Portland, Oregon-bandet The Decemberists har gennemgået et radikalt stilskifte på ‘Severed’, en singleforløber for martsalbummet I’ll Be Your Girl. Væk er bandets bløde håndspillede indiefolkklange, afløst istedet af et langt køligere, mere nøgent og keyboardhjemsøgt lydlandskab. Velgørende, friskt og klædeligt…
Starman i Soho
I London’s Soho forbindes gaderne Wardour Street og Dean Street i deres nordlige ende af en gyde ved navn St Anne’s Court, som i perioden omkring 70’erne var adresse for de velrenommerede Trident Studios, der blev brugt til pladeoptagelser af blandt mange andre The Beatles, T. Rex, Mott The Hoople, Lou Reed, The Rolling Stones og David Bowie. Sidstnævnte skabte faktisk samtlige sine seks albums fra årene 1969 til 1973 i Trident. Fredag 4. februar 1972 indspillede David Bowie således i London-studiet denne sang, som siden skulle blive hans egentlige gennembrud…
Swinging North London
Liverpool – Tottenham, søndag, kl.17.30, 3+/downthelocal
Hungarian Suicide Song
Selvmordssangen ‘Gloomy Sunday’ stammer tilbage fra Ungarn i 1933, men blev først for alvor kendt i den større verden da Billie Holiday indspillede sin berømte og feterede udgave i 1941. Siden har talrige sangere, ofte med svigtende held, prøvet lykken og talentet på selvmordssangen, hvis definitive version muligvis kunne være Dundee-duoen Associates’ vægtløse take fra deres ekcentriske popmesterværk Sulk (1981). Sanger Billy Mackenzie giver den her som altid dengang maksimalt vokaldrama, hvilket ikke føles malplaceret, ‘Gloomy Sunday’s alvorlige omdrejningspunkt taget i betragtning. At Mackenzie selv – som sangens protagonist – skulle ende med at tage sit eget liv, er et tragisk twist, der ikke gør oplevelsen af fortvivlelse og fortabelse her mindre…
Top-10 i singler med E/F
Ja, jeg tilstår snyd. På den nu weekendsugentlige bogstavs-top-10 over favoritsingler i egen samling lægges denne uge to bogstaver sammen. Fordi jeg har så relativt få singler med både artist-forbogstavet E – og faktisk ditto med F – at de næsten allesammen vil komme med, ialfald når jeg kun må en have af mange Echo & The Bunnymen-singler med, som reglerne jo også dikterer. Så undskyld. Det positive er at listen bliver langt bedre af fusionen her – for F er et anderledes solidt givende bogstav – og ender med at falde på plads ovenpå nogle smertelige fravalg, hvilket bør være essensen af dette game. Her weekendens top-10 i favoritsingler med E/F…
01. Ebba Grön – Staten & Kapitalet
02. Felt – Penelope Tree
03. Chris Farlowe – Out Of Time
04. Echo & The Bunnymen – A Promise
05. The Four Tops – It’s The Same Old Song
06. Finnerup Lade – Kanindåb
07. John Foxx – Underpass
08. Bryan Ferry – The ‘In’ Crowd
09. Four Jacks – Mandalay
10. The Flamin’ Groovies – Shake Som Action
One soft infested summer…
Har til noget fredagsradio om Springsteen været igang med at finde den allerbedste liveversion af majestætiske men dybt sårede ‘Backstreets’, hans monumentale sang om ungdom, forbundethed, sjælevenskab…og svigt. Sangen blev jo oprindelig udgivet på Born to Run (1975), men det er koncertversionerne to-tre år efter som er de allerstærkeste og spændende pga. stor variation. For hver 1977/78-aften efter fjerde vers lader The E Street Band musikken falde ned, så Springsteen kan fristyle sit såkaldte ‘Sad Eyes’-stykke, der senere skal danne grundlag for ‘Drive All Night’ på The River (1980), men som her er en improviseret historie, dog med visse faste elementer, hvor han igen møder ‘Backstreets’-flammen Terry og konfronterer hende med hans bitre høst af tabte illusioner og knuste drømme. Efter at have været igennem de utallige versioner, jeg har liggende på iTunes, faldt jeg på YouTube over en også meget fin en – endda med levende billeder til – jeg ikke kendte, fra Andover, Maryland, 2. november 1978. I den version lykkes det Springsteen at få flettet 6o’er-hittet ‘Pretty Flamingo’ indover ‘Sad Eyes’, inden Terry får læst og påskrevet for hendes bevidst fortrædelige løgne. Hvis nogen virkelig skulle være interesseret i en top-5 over de allerbedste ‘Backstreets’, så er vi game her.
Bows + Arrows
14 år siden i dag, The Walkmen med udgivelsen af Bows + Arrows for alvor åbnede op for den helt specielle skramlede men skamløst romantiske musik, der for nogen af os heldige skulle blive den bedste lyd de næste mange år. Bows + Arrows er The Walkmen’s andet album og noget af en tværgående rodebutik, men der er gevinst for hvem søger guld bag det kantede lydbillede og de mange skyggefald. Her bare åbningssangen for eksempel…
PS – Walkmen-fyrtårnet Hamilton Leithauser har iøvrigt netop afsluttet en to-ugers residens på Hotel Carlyle i New York City, hvor han for første gang siden bandet gik på opløsning endelig havde enkelte The Walkmen-sange med på setlisten. Et godt og klogt valg, for det har virket helt forkert, når man så ham live, at hele den gyldne periode var lukket musikalsk land at rejse ind i for ham med os.
Kl. 16.30 i Vesttyskland
Ved godt, i dag er årsdagen for Sid Vicious’ død, men her er det Johnny Rotten i baggrunden, der ser mindst levende ud af de to.
Nyt fra moi Caprice?
Nej, men musikken lyder nærmest sådan. moi Caprice-frontmand Michael Møller ynder at føre en omskiftelig musikalsk tilværelse, med mange spændende one off-projekter på sin vej. I denne uge har han i eget navn udsendt sin første dansksprogede single, hvis lyd, temperament og tonesprog på bedste vis sender tanker i retning af, ja, hans gamle band moi Caprice…
Ikke alle kan se det
Remain in light
David synger David. Eller Byrne synger Bowie. 13. januar mødtes Talking Heads-forsangeren i foyeren til New York City’s Public Theater med det enorme canadiske vokalensemble Choir! Choir! Choir! og gav dette anderledes take på Bowie’s “Heroes”…
Gare de Gainsbourg
Havde det ikke været passende om en af Paris’ fem store banegårde bar Serge Gainsbourg’s navn?! Herunder er vi på en af dem – kan en evt. Paris-connaiseur mon identificere hvilken? – i den franske TV-musikfilm Anna (1967), som Gainsbourg har skrevet soundtracket til. Når talen falder på hans filmsoundtracks, er det som ofte Histoire de Melody Nelson (1971) med Jane Birkin i hovedrollen, der fremhæves som mesterværket. Men her på siden vil vi gerne slå et slag for soundtracket til netop Anna. Sunget hovedsageligt af den danske film-superstar Anna Karina og franske Jean-Claude Brialy, men også af Gainsbourg himself, er dette soundtrack ikke samme perfekt indstillede billede som førnævnte Melody Nelson – hvis musikalske styrke først og fremmest er de vilde, himmelsøgende strygerarrangementer ovenpå den knastørre beatmusik i start- og slutnummeret – men lever snarere af sin samtidsheftige mangfoldighed, hvor Gainsbourg boltrer sig som en fransk fisk i datidens moderne stilarter, fra karikerede, übercool poppasticher over en rastløs beatmusik via orkestrerede, så fransksmagende soundtrack-stykker til klassiske indtagende Serge-ballader. Altsammen leveret energisk, udfordrende, virtuost og bundet sammen på plade af små dialog-outtakes fra filmen. Et vitalt stykke Paris anno 1967 fanget og nedlagt af overflødighedsmennesket Gainsbourg. Her filmens slutscene, naturligvis med storslåede toner til. Anna Karina flygter ud af byen…
Nord Express
Lee from Huddersfield…?!
At Bee Gees skrev fremragende popsange er ingen overraskelse. At Liverpool skulle lade Coutinho gå uden at bringe erstatning ind, slå til da uovervindelige Manchester City, for så uskarpt at gå ned til agterlanternen Swansea, og derefter crashe fortjent ud af FA-Cup’en til middelmådige og normalt så målgenerte WBA, det er. Læg dertil at Liverpool ikke ejer en målmand, nogen i klubben tror på, men igen igen ikke har handlet på det, og der er lagt op til en mildest talt yderst eksplosiv away-kamp i Huddersfield i aften, på transfervinudets næstssidste dag. Klopp’s stædighed mod supporternes logik. Han må hellere vinde den her.
Huddersfield – Liverpool, tirsdag, kl. 21.00, 3+/downthelocal
One of the mods
Small Faces-forsanger Steve Mariott ville kunne have fejret sin fødselsdag i dag.