Hørte først Joakim Thåström i Ebba Grön, Sverige’s udtryksfulde punkband, der med sange som målsøgende “Staten & Kapitalet” slog hul igennem for en ny generation. I 80’erne var han med i Imperiet, der med dramatisk, personpolitisk rockmusik blev hinsidan, hvad Gasolin’ havde været i DK; dét folkelige orkester med mening, man samledes om. 90’erne så Thåström i kamp med netop den problematik, flygtende fra en kändis-tilværelse i Sverige, han selv følte sig kvalt af. Først til Amsterdam, derefter til København, hvor han siden har opholdt sig.

Efter en række sværtfordøjelige og engelsksprogede trods-udgivelser med gidsel-teknobandet Peace Love & Pitbulls, var Thåström omkring årtusindeskiftet atter klar til i eget navn at synge på modersmålet igen. “Det är ni som e dom konstiga, det är jag som e normal” blev en tilbagevenden til en guitarbåret rockmusik, der måske bedst kan karakteriseres som en voksen og meget tungere udgave af Ebba Grön. Sjælden stor succés i Sverige blev resultatet både for den og for efterfølgeren “Mannen som blev en gris”, der begge her i landet brillerede med kun at sælge omkring 300 eksemplarer. Så Thåström kunne fortsat gå i fred på Vesterbro.

Derfra har han skrevet materialet til “Skebokvarnsv. 209”, den nye plade der udkom i Sverige i tirsdags. Væk er nu de tonstunge guitarer, de fabrikskværnende trommer, den desperate sang. Erstattet af et lavmælt, enkelt lydbillede, hvor klaver, akustisk guitar og Thåströms så specielt udtryksfulde stemme ligger centralt. I en svensk avis stod der forleden helt forkert, at dette er hans “Murder Ballads”-plade. Hvis vi endelig skal ind i den terminologi, er “Skebokvarnsv. 209” snarere hans “Boatman’s Call”. Den blanding af lavmælt resignation og kiggen sig over skulderen, som Nick Cave dér bedriver, findes i rigt mål også her.

“Skebokvarnsv. 209” er adressen på det boligkompleks i Stockholm-forstaden Rågsved, hvor Thåström voksede op. Og mange af de nye tekster opleves som breve fra en tid, da Thåström fandt sig selv i verden der. Han fortæller om is på fodboldbaner, når det var vinter, og om højhuse der stod. Han fortæller om sin vistnok venneløse far, som var “främling overalt”, som altid skulle vise sin pistol frem når han havde drukket, som ikke talte meget, som “måske bare drømte om at lange tog skulle tage ham langt, langt bort”. Og han beretter om hvordan Ebba Grön mødtes i Rågsved for at skrige og “stå forrest når hele lortet sagde bang-bang-bang”, først hed The Haters, drak medicin med terpentin-smag, indspillede den første single – 1500 kr for 500 eksemplarer! – der skulle forandre alting.

Og han skriver også om nu og her. Om en voksen Joakim Thåström, der “aldrig har gjort nogen kvinde glad”. Om Gun Club’s Jeffrey Lee Pierce, der synger blues som ingen andre. Og han synger selv om København på pladen; om Vesterbro, om Sønder Boulevard, om Sort Sol, “der sang for alle dem der var som os”, om Ole Jastrau, om Dan Turéll, om barerne, om månen over byen, der er den smukkeste han ved. Utroligt, midt i den så hypede “danske bølge”, at der skal en svensker til at synge så levende og indfølt om vores hovedstad!

Universal Records viser indtil videre ikke levende tegn på at udsende “Skebokvarnsv. 209” i DK, hvilket med ovenstående i mente er forkert. Godt at musikkøb på nettet er opfundet – disse 11 “tilståelelsesbreve” er investering værd!