Nick Drake var 2 år yngre end George Best. Mon de nogensinde mødte hinanden? Jeg tvivler. Men også Nick Drake døde den 25. november – i dag for 31 år siden, i en alder af 26 år og på grund af forkert doseret antidepressiv medicin.

Et af Nick Drakes albums hed forresten Pink Moon.

Netop i dag er det 29 år siden, The Band spillede deres afskedskoncert, dokumenteret i Martin Scorseses film The Last Waltz.. Samtidig er det præcis 9 år siden, Crowded House gav deres definitivt sidste koncert – med Paul Hester og Tim Finn tilbage i bandet for en stund. Paul Hester døde på tragisk vis i marts i år.

På føromtalte Bright Eyes-liveplade “Motion Sickness” findes nedenstående sang, en kommentar til det amerikanske enevælde, der patruljerer verden derude. I den forbindelse skal ikke glemmes, at Danmark stadigvæk deltager aktivt i den FN-ulovlige krig i Irak, hvis “militære intervention” nu – ifølge iraqbodycount.org – minimum har 27.000 civile liv på samvittigheden. Hjælpeorganistationer mener det tabstal skal ganges med 5-6 for at ramme virkelighed. Oven i det er så indtil videre 2000 unge uniformsklædte amerikanere blevet fløjet hjem i bodybags. Hvor mange tusinde soldater fra hjemlandet der er gået tabt findes ingen tal på. Noget af en frihed irakerne har fået sig…

WHEN THE PRESIDENT TALKS TO GOD

When the president talks to God
Are the conversations brief or long?
Does he ask to rape our women’s’ rights
And send poor farm kids off to die?
Does God suggest an oil hike
When the president talks to God?

When the president talks to God
Are the consonants all hard or soft?
Is he resolute all down the line?
Is every issue black or white?
Does what God say ever change his mind
When the president talks to God?

When the president talks to God
Does he fake that drawl or merely nod?
Agree which convicts should be killed?
Where prisons should be built and filled?
Which voter fraud must be concealed
When the president talks to God?

When the president talks to God
I wonder which one plays the better cop
We should find some jobs. the ghetto’s broke
No, they’re lazy, George, I say we don’t
Just give ’em more liquor stores and dirty coke
That’s what God recommends

When the president talks to God
Do they drink near beer and go play golf
While they pick which countries to invade
Which Muslim souls still can be saved?
I guess god just calls a spade a spade
When the president talks to God

When the president talks to God
Does he ever think that maybe he’s not?
That that voice is just inside his head
When he kneels next to the presidential bed
Does he ever smell his own bullshit
When the president talks to God?

I doubt it
I doubt it

© Conor Oberst

Forleden udsendte Wilco en fremragende liveplade, “Kicking Television”. Og skulle det ikke være levende post-americana nok, er Bright Eyes nu også ude på den bane med koncertudgivelsen “Motion Sickness”. Optaget på verdenstouren i år, indeholder den sange fra hele deres hurtige karriere, ikke mindst fra seneste udgivelse – og mesterværk! – “I’m Wide Awake, It’s Morning”, hvis bedste sang “Lua” dog desværre ikke er med. Den er så istedet repræsenteret i ord her nedenunder. Pastoren vil sikkert kun sige negative ting , men mig, jeg synes det er ren verdenslitteratur…

LUA

I know that it is freezing, but I think we have to walk
I keep waving at the taxi’s, they keep turning their lights off
But Julie knows a party at some actors West side loft
Supplies are endless in the evening, by the morning they’ll be gone

When everything is lonely I can be my own best friend
I’ll get a coffee and the paper, have my own conversations
I see the sidewalk and the pigeons and my window reflection
The mask I polish in the evening, by the morning looks like shit

And I know you have a heavy heart, I can feel it when we kiss
So many men stronger then me have thrown their backs out, trying to lift it
But me I’m not a gamble, you can count on me to split
The love I sell you in the evening, by the morning won’t exist

You’re looking skinny like a model with your eyes all painted black
Just keep going to the bathroom, always say you’ll be right back
Well, it takes one to know and kid, I think you’ve got it bad
But what’s so easy in the evening, by the morning’s such a drag

I got a flask inside my pocket, we can share it on the train
And if you promise to stay conscious I will try and do the same
We may die from medication, but we sure killed all the pain
What was normal in the evening, by the morning seems insane

And I’m not sure what the trouble was, that started all of this
The reasons all have run away, but the feeling never did
It’s not something I would recommend, but it is one way to live
Cause what is simple in the moonlight, by the morning never is

And what’s so simple in the moonlight, now it’s so complicated
And what’s so simple in the moonlight, so simple in the moonlight
So simple in the moonlight…

© Conor Oberst

Hørte først Joakim Thåström i Ebba Grön, Sverige’s udtryksfulde punkband, der med sange som målsøgende “Staten & Kapitalet” slog hul igennem for en ny generation. I 80’erne var han med i Imperiet, der med dramatisk, personpolitisk rockmusik blev hinsidan, hvad Gasolin’ havde været i DK; dét folkelige orkester med mening, man samledes om. 90’erne så Thåström i kamp med netop den problematik, flygtende fra en kändis-tilværelse i Sverige, han selv følte sig kvalt af. Først til Amsterdam, derefter til København, hvor han siden har opholdt sig.

Efter en række sværtfordøjelige og engelsksprogede trods-udgivelser med gidsel-teknobandet Peace Love & Pitbulls, var Thåström omkring årtusindeskiftet atter klar til i eget navn at synge på modersmålet igen. “Det är ni som e dom konstiga, det är jag som e normal” blev en tilbagevenden til en guitarbåret rockmusik, der måske bedst kan karakteriseres som en voksen og meget tungere udgave af Ebba Grön. Sjælden stor succés i Sverige blev resultatet både for den og for efterfølgeren “Mannen som blev en gris”, der begge her i landet brillerede med kun at sælge omkring 300 eksemplarer. Så Thåström kunne fortsat gå i fred på Vesterbro.

Derfra har han skrevet materialet til “Skebokvarnsv. 209”, den nye plade der udkom i Sverige i tirsdags. Væk er nu de tonstunge guitarer, de fabrikskværnende trommer, den desperate sang. Erstattet af et lavmælt, enkelt lydbillede, hvor klaver, akustisk guitar og Thåströms så specielt udtryksfulde stemme ligger centralt. I en svensk avis stod der forleden helt forkert, at dette er hans “Murder Ballads”-plade. Hvis vi endelig skal ind i den terminologi, er “Skebokvarnsv. 209” snarere hans “Boatman’s Call”. Den blanding af lavmælt resignation og kiggen sig over skulderen, som Nick Cave dér bedriver, findes i rigt mål også her.

“Skebokvarnsv. 209” er adressen på det boligkompleks i Stockholm-forstaden Rågsved, hvor Thåström voksede op. Og mange af de nye tekster opleves som breve fra en tid, da Thåström fandt sig selv i verden der. Han fortæller om is på fodboldbaner, når det var vinter, og om højhuse der stod. Han fortæller om sin vistnok venneløse far, som var “främling overalt”, som altid skulle vise sin pistol frem når han havde drukket, som ikke talte meget, som “måske bare drømte om at lange tog skulle tage ham langt, langt bort”. Og han beretter om hvordan Ebba Grön mødtes i Rågsved for at skrige og “stå forrest når hele lortet sagde bang-bang-bang”, først hed The Haters, drak medicin med terpentin-smag, indspillede den første single – 1500 kr for 500 eksemplarer! – der skulle forandre alting.

Og han skriver også om nu og her. Om en voksen Joakim Thåström, der “aldrig har gjort nogen kvinde glad”. Om Gun Club’s Jeffrey Lee Pierce, der synger blues som ingen andre. Og han synger selv om København på pladen; om Vesterbro, om Sønder Boulevard, om Sort Sol, “der sang for alle dem der var som os”, om Ole Jastrau, om Dan Turéll, om barerne, om månen over byen, der er den smukkeste han ved. Utroligt, midt i den så hypede “danske bølge”, at der skal en svensker til at synge så levende og indfølt om vores hovedstad!

Universal Records viser indtil videre ikke levende tegn på at udsende “Skebokvarnsv. 209” i DK, hvilket med ovenstående i mente er forkert. Godt at musikkøb på nettet er opfundet – disse 11 “tilståelelsesbreve” er investering værd!