Englands hovedstad ligger her bagved i regntågen i 1964, ventende tålmodigt på at 60’erne skal eksplodere og gøre millionbyen til det Swinging London, myterne siden gøres af. I forgrunden kigger den 18-årige folk-sangerinde Marianne Faithfull uimponeret ind i kameraet. Karrieren og livet tager fart samme år, da The Rolling Stones’ Mick Jagger og Keith Richards forærer hende deres nyskrevne ballade ‘As Tears Goes By’, som i sommeren 1964 bliver et betragteligt hit i England. Snart skal hun opleve mange flere udgivelser, et hurtigt overstået ægteskab, børn, skilsmisse, teater- og filmroller, en kæresteaffære med Mick Jagger, celebritystatus, societyfester, drugs, abort, politianholdelse, ja, et tumultarisk liv i slipstrømmen af The Rolling Stones på overdrive, inden Mick Jagger og hun i maj ’70 går fra hinanden. Det brud efterfølges for Faithfull’s vedkommende af et selvmordsforsøg og heroinafhængighed. 1970’erne er begyndt, the summer of love-drømmen er kørt i grøften, det er på tide at kravle ud af vraget.
Heldigvis for Suede faldt valget på bandets eget navn istedet, for I Think You Stink var en af arbejdstitlerne i spil til debutalbummet, som udkom dags dato for 25 år siden. Det klassiske brun/gule cover er designet af Peter Barrett og Andrew Biscomb, der også stod for bandets tidlige meget markante, enkle og iøjnefaldende singlecovers. Mat Osman har siden retrospektivt sammenfattet debuten Suede således:
– London was a touchstone for everyone in the band, so the album became about us being placed in this city of sex, drugs and poverty after living in these suburban satellite towns. London is full of a certain kind of arts professional—people in bands whose parents bought them guitars when they were 12 and went to state school. The sense in all of us was that we wanted to get revenge on all that as the underclass outsider punks. We wanted Suede to be a pop record in the way that The Pretenders’ “Stop Your Sobbing” is a pop record.
24. april 1967: Mick Jagger med sin daværende kæreste Marianne Faithfull backstage på London’s Royal Court Theatre, efter hendes premiere på Chekov’s Three Sisters.
Og hvilket hjerte selv af is vil ikke smelte til den himmelsøgende forløsning (ca. 3:47) på denne anderledes andægtige Billy Mackenzie-sang fra hans posthume Beyond The Sun-album (1997)?!
Så sort/hvidt ser coveret ud til David Bowie’s tredobbelte livealbum fra Isolar II-touren, der udkommer på RSD. Godt hans hånd hviler på den mikrofon, for ellers ville kontroverserne jo ingen ende tage. Vi håber indholdsmæssigt på en kvalitetsopgradering af samme tour’s Stage (1978), der som livealbum altid syntes lidt mekanisk og sært fragmenteret, nok ikke mindst pga. af en troløs hulter til bulter-tracklist i forhold til tourens egentlige setlist og dramaturgiske flow. Hvor Stage udgøres af optagelser fra april/maj 1978 i amerikanske Philadelphia, Providence og Boston, er dette søsteralbum Welcome To The Blackout (Live London ’78) som titlen afslører en strictly engelsk affære, optaget i Earls Court, London 30. juni og 1. juli. ‘Be My Wife’, ‘Sound And Vision’ og ‘Rebel Rebel’ er ekstratracks i forhold til den originale Stage-udgivelse.
Det kan føles sært at fejre et afdødt menneskes fødselsdag, når selvmord var dødsårsagen. Men Billy Mackenzie fra skotske Associates nåede med sin specielle stemmes ekstravagance at berige musikken så meget, den fødselsdag om ikke andet kan stå som undskyldning for endnu en eksponering af et uforligneligt talent. Mange af David Bowie’s uægte børn dengang lavede bands og fik pladekontrakter. Nogle af dem spejlede hans modernistiske stil (men glemte for ofte fatalt at putte eget indhold i), mens andre istedet lod sig informere af hans sultne fornemmelse for nye eventyr, og således skød sig uhæmmet afsted på egen færd. Billy MacKenzie og Associates tilhørte ubetinget sidstnævnte kategori. Her er de på Top of the Pops i foråret 1982 med et usandsynligt hit, der lyder akkurat ligeså eksalteret, vitalt og fremragende i dag som dengang…
Ligeledes due to public demand, og hvem er vi at sige nej: Her en personlig top-10-rating over favorit Blur-sange…
01. My Terracotta Heart (fra The Magic Whip) 02. Go Out (fra The Magic Whip) 03. Young And Lovely (single-b-side, 1993) 04. London Loves (fra Parklife) 05 For Tomorrow (fra Modern Life Is Rubbish) 06. To The End (fra Parklife) 07. Sing (fra Leisure) 08. Jubilee (fra Parklife) 09. Out Of Time (fra Think Tank) 10. Popscene (single, 1992)
Værd at holde øje og øre med Calgary-bandet Preoccupations, som udsendte deres nye album New Material i fredags. Preoccupations startede og udsendte debutalbum i 2015 som Viet Cong, men løb specielt i USA ind i store problemer med et navn, der gav bandet anklager på halsen for både racisme og kulturel appropriation. Trængslerne blev så omfattende, en navneforandring til det langt mindre múndrette Preoccupations blev en realitet. I 2016 udkom første album under – som i – det navn, og nu er New Material lige på trapperne, med den helt nye, tredje og for bandet overraskende catchy forløber af en single lige her…
Fra Edinburgh, Skotland kom kvartetten Scars. Her deres fejlede forsøg på verdensherredømme, den fine single ‘All About You’ fra det enlige Scars-album Author! Author! (1981), som fik både positiv opmærksomhed fra BBC’s John Peel, samt en rave-anmeldelse af NME’s firstmover/trendsetter Paul Morley. Scars gik i opløsning i 1982.
Weekend-singlerejsen fortsætter ufortrødent og bogstavet S er på parade. En favoritsingle kan både afvejes udfra a-side rent, men en kombi med komplimenterende sublim b-side, samt naturligvis singlens coverart, kan også spille ind. Her en top-10 over personlige favoritsingler blandt vinyl-7’erne i egen besiddelse. Kun én entry pr. artist. Der har været et massivt frafald af contenders i dag. Det har været hårdt ikke at måtte lave en top-20 denne gang…
01. Bruce Springsteen – The River 02. Soft Cell – Say Hello, Wave Goodbye 03. The Smiths – Heaven Knows I’m Miserable Now 04. Sparks – This Town Ain’t Big Enough For The Both Of Us 05.Sällskapet – Nordlicht 06. Siouxsie and the Banshees – Israel 07. The Saints – I’m Stranded 08. Dusty Springfield – I Close My Eyes And Count To Ten 09. Sex Pistols – God Save The Queen 10. Donna Summer – I Feel Love
Godt nyt fra Stuttgart’s Die Nerven, der 20. april udsender albummet Fake. Her en glasklar forsmag kaldet ‘Niemals’, med et for Die Nerven atypisk næsten-melodiøst omkvæd…
Elvis har indspillet en mørkebeige skilsmisseversion af den, Timi Yuro har givet en yderst dramatisk kvindelig udgave, men det er vel Tom Jones’ 1967-tolkning af ‘Rock Island Line’-skifflekongen Lonnie Donnegan og Jimmy Currie’s ‘I’ll Never Fall In Love Again’ som er den ultimative version af en stor, rullende 6/8-sang, der ikke ligefrem underspiller sin skamløst sentimentale grundfølelse. Her en optagelse fra 1967 med netop Tom Jones, der iøvrigt her positivt ligner Slagternes guitar-es Rune Kjeldsen, så fremragende ser han ud…
