Jamen, hvis The Velvet Underground på 1967-debutalbummet (med den Andy Warhol-ikoniske peel-off-banan på coveret) hvade skiftet Nico ud med Françoise Hardy, ville de have lydt præcis sådan her…

Ja, må atter tilstå cheat. For på den weekendsugentlige bogstavs-top-10 over favoritsingler i egen samling lægges denne uge igen to bogstaver sammen. Fordi jeg har så relativt få singler med både artist-forbogstavet G – og ligeså med H – at de næsten allesammen vil komme med, ialfald når jeg kun må have en af mange Gasolin- og ditto Human League-singler med, som reglerne befaler. Det gode er at listen igen bliver langt bedre af sammensmeltningen her og ender med at komme på plads efter smertelige fravalg, hvilket nok er essensen af dette game. Her weekendens top-10 i favoritsingler med G/H…

01. Richard Hell & The Voidoids – Blank Generation
02. The Gun Club – Sex Beat
03. Håkan Hellström – Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg
04. Gasolin’ – Refrainet Er Frit
05. Human League – The Sound Of The Crowd
06. Françoise Hardy – Je Ne Sais Pas Ce Que Je Veux
07. Bobby Hebb – Love Love Love
08. Gang Of Four – Damaged Goods
09. Roy Green – Let ‘Em Come
10. The Go-Betweens – Streets Of Your Town

Miami Stevie Van Zandt har netop tweetet dette interessante take på rollefordelingen indenfor punk rock:

The Ramones played the role of the Beatles for the Punk Generation. The Pistols and Clash were the Stones and Kinks.

Ja, sådan kaldte producer Quincy Jones forleden The Beatles. Udfra den betragtning, altså at The Fab Four spillede SÅ talentløst ringe, var det vel egentlig en ret ok karriere de fik skabt sig. Her et af deres mange vel – undskyld, Quincy! -absolut godkendte numre, skrevet af John Lennon og i dette regi fremført i Liverpool’s anglikanske katedral af Echo and the Bunnymen. Mon ikke også Quincy ville kunne sige et og andet negativt om deres evner?!

Oppe fra skotske Dundee her igen et møde med duoen The Associates, bestående af multiinstrumentalist Alan Rankine og helium-euforist/forsanger Billy Mackenzie. Stadig uforståeligt hvordan de med en så vanskelig, eksalteret og genneminsisterende ekcentrisk popmusik lykkedes bestige hitlister. Og hvad har vi så her? En John Peel-radiosession til hans BBC-program, indspillet på kun én dag i London, april 1981. På disse fem numre høres Assiociates så vilde, skarpe, offensive og berusede af egen musikalske himmelfærd, som de nogensinde kunne blive inden drømmen bristede og Rankine forlod bandet i ’82. Specielt de to første sange – ‘It’s Better This Way’ og ‘Nude Spoons’ – oser anarkistisk sublimitet og stiller de allerede kendte versioner fra Associates’ mesterlige popalbum Sulk (1982) alvorligt i skyggen. Så gode er de. Og så binder salig John Peel’s beroligende stemme endda disse fem optagelser sammen på dette YouTube-link – what’s not to like?! Skru højt op, nyd svimmelheden, enjoy!

For hver Joy Division, Siouxsie & The Banshees, The Cure, Echo & The Bunnymen, Bauhaus, you name them, som spillede sig ud af de lange overfrakker og ind i varmen, var der et utal af pladeudgivende postpunkbands, som ikke klarede cuttet og hverken fandt det publikum eller den opmærksomhed, der blev arbejdet så hårdt for. Tag nu bare London-bandet The Only Ones, der, trods en lille række glimrende plader fra sidste halvdel af 70’erne til den øjensynligt uundgåelige opløsning i 1982, er mest kendt for sin uheldige og ultimativt ødelæggende alliance med hårde stoffer. The Only Ones’ retrospektive claim to fame er vel singlen ‘Another Girl, Another Planet’ (1978), en god eksponent for bandets egentlig ret traditionelle, Lou Reed-tro new wave-rock, og en drugrelateret sang, både The Replacements og Babyshambles siden har sat en ære i at spille live. Men det er ikke The Only Ones’ singler men derimod deres tre studiealbums som står allerstærkest. Udgivelsen man IMHO først bør opsøge er dunkeltmelodiske Even Serpents Shine (1979), den svære men sublime toer, der i både stærk sangskrivning og ditto stemningsladet spil står perfekt afrundet. Forsanger Peter Perrett topper her med den slags bitter-romantiske tabersange, der også sidste år skulle gøre hans overraskende vellykkede solo-comeback How the West Was Won til så intim og givende en affære. Fra Even Serpents Shine her åbningssangen ‘From Here To Eternity’…

Eller Salford, Manchester synger Muswell Hill, Nordlondon. Havde The Fall’s Beggars Banquet-singleopsamling kørende i aftes, og blev ret genforelsket i deres 1988-version af The Kinks’ klassiske ‘Victoria’, hvor originalen faktisk overgåes i engelsk idiosynkrasi. Mark E. Smith lyder ialfald som om han har det betydeligt sjovere med sangen og dens legesyge, ærkebritiske fortælling, end ophavsmand Ray Davies oprindeligt havde det. Promovideoen er stilistisk et barn af sin samtid, men alligevel slet ikke uden overlevende charme…

Long ago life was clean
Sex was bad, called obscene
And the rich were so mean
Stately homes for the Lords
Croquet lawns, village greens
Victoria was my queen
Victoria, Victoria, Victoria, ‘toria

I was born, lucky me
In a land that I love
Though I am poor, I am free
When I grow I shall fight
For this land I shall die
Let her sun never set
Victoria, Victoria, Victoria, ‘toria
Victoria, Victoria, Victoria, ‘toria

Land of hope and gloria
Land of my Victoria
Land of hope and gloria
Land of my Victoria
Victoria, ‘toria
Victoria, Victoria, Victoria, ‘toria

Canada to India
Australia to Cornwall
Singapore to Hong Kong
From the West to the East
From to the rich to the poor
Victoria loved them all
Victoria, Victoria, Victoria, ‘toria
Victoria, Victoria, Victoria

© Ray Davies/The Kinks

Quincy Jones om The Beatles, fra et nyt Vulture-interview:

– They were the worst musicians in the world. They were no-playing motherfuckers. Paul was the worst bass player I ever heard. And Ringo? Don’t even talk about it. I remember once we were in the studio with George Martin, and Ringo had taken three hours for a four-bar thing he was trying to fix on a song. He couldn’t get it. We said, ‘Mate, why don’t you get some lager and lime, some shepherd’s pie, and take an hour-and-a-half and relax a little bit.’ Ronnie Verrell came in for 15 minutes and tore it up. Ringo comes back and says, ‘George, can you play it back for me one more time?’ So George did, and Ringo says, “That didn’t sound so bad.” And I said, ‘Yeah, motherfucker because it ain’t you.’ Great guy, though.

I USA, Canada, England, Skotland, Finland, Polen, Serbien, Sydafrika, Argentina, Brasilien, Costa Rica, Mexico, Japan, Australien, samt på Island og denne blog fejres i dag den fjerde International Clash Day – rock your casbah!

Iggy and the Stooges’ skelsættende Raw Power blev udsendt dags dato for 45 år siden. Et epokegørende heftigt album, der lød som eksploderende napalm dengang og ikke er blevet venligere siden. Dette skyldes nok ikke mindst David Bowie’s alt andet end hifi-orienterede mix, med sylespidse James Williamson-guitar og distortet take-it-or-leave-it Iggy-vokal skruet langt op i rødt. Svært at forestille sig punk rock-eksplosionen tre år senere uden denne protopunk-plade som mentor, anti-æstetisk guide og indfører i rockens mest nihilistiske outsidersindelag. Her det magesløse titelnummer, der åbner albummets anden side…

Mark E. Smith er blevet behørigt hyldet i den engelske presse efter sin død for to uger siden. Naturligvis med fokus på den kompromisløse personlighed og særegne nordengelske karakter, der gennem talløse The Fall-udgivelser gennem årene ufortrødent har rantet og råbt beske sandheder efter samfundet, menneskene, hverdagen, ja, livet. At denne veritable salt’n’vinegar-mand også havde sine blødere og mere fintfølende øjeblikke betvivles vel af de fleste, men The Fall’s så fint introspektive ‘Edinburgh Man’ fra 1991, hvor Mark E. Smith sænker parader og næsten viser en Pete Doherty’sk følsomhed i sine ord, fortæller noget andet. ‘Soft cunts’, ville Mark E. Smith utvivlsomt have spyttet harmdirrende ud, havde ethver andet band end The Fall skrevet, indspillet og udsendt dette nummer…

It’s springtime but I still miss the streets at dawn
And in the morning walking your bridges home
As I sit and stare at all of England’s souls
I tell you something
I wish I was in Edinburgh…

PS – Det kommer os for øre, at Mark E. Smith netop i dag er blevet begravet i Manchester. Hvil i fred!

Ja, hvem var mon make up-artist på dette photoshoot for New York City-elektropunksensationen Suicide på The Bowery?

Her er et nyt nummer med Dusted, der er et band startet af Brian Borcherdt fra det canadiske ensemble Holy Fuck. Dusted er dog stilistisk meget anderledes; “Backwoods Ritual” er en enkel guitar-pop-sang. Til april 2018 kommer der et helt album med Dusted.