Brødrene Mael

Indercirklen af min barndoms store helte Sparks bestod af to brødre. Ron Mael var den ældre. Han lignede besynderligt en ung Adolf Hitler, skrev bandets skæve glampop-sange, havde sig en elegant gammelmandgarderobe, og spillede iøvrigt sit keyboard live med en sært udtryksløs mimik. Lillebror Russell var forsanger og en helt anderledes outgoing personlighed. Med sit lange kulsorte hår og dandy tøj lignede han en idolplakat-frontmand, og hans falsetskarpe out-of-this-world-stemmepragt forberedte tiden på en dag, at skulle kunne høre Associates’ Billy Mackenzie som det naturligste i verden. Sparks tre vigtige albums – Kimono My House (1974), Propaganda (1974) og Indiscreet (1975) – blev betragtelige hits dengang, så de er ikke voldsomt svære at finde ude i brugtpladebutikkerne, og kan helhjertet anbefales som hovedværker af deres samtid, stående i samme musikalske verdenshjørne – og med ditto kunstnerisk ambitionshøjde – som samtidige udgivelser fra Roxy og Bowie. I dag fylder den evigtunge og stadig sorthårede Russell Mael 70 år. Kvaliteteten siden dengang har været yderst svingende, men kedelige eller ordinære er Sparks aldrig blevet. Her er de fra storhedsperioden i 1974. Tillykke til Russell med et stort tak for musikken!

2 tanker om “Brødrene Mael”

  1. Kimono My House, Propaganda og Indiscreet burde ikke findes i nogen brugtpladebutik – det er albums, man bør beholde!

Skriv et svar