Nej, vi må ikke glemme Thåström denne weekend, der er den sidste på hans sommertour for Somliga Av Oss. I aften kan han således opleves på forlystelsesparken Liseberg i Göteborg. I mange svenske byer er Thåström på gennemrejse når han optræder, men forholdet til storbyen GBG er naturligvis noget andet og personligt tættere, så det er en optimal by at se ham i; aftener med endnu mere på spil end vanligt. Har erfaret at mindst én person som besøger denne side er tilstede under pariserhjulet i Liseberg, så måske vi får en rapport fra ham senere, om sommerens set og aftenens form lever op til forventningerne? Indtil måske da kan Thåström herunder ses og høres med sit gamle Ossler/Rockis-band fra et tidligere besøg i Göteborg. Vi er på Filmstudion i 2015, hvor Thåström spiller to aftener i træk. Sangen der gives er aftenens tredje ekstranummer, en sag fra Imperiets tidlige dage…
Punk-fødselsdagene er kommet hurtigt og tæt her sidst i august. I dag fylder Hugh Cornwell, The Stranglers’ tidligere sanger og guitarist, år. Her synger han for på ‘Bear Cage’, en af non-album-singlerne fra da Guildford-bandet brød med punk-lyden og gik sine egne veje med en musik, der stadig ikke minder om noget andet. Så tillykke til Cornwell, der senest var her i landet i 2023 med sit soloband til en dobbeltkoncert med The Undertones. Og The Stranglers? De fungerer stadig som band, nu med Jean-Jacques Burnel som eneste oprindelige medlem…
Hvis Southpaw Grammar var en drink, måtte det være en kold negroni; bitter, dog perlende frisk. Denne sides favorit blandt Morrissey’s soloplader fylder 30 i dag. Begik Manchester-martyren og det bedste band han fik sig nogensinde en bedre full-on rockplade? Den hårdtslående salve af skarpe numre på Southpaw Grammar, rammet ind på hver sin side af dels det svimmelt-truende mareridt ‘The Teachers Are Afraid of the Pupils’, dels den musikalsk rensende outsider-walkaway ‘Southpaw’, siger nej.
Ny single fra lige nu hyperproduktive Elias Rønnenfelt, som med dette udspil signalerer nyt album, Speak Daggers, der udkommer til oktober. En stærk periode Iceage-sangeren har gang i, al den rastløse energi forløst i musik, det er smukt. Men hvad er det der sker tilsidst; årets mest radikale fade eller…?
Suede udsender Antidepressants lige om lidt i september, så i aftes var der tilhænger-koncert på lille The Clore Ballroom syd for Waterloo Bridge i London, hvor hele det nye album blev præsenteret. Her aftenens setliste…
Den oprindelige Sex Pistols-bassist og -sangskriver Glen Matlock fylder år i dag. Matlock blev fyret fra bandet allerede i februar 1977 – led punken sin første død da tegneserietragedien Sid Vicious kom med i stedet? – så selvom han på Never Mind the Bollocks er krediteret for alle pånær ét nummer (‘Holidays In The Sun’), så er det kun førstesinglen ‘Anarchy In The UK’ han spiller med på. Her dens B-side med den ultimative punktitel ‘I Wanna Be Me’, sikke et nummer! Hurra for Matlock, der, udover de seneste år at have været stand-in-bassist i Blondie, netop har spillet europæiske sommershows med Sex Pistols-revivalbandet, hvor Frank Carter afløser John Lydon…
Der er mange veje i livet. Før bandet fik succes tjente The Stranglers’ nu afdøde trommeslager Jet Black tjente bl.a. sine penge ved at eje en flåde af isbiler. En af dem blev iøvrigt brugt som bandbus på en tidlig tour. Det er Jet’s fødselsdag i dag, så her hans hypnotiske trommer på ‘Golden Brown’ i valium-slow motion sammen med resten af sangen. Det er den slags besynderlige uventede gaver YouTube er som skabt til…
Nu skal vi omsider have noget country igen. Her er “Billionaire”; titelnummeret fra hendes nye album der udkom for få dage siden. Jason Isbell har været med til at producere, og han spiller med. Det er Shelby Lynne forresten også.
50 år i dag siden Bruce Springsteen spillede sig selv ud af skyggen med udgivelsen af Born to Run. Det var her han smed den åbenlyse Dylan-beundring, der havde præget hans to første albums, og blev sig selv i en musik, der formår samtidig at være vital kulsort og dødromantisk. Her er det en liveversion af BtR‘s åbningsnummer, en ubesværet masterclass i medrivende amerikansk historiefortælling…
Før R.E.M. brillerede så diskret med debutalbummet Murmur (1983) trænede man først sine specielle tricks på Hibtone-singlen ‘Radio Free Europe’ og 12″er-EP’en Chronic Town. Sidstnævnte blev udgivet 24. august 1982 og indeholdt fem numre, der stil- og lydmæssigt ligeså godt kunne være fra Murmur, så forunderligt egenartede og skarptskårne står de. Det senere R.E.M. fik – og har – et stort publikum, men det helt tidlige bands musik er stadig noget af en hemmelighed for de fleste. Her er det Chronic Town‘s hæsblæsende tredje nummer…
There’s a secret, stigma, reaping wheel Diminish, a carnival of sorts Chronic town, poster torn, reaping wheel Stranger, stranger to these parts
Gentlemen don’t get caught, cages under cage Gentlemen don’t get caught
Box cars are pulling out of town Box cars are pulling out of town Box cars are pulling out of town…
Nu er det 50 år siden, Born To Run så dagens lys, og i den anledning udgiver Sony Music et outtake fra albummet, nemlig “Lonely Night In The Park”.
På den ene side har nummeret har den tidstypiske lyd fra det album, det kunne have været med på, og det er interessant omsider at høre “Lonely Night In The Park” i en officiel udgave. På den anden side synes jeg ikke, sangen som sang betragtet er så vellykket som dem, der er at finde på Born To Run. Netop her vil jeg mene, at Bruce Springsteen valgte rigtigt ved ikke at tage den med på albummet.
Intet besøg anden aften på scenen i asfaltindelukket i Snösätra – så tæt på Rågsved’s gamle punk-centrum Oasen – af gamle Ebba Grön-medlemmer, som der pænt urealistisk var blevet udtrykt forhåbninger om på forhånd. Til gengæld Titiyo og dermed tilføjelsen af fornøjelsen ‘Papperstunga Vugger’. Også godt.
Det var første aften tilbage på den gamle hjemmebane i Rågsved. Regnen væltede ned, kun 9 grader på termometeret, regulært usle forhold. Men så er der heldigvis musik, som kan levere glødende varme. Her er det fra aftenen ‘Old Point Bar’, hvor ikke mindst den nye guitarist Christian Kjellvander viser sit enorme værd…