
Efteråret vil byde på denne Unmack-solotour. Billetter netop til salg: https://pdh.dk/tour/unmack

Efteråret vil byde på denne Unmack-solotour. Billetter netop til salg: https://pdh.dk/tour/unmack
Portishead-stemmen Beth Gibbons udsendte soloalbummet Lives Outgrown i fredags. At der også er stor musik i hende på egne ben kan ingen vel længere betvivle ovenpå Out of Season-pladen for år tilbage. Her er Gibbons optaget i BBC-studierne i Maida Vale forleden med sit store og uhyre velspillende band. Hvad er det egentlig sangere med lukkede øjne ser for sig mens de synger?
Du finder dig selv langt oppe på et nyt årtusinde, i en konstant hektisk trafik af informationer, friktion og lydforurening. Men erindringen – du ved ikke længere om den er en velsignelse eller det modsatte – kræver også sin sin plads og sender dig til stadighed små referencepunkter fra det, du engang kom fra og som skød dig afsted. Små stik der gør virkelig godt, men også lidt ondt, på en og samme tid…

Ved annonceringen i mandags af den kommende Thåström-tour kom det frem, at den elektriske guitar i bandet nu overtages af Christian Kjellvander, en nyhed der bragte positiv respons fra Thåström-tilhængere i Sverige. Her kender vi perifert Kjellvander fra de to tidligere bands Loosegoats og Songs of Soil, men en hurtig søgning viste at Kjellvander siden har haft en omfattende solokarriere i eget navn og med eget band. Så nu Kjellvander skal spille med Thåström føltes det i Malmö i lørdags påtrængende at købe hans nyeste soloalbum – sidste års Hold Your Love Still – for at blive klogere på hvad han bringer.
Hold Your Love Still lander en yderst positiv oplevelse, bydende på en alvorsklædt, smukdyster americana-rock – Christian Kjellvander voksede til sit 15. år op i Seattle, Washington – med billedeskabende tekster i et smagfuldt, groundet lydlandskab. Kjellvander’s evner som diskret guitarist er åbenlyse, hans sangstemme ligger i et mørkt register, der omslutter dens rugende musik perfekt. Det skal nok blive godt og slå gnister mellem Thåström og Kjellvander. Her en stærk smagsprøve fra albummet…

Et billede fra 1961, til en koncert i Aldershot, sydvest for London. 18 mennesker dukkede op. Musikerne kom fra Nordengland, og dette var deres første optræden så langt sydpå, så langt fra Liverpool.


Og det også Simple Minds, der fra 1979 og tre-fire år frem skal frembringe nogle blandt de stærkeste plader på den britiske postpunk-scene. Men to år tidligere pladedebuterer fire af de fem fra Glasgow-bandet (alle undtagen bassist Derek Forbes) på det lille London-pladeselskab Chiswick Records under navnet Johnny and the Self Abusers med denne veloplagte punk rock-single. Jim Kerr synger her under kunstnernavnet Pripton Weird, Mick McNeil hedder Sid Syphilis, mens guitarist Charlie Burchill kalder sig Charlie Argue…
Ian Curtis’ dødsdag i dag. Så her Joy Division i september 1979 med deres berømte liveoptræden med den på det tidspunkt endnu ikke udsendte single ‘Transmission’ på BBC 2’s musikprogram Something Else. En alvorlig, intens ung mand, vores Ian, intet galt i det, tværtimod…

Lykken er: Faldt i Malmö City i morges over en engelsk Ramones-single med et længselskæntrende favoritnummer fra Leave Home (1977). Joey Ramone har på dette tidlige tidspunkt en stemme, der virkelig kan styre et stort popnummer sikkert i havn…
I dag for 11 år siden udsendte Daft Punk deres Random Access Memories, dobbeltalbummet der red en jordskredssejr hjem på verdenshittet ‘Get Lucky’, men heldigvis ville og kunne så meget mere end det. RAM indeholdt en række udsøgte samarbejder med en række vidt forskellige artister, som Daft Punk elegant formåede at sætte i scene, så de fremstod mere som ikoniske udgaver af sig selv end blot egentlige samarbejdspartnere. Random Access Memories fremstod med sine ødsle arrangementer og finkalibrerede luksusproduktioner som et pop-mesterværk fra en forlængst tabt fortid, fra dengang pladebranchen gladeligt satsede millioner på teknisk overlegne studieproduktioner. Måske det var derfor dette album var en af de første nyudgivelser, jeg havde lyst til og købte på vinyl efter mange år væk på CD-mediet. Det føltes ekstravagant pludselig at kunne komme hjem igen med en firkantet plastikpose med en stor vinylplade i. Den slags kan man blive afhængig af, og det blev jeg som så mange andre. Her et af favoritnumrene fra RAM, sangen ‘Touch’ der, selvom den er sunget af den amerikanske sangskriver Paul Williams, konstant og hjerteskærende igen og igen får mig til at tænke på Pet Shop Boys…
Snart kommer de nye datoer for LS’s kommende sommerdates officielt op her på siden. Men den første er allerede i dag kl. 16.30 på Lavukstock på Østerbro i København. Vi ser frem!

Vi markerer her 17. maj, Norges nationaldag, med Bergens nye Kristi Brud og deres heftige knytnæve af en debutsingle…
Efter lang tids fravær er The Raveonettes tilbage denne fredag med en ny single, en forløber for det kommende cover-album med titlen The Raveonettes Sing…, intet mindre. Her er det Gram Parson og Emmylou Harris’ klassiske ‘Return Of The Grievous Angel’ fra 1974, der indhylles i Raveonettes’ luftspejlings-glitrende sølvstøv…

Ovenstående tour er blevet sat til salg i morges. Det kommende efterår vil derfor byde på et nyt Thåström-album. Andet nyt? Jo, bandet på touren er det samme som senest, undtaget at Christian Kjellvander afløser Eddie Nyström på elektrisk guitar.
Brian Eno’s fødselsdag i dag som undskyldning for at bringe dette stærke nummer, vi her først hørte via Bauhaus’ punkede cover på bagsiden af deres ‘Ziggy Stardust’-single for længe siden i 1982…
Eller også har vi bare mere af den mellem hænderne. Hvis du i 1980 kunne konstatere at en plade var udsendt for 29 år siden, ja, så var den kommet fire år før Elvis gik ind i Sun Studio en aften i Memphis, Tennessee og opfandt rocknroll, intet mindre, altså en helt anden præhistorisk verden. Nu er alt anderledes. I går markeredes her på siden at det var 42 år siden The Clash udsendte sit sidste album, og det føltes om ikke lige som i går, så dog klart inden for den begrebs- og kulturverden, vi stadig er omfattet af. Her så Radiohead, et band vi lyttede meget til nede i 90’erne, ja, der er er næsten noget trygt omsluttende over bare lyden af Thom Yorke’s sørgmodige stemme. I dag er det 29 år siden Radiohead udsendte ‘Fake Plastic Trees’ på single. Faraway, so close…