Har været lidt på observation efter den her australske single på det lokale independent-label Citadel fra 1985 i noget tid, og faldt så pludselig over den, tilfældigt som sådan noget ofte er. Afbrændt Sydney-musik, fra en anden og mere uskyldig tid, der stadig virker. Det der gør det for mig her er nok klaveret, specielt da resten af nummeret sejler væk og det bliver stående alene tilbage, de spinkle men insisterende toner i akkord-rundgangens egen logik…

Fra YouTube: “Reminds me of driving around Adelaide in my ex’s car … I was really intensely happy … you don’t appreciate things when you’re young … can’t go back … lyrics appropriate.”

Fra YouTube: “What a classic!!! Sydney in the eighties. Money was unimportant, rent was cheap, beer was cheap and there was a thousand bands to see. You couldn’t have been in a better place on earth.”

Fra YouTube: “God, I used to listen to this over and over and over and over and over”

Fra YouTube: “bought this 45 when it came out and its one of my most treasured records,my kids have to bury me with it.”

Musik kan.

Anede slet ikke de fandtes længere, så noget af en overraskelse at denne formiddag byder ikke blot på en levende ny single fra New Zealand’s Crowded House, men også et helt nyt album ved navn Gravity Stairs fra Neil Finn og co…

“One of the most superior articulations of ‘rock’ form in living memory…”, skrev NME’s Barney Hoskins om Heaven Up Here, Echo and the Bunnymen’s andet album, der udkom 30. maj 1981. Voldsomme ord der næsten kun kan sidde som en møllesten om halsen på langt de fleste udgivelser, men ikke denne. Her albummets åbningssang i al sin spændstige ubesværethed…

Der er sunday mornin’ comin’ down udover hele Nick Cave and the Bad Seeds’ nye single, hvor en nær-symfonisk dommedagsmusik ledsager Prædikanten og objektet for hans opmærsomhed hjem gennem en trøstesløs regn…

Rockmusik med konkret modtager på? Sjældent i dag, men ikke i 1977, hvor den engelske punk-generation for alvor begynder at udkomme på vinyl, ofte via 7″er-singler, der som medie synes perfekt til punkens korte, koncise form. Dags dato i 77 udsender London’s Sex Pistols således sin anden single, et kulørt frontalangreb på det britiske monarki, der netop det år går over sine bredder i en massiv selvfejring af Dronning Elisabeth’s 25 år på tronen. Sangen der først er gået under navnet ‘No Future ‘er nu ude på plade som ‘God Save The Queen’. England er næsten i oprør over denne uhørte tilsvining af det allerhelligste man har derovre; BBC forbyder straks enhver afspilning af singlen, flere store butikskæder nægter at sælge den, sanger Johnny Rotten overfaldes en sen aften udenfor en pub af en flok royalister med barberknive, ja, der flyder Sex Pistols-blod. Og selve sangen? I dag lyder den først og fremmest som et stærkt, stærkt stykke popmusik med noget på hjerte…

En af mine teenage-års store engelske punk-helte fylder 66 år i dag. For længe siden sang han vredt ovenpå pågående, enkel musik, at det er de unge der kender verden og ved hvad den virkelig handler om. I fredags udsendte den yderst produktive Modfather så endnu et nyt album, der byder på alt fra jazz-influeret soul til skæve akkorder ovenpå motorik-trommer fra grænseområdet til krautrockland. Alt sammen noget man kun kan beundre ham for at have udviklet sig til at lave, men her dagens fødselar Paul Weller med noget musik som jeg anderledes elskede og levede for dengang The Jam – sammen med The Clash – styrede England. Hvad er det egentlig sangere med lukkede øjne ser for sig mens de synger?

Catskills, New York-outsiderne The Felice Brothers, der er kendt for høj aktivitet, både hvad angår pladeudgivelser og koncerter, udsender til juni albummet Valley of Abandoned Stars, en samling af nyere sange og demoer som af forskellige årsager ikke har fundet vej til deres egentlige plader. At dømme efter følgende forløber skal The Felice Brothers vist lytte bedre efter i fremtiden, før de igen risikerer at kassere så melodisk stærk en sang som nu denne…

November 1973: New York Dolls besøger for første gang London og optræder på BBC’s The Old Grey Whistle Test. En 14-årig Morrissey ser med på TV oppe fra Manchester og er forandret for altid. Mange af de engelske punkbands, der tre-fire år senere skyder frem, nævner ligeledes New York Dolls’ show her som noget af det der har sendt dem afsted mod selv at lave musik. Og ja, de i England så punk-centrale Sex Pistols læner sig tungt op ad både New York Dolls’ lyd og musikalske tilgang, samt ligeså deres heroin-guitarist Johnny Thunders’ snartkommende The Heartbreakers. Uanset hvad så er ‘Jet Boy’ fra debutalbummet her et udsøgt stykke råt New York City-rocknroll…