I forgårs markerede vi her David Bowie’s fødselsdag, og i dag er det så to år siden han gik bort. Alle de mærkedage, alle de stjerner; nogle væk, andre lyslevende. Chokket omkring Bowie’s død var jo decideret enormt, da meddelelsen om den kom kun tre dage efter udgivelsen af Blackstar. Albummet havde da allerede opnået voldsomt meget anmelderros og var blevet købt/hørt af så mange af os, lykkelige som taknemmelige over, at Bowie igen var virksom iblandt os efter det pludselige The Next Day-comeback tre år tidligere. Beskeden om Bowie’s død kom mandag, tirsdag rejste jeg til Liverpool, hvor hans ansigt var på forsiden af samtlige aviser, og hvor det var umuligt at bevæge sig rundt uden konstant at støde på hans musik i gader, i butikker og på barer. Det stod meget klart, det var en af de helt store betydningsfulde engelske national treasures, de havde mistet derovre. Husker at stå i en stor pladebutik, hvor de langede Bowie-vinyler og -CD’s over disken, som var det varmt brød. Hvad det jo netop var, og stadig er. For den tidsløse kvalitet er netop kendetegnet ved så mange af mandens store albums. Den meget anderledes udgave af ‘Heroes’ her ovenfor findes dog ikke på plade, men er derimod fra Top of the Pops, oktober 1977, hvor Bowie rejste rundt i Europa og lavede promotion for sit nye “Heroes”-album. Her er hvad Bowie-ekspert/forfatter Roger Griffin skriver om det specielle klip og den så anderledes lyd på hele sangen:

On the 20th of October 1977, Top of the Pops featured Bowie performing “Heroes“, the last of a series of performances of the new single on television. He’d completed work on the album in Berlin, and as mixing continued in Montreux, Bowie flew to UK in September. He appeared on Marc Bolan’s show and Bing Crosby’s Christmas Special (UK) then in October, L’altra Domenica and Odeon (Italy), Pop Shop (Netherlands) and Les Rendez-vous du Dimanche (France). Perhaps nonplussed by the variety of setups for those performances, Bowie arranged with “Heroes” producer Tony Visconti to assemble a small group to make a pre-recorded backing tape for Bowie’s first Top of the Pops appearance in five years. The day before the broadcast, Bowie arrived in London and headed straight to Visconti’s Good Earth studios in Soho for the recording session with Visconti, pianist Sean Mayes and guitarist Ricky Gardiner. Mayes’ band Fumble had opened for Bowie and the Spiders back in 1972. “I’d heard nothing from him for five years,” Mayes told David Currie. “Then out of the blue came a phone call to do “Heroes” for Top of the Pops”. Ricky Gardiner had played guitar on Low, Lust For Life and Iggy’s 1977 tour. “I was asked to reproduce Robert Fripp’s line,” he told Stephen Dalton in 2001. “I did not realise at the time that he had used an E Bow. I did my best using feedback alone. As we went through the song, my amplifier started dying. As the song finished, so did the amp.” Bowie then taped his appearance at the BBC studios, accompanied by the new backing track, before heading back to Soho with Visconti for a drink. The next day, Bowie told the Melody Maker at the Dorchester Hotel that this unprecedented amount of promotion was “to prove my belief in the album. Both Low and “Heroes” have been met with confused reactions. That was to be expected, of course. But I didn’t promote Low at all, and some people thought my heart wasn’t in it.”

Først teenage-popstjerne med storladne tåretårne af popsange i The Walker Brothers, dernæst soloartist med speciale i regnfulde, mørkt strygerbårne efterårsrequiems og luksuriøse Jacques Brel-fortolkninger, så en uforløst genforening af The Walker Brothers, mod den senere – og siden – grænseafsøgende voksenartist for de meget få, på musikalsk rejse langt fra noget så banalt som omkvæd og konventionelle melodier. Ja, Scott Walker, der i dag runder 75, har været vidt omkring; fra en omflakkende opvækst rundt i amerikanske provinser til popstjerneårne i England, over et senere bopælsophold i København – hvor Scott havde dansk kæreste i Lyngby, fik en datter og hver uge dukkede op i Bristol Music Center på Strøget for at tjekke nye plader – mod de senere mange år, hvor hans kompromisløse tilgang til musik står beundret af mange, men hørt af langt færre, hvilket helt sikkert ikke har bekymret den sky og kompromisløse amerikaner stort. Tillykke herfra med en smukt tilbagelænet gennemkørsel af Scott Walker’s definitive version fra 1968 af Tim Hardin’s ‘Black Sheep Boy’…

8. januar, 1935 bliver Elvis Presley født i Tupelo, Mississippi. 8. januar 1947, den dag Elvis Presley fylder 12, kommer David Bowie til verden i Brixton, London, England. 8. januar 1964, den dag Elvis ude i Hollywood bliver 29 og David Bowie uskyldige men verdensopvakte 17, fødes Webmaster Pastor nordenfjords oppe i Jylland. 8. januar 2013, den dag David Bowie ud af ingenting overrasker os alle med sin store comeback-single ‘Where Are We Now’, er Elvis allerede fjern historie og Webmaster Pastor forlængst et fuldvoksent menneske med arbejde, familie og det hele. Det er den flimrende livsrejse, her fanget af Bowie’s observerende øjne, ‘Where Are We Now’ stiller skarpt på: Tiden der tager os med, forandrer alting, og ofte giver os et bittersødt men sært afklaret blik på det hele i sit altid hektisk fremadhvirvlende bakspejl. Stort tillykke med fødselsdagen i dag til Webmaster Pastor.

En juridisk twist udspiller sig lige nu mellem Lana Del Rey og Radiohead. Oxford-bandet mener at Del Rey’s sang ‘Get Free’ – fra sidste sommers Lust for Life – er mere end bare lidt inspireret af deres egen ‘Creep’. Del Rey har indrømmet en vis tilfældig lighed og derfor tilbudt Thom Yorke & co. 40% af hendes indtægter på sangen. Men Radiohead vil ikke acceptere nogetsomhelst under de 100. ‘Creep’ udkom i 1992 og var dengang selv midtpunkt i et kontrovers, da Manchester’s The Hollies indgik et forlig med Radiohead om deling af royalties, da ‘Creep’ havde seriøse ligheder med deres egen ‘The Air That I Breathe’ (1972). Her Lana Del Rey’s sang, der godtnok ligger meget tæt på ‘Creep’…

Selv ye-ye-starlets kan ikke lyse verden op for evigt. Farvel og tak til France Gall, der er taget afsted…

Husk, fejr og nyd!

2018 er allerede sulten efter ny musik. I går udsendte skotske Simple Minds, der for længe, længe siden havde det hele og lidt til, en ny single, desværre så blodfattig og tam, der ikke var nogen grund til at bringe den her. Anderledes med amerikanske MGMT, der i dag udsender endnu et nyt, spraglet, bevidst ufokuseret, drømmende track fra duoens kommende album…

Og hvilket undervurderet album det dækker over. Lød akavet påtrængende og underligt uplacerbar i sin samtid da det udkom, men er vokset lige siden; R.E.M.’s orange støjkrabat Monster fra 1995