Leeds-neomarxisterne fra Gang Of Four albumdebuterede i dag for 39 år siden med ikonisk iklædte Entertainment, der siden er blevet kaldt et af de allerbedste punkalbums nogensinde. Men punk er det ikke Gang Of Four spiller her. Dertil er deres musik alt for rytmisk dansabel og ophugget, så evig langt fra den gængse punks stive hvide beat. Her et af R.E.M.-forsanger Michael Stipe’s absolutte favoritbands med EMI-albummets genindspilning af Fast Records-debutsinglen ‘Damaged Goods’..
En spritny single fra den kommende karriereopsamling Joe Strummer 001. Drejer sig om ‘Czechoslovak Song / Where Is England’, en tidlig demo-version af ‘This Is England’, den eneste diamant på det dengang i 1985 officielle The Clash-album Cut The Crap, en deprimerende hul og visionsløs omgang råbepunk-nostalgi, der siden retteligt af bandet selv blev skrevet ud af både The Clash’s diskografi og historie. Her er det dog Strummer, Simonon og Pete Howard, trommeslager i The Clash Mk II, der leverer upåklageligt fint…
Nu er det mig, der er nostalgiker, men jeg holder jo også meget af Strummer, Jones, Simonon, Headon og Chimes. I USA, hvor der i dette efterår er midtvejsvalg, fører Demokraten Beto O’Rourke lige nu valgkampagne mod Republikanernes Ted Cruz. Til et vælgermøde sagde han såmænd
I want to make sure that, again, we’re not giving away to corporations or special interests […] That’s what Senator Cruz would do thanks to the contributions that he’s received from those political action committees. He’s working for the clampdown and the corporations and the special interests. He’s not working for the people of Texas.
Det her er garanteret den mest bemærkelsesværdige nye sang, du kommer til at høre i dag. ‘I’m In A Weird Place Now’ er at finde på det nye Bellaunion-udsendte album Deportation Blues med den amerikanske men for nu Manchester, England-baserede personlighed BC Camplight, som kan noget specielt med cut up-lydende musik, og hvis forrige album bar den lovende titel How to Die in the North…
Joao Gilberto og Tom Jobim på stranden…
Udover 1985-debuten The Long Play er det essentielle Sandra-album (blandt mange for tyndbenede) Into a Secret Land, hendes tredje, fra efteråret 1988. Her dets stemningsfulde åbningsnummer ‘Secret Land’, der i produktion, sehnsucht og tonesprog lyder nært beslægtet med Pet Shop Boys’ samtidige udgivelser. Michael Cretu’s maskinpark har sjældent lydt mere velsmurt, og promovideoen her, optaget ved Normandiets dramatiske Mont-Saint-Michel, er ovenikøbet stor, bevægende filmkunst…
23. september 1978 udsendes dette ikoniske album. Lyden af en fjern verden der var. Og hvilken lyd. Hænderne op, hvem aldrig var håbløst forelsket i Debbie Harry…
Hvordan lyder det i 1977, når David Bowie skal synge sin nye sang ‘Heroes’ live? David Bowie besøger på en promotour for sit kommende album hollandske TopPop og giver titelnummeret selvsikkert ydmygt, som var det bare endnu et la-de-da-pophit, og ikke muligvis verdens ottende vidunder, noget af en bedrift. ‘Heroes’ udsendes på single fredag d. 23. september 1977, og intet skal heldigvis herefter nogensinde blive helt det samme igen…
23. september er i det hele taget en fremragende dag for et besøg i sin lokale pladebutik. For med hjem derfra har man formodentlig også dagens nye single med Ladbroke Grove, London’s fremstormende The Clash, den Lee Scratch Perry-producerede ‘Complete Control’, der springer tidens befriende men genresnævre punk rock helt åben mod fremtiden med et brag af en sang…
Ham helt til højre er død, ham ved siden af er også død, ham i midten er ganske forsvundet i Australien fra offentlighedens søgelys, ham helt til venstre spillede i foråret Serge Gainsbourg-sange i et vistnok alt andet end velbesøgt Studenterhuset i Aalborg, mens ham ved siden af er en af verdens allerstørste rockstjerner. Sidstnævnte har endda også fødselsdag i dag. Ladies and gentlemen, The Birthday Party.
Nej, det er naturligvis omvendt. David Bowie’s langt mere udbredte Scary Monsters-track ‘Kingdom Come’ er en cover af Television-legenden Tom Verlaine. ‘Kingdom Come’ optræder på Verlaine’s selvnavngivne 1979-debutalbum, der logisk nok bærer slet ikke så få besnærende lighedspunkter i musik, univers og lyd med Television, der netop var blevet opløst året før…
Wow, det her er stort. I anledning af The Ramones’ Road to Ruin‘s’ 40-års fødselsdag, er denne aldrig før udsendte promovideo til ‘She’s The One’ netop blevet sendt i omløb. En bedre post at gå ud til en fredag aften med gives bare ikke…
Fordi det er hans fødselsdag i dag. En der skrev et sted for få uger siden, Leonard Cohens musik bare lyder så meget bedre når det er mørkt udenfor. Sandere ord er sjældent blevet sagt.
Ville egentlig have kastet et par ord efter The Blue Hour, det nye Suede-album, der udkommer i dag, men tror hverken en umiddelbar skepsis herfra eller Brett Anderson’s blå time vil kunne drage nogen fordel af det endnu. Så her istedet noget ganske andet…
Sidste fredag hørte jeg under en køretur for første gang i al for lang tid Wilco’s gennembrudsplade, dbl-albummet Being There (1996). Slog mig dels hvor mange gode sange der er på Being There, men samtidig – og nok så vigtigt – hvor det dog klæder Wilco-frontmanden Jeff Tweedy’s egenartet varme og melankolsk karakterfulde stemme med en klassisk god melodi at folde sig ud på.
Stor respekt for den kunstneriske vej han og Wilco har valgt siden dengang, men de efterhånden mere og mere formeksperimenterende albums har gennemgående taget de mere hjerteknusende melodier ud af Tweedy’s mund. Hvilket isoleret set er synd, for han er en fantastisk soulsurfer af den banalt sangbare melodi, uanset det så er Blondie’s ‘Dreaming’, The Shirelles ‘Will You Love Me Tomorrow’, eller sange som hans egne ‘She’s A Jar’, ‘Jesus, Etc.’ og ‘You And I’, der leveres.
Den kvalitet lever også her, i et forholdsvis ukendt samarbejde, en duet med den her forleden featurede Nikki Sudden, på sidstnævntes album Red Brocade (2003). ‘Farewell My Darling’ er som sang set ikke noget særligt, en rundgang der bare gentages og gentages. Nikki Sudden gør det han er god til på den, en Pete Doherty-løs/sjusket afsøgning i grænselandet til den egentlige sangmelodi, mens Jeff Tweedy til gengæld ubesværet strør om sig med det egentlige romantisk-fortabte tryllestøv. Det er jo den sjældne kunst han kan.
PS – Tjek endelig Wilco’s føromtalte Being There. Et meget, meget fint amerikansk sjælealbum, hvis musik positivt vedkender sig den store kærlighed til det mere traditionelt musikalske USA, ikke mindst hele The Replacements/Big Star-traditionen.
Max-point efter de første fem PL-runder, og i tirsdags Paris Saint-Germain ekspederet overlegent ned i CL-åbningen; det går næsten for godt. Så er indstillingen alvorlig nok til at give opgaven mod Southampton præcis så ydmygt et fokus som den kræver? Salah er fysisk endnu ikke kommet sig helt over sommerens skade, og synes langt nede med ramt selvtillid, men ellers synes trup på vej op efter en i spillet noget famlende sæsonstart. Specielt Milner og Wijnaldum – samt forleden Henderson – har set skarpere ud end nogensinde, og der er for første gang i mange, mange år en følelse af, at nærmest hver eneste PL-modstander overalt på banen kan trumfes i individuel kvalitet. Southampton er på papiret den letteste kamp i det meget svære program LFC er på vej igennem i disse uger. Men den slags har ofte i Liverpool-regi haft det med at give bagslag. Så vil den gode stime fortsætte lørdag eftermiddag? Det bliver mere end nervepirrende.
Liverpool – Southampton, lørdag kl. 16.00, 6/downthelocal
Nej-nej, vi må aldrig glemme New Order…