Verden må ikke glemme Associates. Billy MacKenzie og Alan Rankine mødtes i deres skotske Dundee i 1976 og begyndte at spille sammen. I 1979 tog de navnet Associates og udsendte som debutsingle – kun seks uger efter originalen – besynderligt deres skeleterede version af David Bowie’s Boys Keep Swinging. Debutalbummet The Affectionate Punch kon året efter og fremviste et surrealistisk postpunkband med hang til arty ekskursioner ud i det musikalsk uvisse, ofte baseret på keyboardspiller Rankine’s på én gang kaotiske og catchy kompositioner. Men Associates’ fremmeste og forreste kendetegn var dog MacKenzie’s usædvanlige stemmepragt, der jaget af kriblende rastløshed flugtede mod himlen og kastede sig i dybet, som det mest naturlige i verden. En række bemærkelsesværdige eksperimenterende indie-singler fulgte inden hovedværket Sulk så dagens lys i foråret 1982, og takket være den usandsynlige hitsingle ‘Party Fears Two’ for en stund gjorde Associates til usandsynlige Top of the Pops/Smash Hits-popstjerner. Men da havde Rankine allerede fået mere end nok af MacKenzie’s krævende personlighed og var skredet. Excentriske Billy, the boy that Santa Claus forgot, fortsatte alene som Associates med dalende succes. Hans stemme kunne ingen tage fra ham, men savnet af Rankine’s overlegent særprægede, positivt skizofrene og eventyrlystne musik blev mærkbart i nogle efterhånden alt for 80’er-sterile produktioner. I Danmark blev det dog til en fantastisk optræden på Roskilde i midt-80’erne, hvor MacKenzie iført sin klassiske beret charmede en hel festival til at falde for ham og hans besynderlige whereabouts på scenen. Billy MacKenzie tog i 1997 sit eget liv i Auchterhouse, tæt på hjembyen Dundee, kun 39 år gammel. Her er han på hollandsk TV i 1982. Som kan ses er der allerede her ingen Alan Rankine på det keyboard, der istedet bestyres af den bjergtagende Martha Ladley (fra canadiske Martha & The Muffins). Men den stemme altså, den stemme…
Endnu en underspillet og meget fin ensomhedssang fra svenske Kalle J. ‘Pizzeria’ blev udsendt i december, tillagt dette passende trøstesløse promoklip af pizzeriaer i Skallberget og Gideonsberg, begge nordlige højhusforstæder i hjembyen Västerås. Der kommer gode ting af at føle sig udenfor og længes efter noget…
I aftes på scenen i National Concert Hall i Dublin blev The Pogues’ livstørstige Shane MacGowan’s nylige 60-års fødselsdag fejret med en hyldestkoncert af de større, hvor det meste af hvad der kan kravle og gå inden for irsk musik var kaldt sammen. Bono sang ‘Rainy Night In Soho’, Sinead O’Connor ‘You’re The One’, skotske Bobby Gillespie gav ‘A Pair Of Brown Eyes’, Jesse Malin var der på scenen, Libertines’ Carl Barat, Catatonia’s Ceryl Matthews, Sex Pistol Glen Matlock, Blondie’s Clem Burke, Damien Dempsey, Imelda May og det meste af The Pogues blandt mange andre ligeså. Shane’s gamle ven Nick Cave rundede aftenens gæstesolistparade af med ‘Summer In Siam’, hvorunder Shane selv blev kørt ind på scenen i rullestol – temmelig worse for wear, som det så rammende hedder på engelsk – for at synge med…
Ved så godt som intet om svenske Kalle J fra Västerås, der i fredags udsendte denne single, forløber for hans til februar kommende debutalbum Aros Catering. Men hvad gør det, når det dog høres så klart i hans tonesprog og på hans guitar, han må være vild med Johnny Marr og The Smiths?!
Cyril Regis, en flamboyant tredjedel af West Bromwich Albion’s berygtede The Three Degrees-trio, er gået bort, 59 år gammel. Tak for alle Tipslørdagene, Cyrille – det var mægtigt.
14. januar 1977. Gad vide hvilke andre albums udkom den dag? Queen’s A Day at the Races toppede albumlisten, snart at blive efterfulgt af Abba’s Arrival, mens den britiske single-top-10 var befolket af navne som David Soul, Johnny Mathis, Abba, Showaddywaddy, 10CC, Julie Covington, Tina Charles, Mike Oldfield og Smokie. I det sikre musikalske landskab må David Bowie’s ordknappe og fragmenterede opfølger til Station to Station (1976) have lydt fantastisk anderledes og…fremmed. Anmeldelserne var en blandet affære. Tættest på at ramme Low‘s sublime eftermæle kom New York Times, med denne sammenfatning: “Once Mr. Bowie’s fans overcome their initial shock at his latest change in direction, they may realize that he’s made one of the finest disks of his career”. Et album, der som “Heroes” var delt op i to meget forskellige halvdele af henholdsvis sang- og lydlandskaber, hvoraf specielt indtagelsen af de dystre sidstnævnte må have sat hans mange af Bowie’s teenagefans på hårdt hjemmearbejde. Her Stanley Dorfman’s enkle promoklip til ‘Be My Wife’, albummets anden single efter ‘Sound And Vision’. Gespenstet Bowie, der levede udelukkende af mælk, kokain og rød peber i Californien, har tydeligvis endnu ikke været længe nok i Berlin til, at han igen er begyndt at se helt menneskelig ud, men det kommer snart…
Startede det nye år med et løfte om en aften hver weekend at spille fysiske vinylplader med artister fra kun ét forløbende bogstav i alfabetet. For ligesom at komme rundt i pladesamlingen og give nogle af de lidt mere yderlige bands og artister i ens musik-dna muligheden også at blive hørt. Startede sidste weekend med A, og kom igennem en bunke forskellige ting, ikke mindst 7’er-singler, hvor bl.a. Anisette sang ‘River Deep, Mountain High’, Althea & Donna ‘Uptown Top Ranking’, Alphaville ‘Forever Young’, Associates ‘Party Fears Two’, The Adverts ‘One Chord Wonders’ og A-ha deres fænomenale ‘The Sun Always Shines On TV’. Ansporet af specielt de 7’ere er jeg nu gået i single-mode igen og har denne aften begået en top-10 af singler med B-artister fra singlekasserne. En regel er at en artist kun må være repræsenteret af én single, hvilket er praktisk f.eks. i dag, hvor +30 David Bowie-singler nemt kunne komme til at fylde mere end godt er på en top-10-liste. Skulle nogen have lyst, tid og mulighed for en lignende top-10, så post den gerne under kommentarer…
01. David Bowie – Helden 02. Blondie – X Offender 03. Babyshambles – Delivery 04. Bonnie & The Treasures – Home Of The Brave 05. Jacques Brel – Amsterdam 06. Kate Bush – This Woman’s Work 07. Before – Sister Culture 08. Buzzcocks – Love You More 09. Blue Oyster Cult – Don’t Fear The Reaper 10. The B-52’s – Rock Lobster
Grå lørdage i vinterhalvåret giver her næsten altid positivt minder om regnfulde 70’er-lørdage i vesttyske byer. Så der er kun én ting at gøre i dag: Vi kører nu. Bilen får enten være en Saab, en Volvo, en VW eller en Mercedes. Der er dug på ruderne, vinduesviskerne hvisker, motoren brummer trygt. Bilradioen tændes, lidt statisk knitrende, dog så klart, synger David Bowie. Og her kommer nutiden til hjælp. For den kan også gøre ham levende for øjnene. Et klip fra 1975, hvor Bowie gæster Cher’s amerikanske TV-show. De synger duet på hans så udsøgte plastic soul-ballade ‘Can You Hear Me’ fra Young Americans. Cher er helt væk, entertainer-optaget af at synge note-perfect og se rigtig ud. Men Bowie, jeg sværger, det er umuligt at se ham levere den sang og ikke føle, han dér, fra et californsk TV-studie i 1975, helt bevidst synger direkte frem i tiden til dette nu. Vi ser naturligvis ham, men han ser også os, lige her, på denne weekend i starten af 2018. Så rent og stærkt kommunikerer han. Enjoy!
Sverige vågner til musikåret 2018 med udgivelsen i dag af vinyl-EP’en Oss Er Allt fra Luleå’s ungdomsforpinte Hurula. Her dens kradse hovednummer kaldet ‘Varje Ensam Natt’…
Fra Sydlondon kommer det hypede og håbefulde unge band Shame, der i dag, hverken umærket af The Edge’s meget tidlige guitarspil eller Sleaford Mods’ indædte råbevokal, udsender debutalbummet Songs of Praise…
Vestberlinske Blixa Bargeld, kendt først gennem uforglemmelige Einstürzende Neubauten, siden ikke mindre for sit bærende medlemsskab af Nick Cave & The Bad Seeds, fylder 58 i dag. Her er han omkring 1998 som absolut kompetent og ikke-dilettantisk sanger sammen med Nick The Stripper…
Hvis nogen udenforstående må have lyst til at lære Blixa lidt bedre at kende, er her et tysk TV-portræt af ham…
