Den messende stemmes pågående monotoni er ikke til at tage fejl af. Lawrence, sanger/sangskriver i – og diktatorisk leder af – Felt, et af firsernes top-excentriske og vel mest lytteværdige engelske indiebands, siden aktiv i først idiosynkratiske Denim, så de udflagrende men stærkt konceptuelle Go-Kart Mozart, er tilbage. Det sker på denne nye Go-Kart Mozart-single, forløber for albummet Mozart’s Mini Mart, der udsendes 23 februar, samme dag som Cherry Red udgiver remastrede versioner af de første fem Felt-albums. Den nye single?! Lyder slet ikke så lidt som amerikanske MGMT, erklærede fans og beundrere af Lawrence, der med udtalt bitterhed aldrig har accepteret, han ikke blev popstjerne. Som manden, der engang fyrede en trommeslager for at have krøllet hår, udtrykker det, så behøver han ikke at være økonomisk tvunget til at køre i undergrundstog med almindelige mennesker for at skrive bedre sange. ‘When You’re Depressed’ er derfor muligvis en temmelig ligefor sangtitel for Lawrence, der selv har kæmpet med mental issues, stoffer og hjemløshed de senere år…

Dette er mit første indkøb af ny musik i 2018. Måske er det ikke stor kunst – eller måske er det det netop, for “Mainland” med australske Rolling Blackouts Coastal Fever [hvilket navn!] er et på én gang helt ligetil og velskåret rocknummer, der på en god måde sender tankerne tilbage til en lyd fra de tidligere 1980’er, som så ofte bliver hyldet på denne blog.

For hver Joy Division, Siouxsie & The Banshees, The Cure, Echo & The Bunnymen, Bauhaus, you name them, som spillede sig ud af de lange overfrakker og ind i varmen, var der et utal af pladeudgivende postpunkbands, som ikke klarede cuttet og hverken fandt det publikum eller den opmærksomhed, der blev arbejdet så hårdt for. Tag nu bare The Sound, der havde sig en lige-ved-og-næsten-karriere som labelmates til Echo & The Bunnymen på pladeselskabet Korova. Mange lovord i den engelske presse, og nogle lovende albums – ikke mindst From the Lions Mouth, The Sounds’ andet album – der måske ville have fået en bedre skæbne, var sanger Adrian Borland & co. kommet oppe fra Factory-land nordpå og ikke uhippe Sydlondon, som virkeligheden var. The Sound udsendte fem albums fra 1980 til 1987, hvorefter de gik i opløsning. Hovedkraft Adrian Borland påbegyndte en mindre bemærket solokarriere, som fik et brat punktum, da han i 1999 tog sit eget liv. Her The Sound med åbningsnummeret fra 1980-debutalbummet Jeopardy. Angst og popmusik gik naturligt hånd i hånd dengang…

To Smiths-classics skrevet 2. januar 1984 i New York City…

Hør hvordan, hvorfor og hvorledes her:

For hver Joy Division, Siouxsie & The Banshees, The Cure, Echo & The Bunnymen, Bauhaus, you name them, som spillede sig ud af de lange overfrakker og ind i varmen, var der et utal af pladeudgivende postpunkbands, som ikke klarede cuttet og hverken fandt det publikum eller den opmærksomhed, der blev arbejdet så hårdt for. Tag nu bare belgiske The Names, der udsendte plader i start-80’erne på hipsterlabels som Les Disques du Crepescule, Factory Benelux og endda en enkelt Martin Hannett-produceret single – ‘Nightshift’ (1981)- på det rigtige Facory. Her slet ikke uefne ‘The Light’ fra deres debutalbum Swimming (1982)…

Transvision Vamp. Bare bandnavnet lød af b-film og søgt modernitet. Som en slags britisk plastik-Blondie skød de frem og fik sig et par letvægts bubblegum-hits, inden hele konceptet hurtigt smagte for anstrengt og ufriskt. Transvision Vamp’s korte karriere blev næsten udelukkende båret af anti-sangerinde Wendy James’ sans for flirten med kameraet og en trashy udstråling, der nærmest syntes…ægte. Men hvad havde set et musikalsk slet ikke uinteressant soloalbum komme fra hende efter bandopløsningen?! Elvis Costello skrev sangene, flere af dem med sin daværende ex-Pogues-kæreste Cat O’Riordan, og albummet Now Ain’t the Time for Your Tears (1993) passede godt ind i sin popsamtid, hvor unge navne som Suede, Auteurs, Elastica, Denim og Saint Etienne tegnede den nye britiske virkelighed. Her albummets 2. single, ‘London’s Brilliant’, en Costello/O’Riordan-komposition, der tekstligt er én stor hyldest til storbyen London i almindelighed og The Clash i særdeleshed. Det sidste giver stor mening, da ‘London’s Brilliant’ musikalsk er bygget helt utilsløret på The Only Band That Matters‘ egen ‘Clash City Rockers’. Wendy James, der bliver 52 i dag, er stadig musikalsk aktiv og usendte senest sit tredje soloalbum The Price of the Ticket for to år siden. En udgivelse der fik mest opmærksomhed på grund af et meget afklædt Wendy James-coverbillede, men som mere fortjener omtale for sin absolutte stjernebesætning, der udgøres af Lenny Kaye (Patti Smith), Glen Matlock (Sex Pistols), James Sclavunos (Nick Cave & The Bad Seeds), James Williamson (The Stooges/Iggy Pop) og James McKay (Roxy Music). Dette drømmehold når dog aldrig de skiftevis sårbare og cocky højder på Now Ain’t the Time for Your Tears. Hvorfra London stadig stråler ufortrødent…

…London’s brilliant when it’s raining
Everbody’s moaning and complaining
London’s dismal and divine
And I know one day, one day… one day, one day
It’s going to be…
London’s brilliant!

Årets tredje weekend er landet, og med den er det for en aften blevet tid til at høre plader med sangere, sangerinder, projekter og bands, hvis navne begynder med C. Ligesom sidste uge derfor her en personlig top-10 med C-artister fra singlesamlingen . En enkelt regel er stadig, at en artist kun må være repræsenteret af én single, hvilket igen falder praktisk i aften, hvor måske The Clash ellers nemt kunne løbe med det hele. Skulle nogen have lyst, tid og mulighed for en lignende top-10, så post den gerne her under kommentarer. Det har været et benhårdt C-felt her, med adskillige røde kort der gør ondt. Her the classified single results…

01. The Clash – London Calling
02. James Carr – The Dark End Of The Street
03. Elvis Costello – Oliver’s Army
04. Carpenters – Superstar
05. Leonard Cohen – Memories
06. John Cale – Dying On The Vine
07. Chicory Tip – Good Grief Christina
08. The Cure – Jumping Someone Else’s Train
09. Arthur Conley – Sweet Soul Music
10. The Church – Reptile

‘Good Grief Christina’ fra 1973 med engelske Chicory Tip købte jeg i Fona på gågaden i Viborg da jeg var ni. Aldrig noget cool band var eller blev de, men jeg syntes altid den sang kunne noget specielt Følte derfor en større æresoprejsning, da jeg for år siden læste, Morrissey og Johnny Marr engang i starten af The Smiths lånte en bil og kørte helt til Huddersfield for at købe et eksemplar af singlen, de havde opstøvet. Større bliver det vel næppe. Hverken for Chicory Tip eller mig.

Med sin vokale verdensklassepragt valgte Billy MacKenzie naturligvis at optræde nedbarberet og helt tæt på publikum med et til lejligheden sammensat semi-klassisk band, da Associates i december 1984 spillede en aften på jazzklubben Ronnie Scott’s i Soho, London. Hør og se ham på den aften drible igennem Associates-singlen ‘Breakfast’ uden en eneste bekymring i verden, men kun med den stemme. Den stemme…

Bandet er engelske Editors. Den nye single hedder ‘Magazine‘. Albummet der udkommer 9. marts bærer titlen Violence. Så enkelt er det.

Eller måske ikke. 27. april 1979 udsender David Bowie Lodger-forløberen ‘Boys Keep Swinging’ på single. Et fandenivoldsk ekspressivt nummer, hvor Bowie og hans band bytter instrumenter, banker en strålende poplarm op og uden tøven kører den i grøften. Ikke mange uger efter debuterer den skotske Dundee-duo The Associates på deres eget dertil nystartede Double Hip-label med en cover af selvsamme ‘Boys Keep Swinging’. Men hvor Bowie-originalen løber frit og ud all over the place, lokker Associates deres version ind i et lille lukket rum, klæder den af, giver spændetrøje på, holder tæt. Altsammen med en smag af stærkt uforløst. Og så den stemme. Den stemme…