To bogstaver igen på denne top-10-liste over favorit-vinyl-7’ere i egen samling. Fordi vi er omkring marginaliserede bogstaver uden voldsom artistrepræsentation, så det højner niveau at slå dem sammen. Herfra weekendens top-10 i favoritsingler med I/J…
01. Iggy Pop – Lust For Life
02. Joy Division – Transmission
03. The Jam – When You’re Young
04. Ike & Tina Turner – River Deep, Mountain High
05. Josef K – Chance Meeting
06. Chuck Jackson – I Will Never Turn My Back On You
07. Paul Jones – I’ve Been A Bad, Bad Boy
08. Imperiet – Var E’ Vargen
09. The Jolly Brothers – Conscious Man
10. Indochine – L’ Aventurier
Prins Henriks bortgang har givet os carte blanche til uden undskyldninger, at kunne drukne denne ellers så republikanske side i det bedste af det bedste fra hans hjemland Frankrig. I 1966 udsendte Françoise Hardy sin fransksprogede version af spaghettiwestern-maestro Ennio Morricone’s italienske pophit ‘Se Telefonando’, udgivet oprindeligt samme år i Støvlelandet af popsangerinden Mina. Morricone’s sang er speciel i og med den kun indeholder ét vers og én bro, der efter kun 49 sekunders spilletid leder ud i det første af hele otte gentagne men kontinuerligt transponerede omkvæd, som varer og løfter hele sangen ud. Melodien der synges henover disse omkvæd har de samme tre gentagne toner, som Morricone efter sigende fik inspirationen til fra lyden af politibilernes sirener i Marseille, hvilket jo giver sangen et vist moralsk fransk ejerskab. Mina’s original er dramatisk alt-på-et-brædt-overspillet italiensk, fantastisk arrangeret/produceret af Morricone og uden stor tvivl den definitive, men Françoise er Françoise, så vi tager her hendes, der til gengæld står mere elegant, diskret sørgmodig og alt andet end ligegyldig…
Nu vi snakker Nick Cave and the Bad Seeds, så blev hans Skeleton Tree-show i København i efteråret dokumenteret og har til april premiere som koncertfilm i udvalgte biografer verden over…
Valentine’s Day minder om her, det allerede må være fem år siden Nick Cave & The Bad Seeds spillede tre europæiske shows i henholdsvis London, Paris og Berlin, som optakt til udgivelse af mesterpladen Push the Sky Away 18. marts. Med til disse shows i patinafyldte gamle teatersale var et velfriseret børnekor, samt en større strygersektion. Var selv til showet i Berlin 13. februar, hvor Admiralspalast på Friedrichstrasse dannede perfekt ramme om Cave’s kronologiske og premiereheftige opførelse af det kommende album, samt et par håndfulde træfsikre klassikere. Her ‘Jubilee Street’ i optagelse fra den berlinske aften…
Jeg var en måned med mine forældre og min søster i vestfranske Bretagne i 1973. Købte der The Osmonds’ glam rock-stjælende ‘Crazy Horses’ på single og en rørstrømsk, storladen fransk/luxembourgsk-grand prix-single med Anne Marie David. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg have droppet de to plastik-indkøb og istedet være gået efter noget regulært fransk guld. Som f.eks. Françoise Hardy, der lige dét år fik sit store comeback med det Michel Berger-producerede album Message Personnel. Her i lyd og levende billeder titelnummeret derfra, hvis akkord-progression lyder som noget vel kun ligeså franske Air kunne have skrevet så mange år senere. Tidens flugt drypper sørgmodighed fra denne sang, det selvom Françoise Hardy stadig kun er 29 på optagelsen…
Vi vil gerne sende et ydmygt men stort tak ud til jer, som den seneste uge har bidraget aktivt til at løfte med på denne sides driftsomkostninger og fortsatte kommercielle uafhængighed – tak!
Man må godt både synes, at franskmænd ikke kan spille rockmusik, samt at følgende sang med Serge Gainsbourg fra 1966 alligevel er bedårende fantastisk. For Gainsbourg-pladerne fra de år, der oftest i arrangementer, produktion og udførelse oser af selvbevidst klasse, blev for langt det meste til i England ved hjælp af britiske arrangører, musikere og korsangere. Således også beat-eksplosionen ‘Qui Est “In”, Qui Est “Out”‘, der blev indspillet under direction musicale af Arthur Greenslade i Fontana Studios, London i december 1965…
Gæt hvem der lige nu er i tjekkiske Prag for at indspille strygere til sit nye album?! Nemlig: The Moldau Drowners (AKA The London Suede). Sidste album var et overraskende stærkt form-comeback, så der er mere end bare spinkelt håb…
12. februar 1976 spiller Sex Pistols sin 9. koncert nogensinde, som opvarmning til pub rock-bandet Eddie & The Hot Rods på London-klubben The Marquee i Wardour Street, Soho. Få dage efter kan de mange læsere af New Musical Express for første gang stifte bekendtskab med kaosbandet og den spirende engelske punkkultur gennem denne korte men velskrevne anmeldelse af Neil Spencer.
