Small Faces-forsanger Steve Mariott ville kunne have fejret sin fødselsdag i dag.
Sällskapet på tysk
Thåström har forladt Sällskapet, der dog rejser ufortrødent videre, anført af hans normalt egne bandmusikere Niklas Hellberg og Pelle Ossler. 16. marts udkommer Disparition, Sällskapets tredje album, der istedet vokalt farves af Berlin-chanteusen Andrea Schröder, hvis tyske gloser umiddelbart synes passe så fint ind i Sällskapets begsorte elektro-industrielle univers, som hørt her på forløberen ‘Morgenlicht’…
Disparition, Pt. 1
Morgenlicht
Die Zeit Vergeht
Westerplatte
L’autostrada
Wandler
Waltzer
Tiefenrausch
Disparition, Pt. 2
Cold Hawaii calling
Fredag aften var Jens Unmack forbi Nordvestjyllands Cold Hawaii, for på den ret så legandariske Hanstholm Madbar at give sidste planlagte soloshow i denne omgang. En mageløs – og udsolgt! – aften blev det, hvor følgende sange blev sunget ud på:
AFTENLAND
LOVE GOES ON FOREVER
HAPPY ENDING
ALUMINIUM GO!
PILOTEN PÅ SIN ALLERSIDSTE DAG
DRØMMENES KØBENHAVN
DE FORELSKEDES SMAG
SKOVENS DYBE STILLE
SKØJTELØB PÅ BAGSVÆRD SØ
EN NAT BLIVER DET SOMMER
REDNINGSKLAR
PIA LARSEN REDUX
JOYRIDE
+ + +
ALLE HAR EN DRØM AT BEFRI
LANGEBRO
NORDLYS
+ + +
VERDENSMESTRE
SIDSTE SANG FOR OS
Dream pop
Her kommer strygernes blide fald og det tunge, bløde backbeat. Françoise Hardy’s ‘La Bilancia Dell’Amore’, hendes italienske 1968-version af London-bandet Nirvana’s single ‘Tiny Goddess’ er måske den allerbedste af dem alle? Vi bilder os ind, der muligvis er lidt mere velgørende reverb på dette mix, end på hendes egen fransksprogede version. En mere nænsom start på denne nye grå uge er svær at forestille sig…
En klassisk debutsingle
Og en mesterligt jordrystende livefremførelse af den på fransk TV…
Rockin’ ‘n’ reelin’ in Auckland, New Zealand…
En TV-reklame for R.E.M.’s koncert dags dato 1995 i Auckland, New Zealand på Monster-touren. Noget af en heftig Monster-setliste de heldige på Western Springs Stadium fik sig:
What’s the Frequency, Kenneth?
Circus Envy
Crush With Eyeliner
Turn You Inside-Out
Try Not to Breathe
Me in Honey
You
Orange Crush
Revolution
Tongue
Near Wild Heaven
I Don’t Sleep, I Dream
Country Feedback
Man on the Moon
Losing My Religion
I Took Your Name
Pop Song 89
Finest Worksong
Get Up
Star 69
+ + +
Let Me In
Everybody Hurts
Bang and Blame
Drive
It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine)
Top-10 i singler med D
Denne lørdag høres her musikartister begyndende med D. Så årets nye vane tro en top-10 fra 7’er-kasserne med favoritsingler indenfor weekendens bogstav. Ligesom sidste C-weekend har der været smertelige frafald under udvælgelsen…
01. Neil Diamond – Solitary Man
02. Dead Kennedys – Holiday In Cambodia
03. Dion – Born To Cry
04. Dexy’s Midnight Runners – Geno
05. Devo – Mongoloid
06. Depeche Mode – Never Let Me Down Again
07. Jacques Dutronc – Il Est Cinq Heures, Paris S’Éveille
08. The Damned – New Rose
09. Desmond Dekker – The Israelites
10. Deutsch Amerikanische Freundschaft – Kebab Träume
Samtidig, et sted i Tyskland
(fra https://www.presseportal.de/blaulicht/pm/108747/3827350)
Rachid Taha synger Topper Headon m.fl.
En overraskende live-udgave med løsnet slips og blød hat af en sang, som den plagede, men meget musikalske trommeslager Topper Headon skabte til Combat Rock. Er der nogen arabiskkyndige her, som kan hjælpe os med Tahas tekst?
Rachid Taha mødte i øvrigt The Clash i deres storhedstid. I The Guardian kunne man i 2007 læse at
The French-Algerian singer Rachid Taha has a story about the first time he met the Clash. It was September 1981, and Taha bumped into all four members of the band just before they were due to play at the Théâtre Mogador in Paris. Taha gave them a copy of a demo tape by his band, Carte de Séjour (Residence Permit), an outfit from Lyon who combined Algerian rai with funk and punk rock.
“They looked interested,” remembers Taha, “but when they didn’t get in touch, I thought nothing of it. Then, a few months later, I heard Rock the Casbah.” He cackles mischievously. “Maybe they did hear it after all.”
Mark Lanegan synger Chelsea Wolfe
Originalen er endnu bedre, men det her er sgu også fint. Sjældent har Lanegan brugt så lys stemme som i omkvædet…
Hit the North!
To enkeltstående januarshows for Jens Unmack, der torsdag aften spiller til Northern Winter Beat i AALBORG. Fredag aften gælder det Cold Hawaii, mere præcist Hanstholm Madbar i HANSTHOLM.
Drink the long draught for big priest…
For det fortjener han, eneren Mark E. Smith, der døde i dag. Og lad os lige nye et stykke af hans vilde Fall-musik i al dens tværgående fuckfingervælde. Her ‘New Big Prinz’ fra I Am Kurious Oranj (1988)…
Farvel, Mark E.
I dag mistede vi Mark E. Smith, sanger og sangskriver i The Fall – et band, der var fast inventar i John Peels programmer på BBC. Mark E. Smith blev 60. Jeg var aldrig så stor en fan af ham, men indflydelsen fra Engelsk Rocks Sure Mand er uomtvistelig og må anerkendes hos senere, næsten lige så sure engelske bands. Hvor ville f.eks. The Arctic Monkeys eller Sleaford Mods være, hvis ikke det havde været for Mark E. Smith? Æret være hans minde.
Rush and a push and the band is ours
Classically Smiths er forbi. Et af de vel korteste – og mest ynkelige – kupforøg i Manchester’s rockhistorie ligger allerede nu, kun få dage efter sin fødsel, i ruiner. Begyndte ellers lovende Twitter-mystisk i weekenden med posteringer af navnene ‘Rourke – Joyce – Gannon’ på sort baggrund. Det var hverken logoet på et nyt advokat- eller bedemandsfirma, men derimod forvarslet om, at The Smiths’ tidligere bassist, trommeslager samt tour-guitarist mandag offentliggjorde planer om kommende koncerter som Classically Smiths, hvor de sammen med et kammerensemble fra Manchester, samt nogle til nu aldrig navngivne vokalister, ville turnere med The Smiths-sangkataloget. Rourke og Joyce udtalte i en pressemeddelelse hvor fantastisk de mente det hele ville kunne blive. Og tre The Smiths-sange fra den kommende setliste blev endda nævnt. Men ak, ikke mange timer skulle gå mandag inden bassist Rourke kom på banen og undsagde sig projektet, som han pludselig aldrig havde forpligtet sig til, eller sagt noget til referat i pressen omkring. Iøvrigt var han meget såret over, alt dette svig og bedrag skulle ramme ham samme uge, som hans nære veninde Dolores o’Riordan fra Cranberries pludselig var gået bort. Tirsdag eftermiddag meddelte trommeslager Joyce så via Facebook, han efter grundige overvejelser fandt en videre deltagelse i projektet ville føles forkert uden Rourke. Og ikke mange timer senere kastede tour-guitarist Gannon naturligvis også håndklædet i ringen. Kupforsøget var således faldet og The Smiths-navnet kunne atter indtage sin til nu 31-årige venteposition på den dag, hvis nogensinde, dets egentlige indehavere skulle få lyst at skrive historie under det igen…