Propaganda (1974) og Indiscreet (1975) – blev betragtelige hits dengang, så de er ikke voldsomt svære at finde ude i brugtpladebutikkerne, og kan helhjertet anbefales som hovedværker af deres samtid, stående i samme musikalske verdenshjørne – og med ditto kunstnerisk ambitionshøjde – som samtidige udgivelser fra Roxy og Bowie. I dag fylder den evigtunge og stadig sorthårede Russell Mael 70 år. Kvaliteteten siden dengang har været yderst svingende, men kedelige eller ordinære er Sparks aldrig blevet. Her er de fra storhedsperioden i 1974. Tillykke til Russell med et stort tak for musikken!
Et billede fra øvelokalet i Californien, hvor Iggy Pop lige nu – sammen med Joshua Homme, Matt Helders, Dean Fertita og Troy Van Leeuwen – er ved at træne op til lørdag aftens optræden på San Bernardino-festivalen CalJam 18. Der er bandet retteligt annonceret på plakaten som Iggy Pop with Post Pop Depression, hvilket altså også afslører, at det luksuriøse line-up fra Iggy’s forårstour i 2016 atter er samlet. De aftener var så mindeværdigt sublime, det både i eksekvering og sangvalg, det nærmest gjorde ondt da bandmedlemmerne post-tour skiltes og forsvandt tilbage til deres normale musikalske sammenhænge. Men nu gør de det altså igen. I første omgang kun for denne enkelte aften, men hvorfor skulle der egentlig ikke være begrundet håb om mere, så godt som samarbejdet fungerer for samtlige involverede?! Her Iggy med Post Pop-bandet på BBC Later med den sang de åbnede hver eneste aften med gennem USA, Canada, Sverige, Danmark, Tyskland, Holland, England og Frankrig i foråret 2016…
Soft Cell spillede søndag aften sit angiveligt sidste show nogensinde, en one-off i London’s O2-Arena, og en længere affære, der tog det store fremmødte publikum gennem hele to timer og 40 minutters Soft Cell-musik. Her aftenens enormt omfangsrige setliste…
Memorabilia
Monoculture
Darker Times
Together Alone
Torch
Forever the Same
Baby Doll
Insecure Me
Where the Heart Is
Numbers
Barriers
Loving You, Hating Me
Last Chance (with Mari Wilson)
Frustration
Youth
The Best Way to Kill
Meet Murder My Angel
Surrender to a Stranger
Somebody, Somewhere, Sometime
So (whilst off stage)
Martin
Heat
The Art of Falling Apart
Northern Lights
Soul Inside
What
Bedsitter
Tainted Love
Where Did Our Love Go
Sex Dwarf
Say Hello, Wave Goodbye
Soft Cell, der blev opløst i O2 Arena i London søndag aften, ses og høres her i 1981 på BBC’s Top of the Pops, hvor den diskret karismatiske Soft Cell-muse Cindy Ecstasy tilfører gæsteduet-rolle på singlen ‘Torch’. E-efternavnet kommer sig af, amerikanske Cindy fra Brooklyn var Leeds-elektroduoens faste drug dealer, med gode forbindelser til det da så klubelitære lykkestof. Hun medvirkede på et par andre numre, men forsvandt i kølvandet på Soft Cell’s første opløsning i 1984, samt en enkelt plade med Almond’s soloprojekt Marc & The Mambas, og lod aldrig høre fra sig igen. Oh, what might have been. Det er John Peel der introducerer her…
Insigne, Mertens, Hamsik, Callejon, Zielinski, Allan, Koulibaly, Albiol? Napoli kommer med imponerende kvalitet på mægtige San Paolo i aften. Og en arrig præsident, som brokkede sig heftigt til UEFA over at have trukket Liverpool som tredjelagshold. Men hvad med Salah og hans synlige formkrise? Det bliver mere end nervepirrende…
SSC Napoli – Liverpool, onsdag kl. 21.00, TV3 Sport/downthe local
Vi har talt lidt om historiske b-sider de seneste uger. At tænke sig vi ikke har nævnt denne 1975-single i den forbindelse. A-siden her er en storklassisk a-side med elektrisk sturm und Gasolin’-drang, ingen tvivl om det, men b-siden burde i den grad også have styret sin egen single. Den hedder ‘Kvinde Min’. Peder Bundgaards cover er tilmed også af dansk verdensklasse.
Den akustiske version af ‘Tik Tik’ fra Midt Om Natten-rulleteksterne findes ikke på plade. Den er ellers værd at høre, så nærmest Værsgo-uforstillet den kommer og går…
Jens har allerede sagt det, mange andre også, og endnu flere vil sige det i dag og i de uger, måneder og år, der nu kommer.
Jeg vil også gerne sige det, for det skal siges: Tak for sangene, Kim. Det er en kold tid, som vi lever i – og nu skal vi prøve at klare os i den uden dig.
