Ej Pod til lyst… og alternativet er at lytte til cd’er. Min nyeste anskaffelse ankom i går med posten. Det er sangene til den nye tegnefilm Vilde venner, der på engelsk hedder Open Season. Filmen handler om en bjørn og en hjort, der bliver venner og går sammen med de andre dyr i skoven om at jage jægerne bort. Alene dét vil få min datter til at slæbe mig med i biografen, når filmen dukker op her i landet til næste måned.
I lighed med de fleste andre tegnefilm for børn er der masser af musik. Alle sange i filmen pånær to er skrevet af selveste Paul Westerberg. To af Westerbergs sange fremføres af henholdsvis Deathray og Pete Yorn, resten af Westerberg selv. På to numre er han endda sammen med sin gamle makker Tommy Stinson.
Hvis man var ved at blive træt af den slaskede hjemmeproduktion, der har præget Westerbergs seneste albums, er dette album ekstra velkomment. Musikken minder stilmæssigt mest om hans sørgeligt oversete Eventually fra 1999; sangen “Good Day” fra det album bliver faktisk genbrugt på det nye lydspor.
