New York City fylder i medier og tanker sådan en 11. september. Her Wigan, Lancashire’s Richard Ashcroft med den pulserende, nærmest berusede kærlighedssang han skrev til den mægtige by året før tårnene faldt…
Introducing…The Spitfires!
Morrissey’s musik i 1990’erne er tydeligvis ikke glemt, hvilket høres på den nye single fra Watford-bandet The Spitfires. Slet ikke en negativ kritik omkring ‘I’ll Never’, blot en umiddelbar konstatering…
Imens i London…
Looking good; Suede-artwork på billboard I London i aftes.
Musikken der tager os
Det er denne uge allerede blevet et år siden Thåström udsendte ‘Solen I Den Vänstra’ som forløber for sit kommende album. Svært nu som da at forestille sig en mere velpassende sang som ledsager til disse sidste dage af brugt sommer og opbrud på vej. Thåström tog naturligvis sangen med ud på scenerne, da han turnerede sin plade i vinter. Men det var først senere på sommerens opfølgningstour, da guitarist Christian Kjellvander i arrangementet skiftede fra diskret ledsagende akustisk til mere nervesitrende elektrisk, at den endelig fik sit helt eget frie levende liv og kunne indfri løfterne fra denne så velsatte pladeudgave…
…Som en varm famn du glömt bort
Som en väg du bara råkat ta en kväll
Som något du knappt ens vågat drömt om
Du får tro mig om du vill…
Hvad er familie?
Da jeg var teenager hørte jeg Baxter Dury’s far en hel del, og Baxter var endda selv med på frontcoveret af Ian Dury’s centrale album New Boots and Panties!! (1977). Så da faren var død for tidligt og Baxter pludselig dukkede op i musik med sin egen, havde jeg en vis form for naturlig beskyttertrang over for ham, og har således fulgt hans karriere på afstand. Måske derfor er det en glæde, når Baxter Dury rammer den rent på dagens nye single i sit specielle mix af electrobanger-musik og spoken word-excentricitet. Tænker hans far ville være stolt over at høre det her nummer fra sin søn…
John Maus
Man kan vælge at lave en visuelt frastødende promovideo som spændingfelt til et harmonisk lindrende nummer. Fontaines D.C. tog den vej sidste år, som også amerikanske John Maus tager i dag med sin nye single…
En amerikansk klassiker?
Lust for Life, Iggy Pop’s andet soloalbum, udkom 9. september 1977. At tale om en amerikansk klassiker er måske lidt misvisende i dette tilfælde, hvor pladen i så stor grad bærer bræg af den europæiske by (Vestberlin), den blev skrevet og indspillet i, samt af den englænder (David Bowie), der producerede og skrev hovedparten af albummets så vitalt lydende musik. Her sidste nummer på side 1 fremført live i 2016 under den korte lyksaglige Europa-forårstour, hvor Iggy Pop turnerede Lust for Life, The Idiot (1977) og da helt nye Post Pop Depression med sit Josh Homme-styrede bedste backingband ever…
Tame Impala
Noget ny musik er som skabt til at køre alene i bil og lade sig farve med. Denne nye Tame Impala-single’s fintunede indie-disco giver den smag for asfalt og tanker uden ord, mens verden paraderer blødt forbi…
I see a ship in the harbour…
Det er mandag med Matt Berninger, der i fredags besøgte Vega i København med sit nye soloalbum på setlisten, der blandt sine ekstranumre også talte The National-sangerens eget livtag med New Order’s ‘Blue Monday’…
Love bites
‘Ever Fallen In Love (With Someone You Shouldn’t’ve’ udsendes som Buzzcocks’ femte single 8. september 1978…
Pete Shelley: “The song dates back to November 1977. We were on a roll. It was only six months since we’d finished the first album. Up in Manchester this was what we used to dream of… a whirlwind of tours, interviews, TV. We were living the life. One night in Edinburgh we were in a guest house TV lounge watching the musical Guys and Dolls. This line leaped out – ‘Have you ever fallen in love with someone you shouldn’t have?’ The next day the van stopped outside a post office and I wrote the lyrics there. I did have a certain person in mind, but I’ll save that for my kiss’n’tell. The music just seemed to follow, fully formed.”
Sweet pain
Lou Reed har sandelig ikke levet forgæves på den nye Insecure Men-single. Delfinerne svømmer et sted derude i en verden, der kun føles bedre med musik i som Saul Adamczewski’s her…
Introducing…Transportna!
Transportna er et ukrainsk band, som pt. holder til i Litauen. Det er alt og det er nok. Her et nummer der kun har ligget tre uger på YouTube. Titlen ‘Холодні Cтіни’ skal betyde ‘kolde vægge’, hvilket lyder ret sandsynligt…
Balladen om Suede
Det har stået så klart lige siden første gang man hørte debutalbummets afslutningssang ‘The Next Life’, eller tidlige single-B-sider som ‘The Big Time’ eller ‘The Living Dead’, Suede mestrer den svære disciplin at lave prægnante ballader med drama og schwung. Vel løber bandets jordskælvende rockere som oftest med opmærksomheden, men hele tiden bliver der i diskografien lagt nye stærke kapitler til de mere lavmælt intime sange, hvor Brett A kommer helt tæt på. Lyt nu f.eks. bare til ‘June Rain’ fra gårsdagens nye album, som godt nok skyder raketter af undervejs, men i sin grundsubstans er en ballade…
Lyden af Suede og sommeren der gik
Antidepressants ankommet til verden i dag. Umiddelbart indtryk fortæller som ventet om en glidende forlængelse af seneste Suede-albums kontante og sortskinnende stil, det i en Anderson-opdateret 2025-version af postpunk som vi lærte at omfavne den fra Psychedelic Furs, Bauhaus, Banshees og alle de andre. Alle sammen musik som guitarist Richard Oakes efter sigende er meget på. Her en umiddelbar favorit fra anden lytning…
GBG-charmøren med de lange fingre
Håkan Hellström er ude med en ny single i dag, og som det hurtigt blev med ham, så tænkes der som lytter instinktivt, hvor man helt konkret lige har hørt den melodilinje eller de tekstbidder før. Nu er der jo heldigvis intet galt i at låne i popmusik, hvor Hellström er blevet berygtet som elegant mestertyv, fordi han har vist sig så dygtig til at få noget selvstændigt og personligt ud af sit bytte.
Der skal naturligvis ikke gå mange sekunder af dagens nye ‘Svindlande Höjder’ før alarmklokker ringer, musikpolitiets blå blink bliver tændt og Håkan Hellström sin vane tro føres bort i imaginære håndjern. I 2002 udsendte Ulf Lundell dobbeltalbummet Club Zebra. Dets højdepunkt er den næsten 15 minutter lange sansning af et titelnummer herunder, som åbner pladen. Mon ikke også Hellström og hans partner in crime Björn Olsson sætter pris på det stykke musik?