Så for flere år siden Lloyd Cole nede i Lille Vega gøre sig temmelig morsom på Morrissey’ s bekostning. Det faldt naturligvis hans sarkastiske natur nemt, og nuomdage skal man vel også være næsten blind for ikke at blive lyst op af St. Morrissey’s selvantændte tragik. Men da det dog er Morrissey vi kommer fra, ham der var med til at sende os afsted engang, er bare en vis ydmyghed påkrævet klædelig i omtalen af ham. Det mente Lloyd Cole ikke den aften. Siden har vi her konsekvent ikke købt plader eller gået til shows med ham. Det synes helt logisk.
En lignende sag kan være under opsejling. Her et uddrag fra en canadisk webanmeldelse af en Pavement-koncert på Sasquatch-festivalen i forgårs:
“Range Life,” “Silence Kit,” and Gold Soundz” off Crooked Rain were played the tightest and seemed to be enjoyed the most by the crowd; the 2010 version of “Range Life” was updated to include a dis on the Walkmen in the Smashing Pumpkins verse.
Dette skal der forskes i og om nødvendigt sendes virtuelle israelske marinedødspatruljer afsted mod Stephen Malkmus for at gengælde. Men, for satan, det værste: Tænk hvis man aldrig skal kunne høre verdensklassegyldne ‘Range Life’ igen, uden at ryste på hovedet af de eventuelle idioter bag den! Popmusik er en alvorlig sag.
@ Ramone – Jeg medgiver dig at Bowie skabte sin musik udfra eksperiment og intuition, men hey, over bare 10 år i 70’erne lavede han 10 (!) vidt forskellige men banebrydende albums! Hvordan de kom til at lyde, og hvor Bowie bevægede dem hen stilmæssigt, den rejse er muligvis nok præget af tilfældigheder, men ikke slutresultaternes homogene tårnhøje klasse. Den slags kontinuerlige topkvalitet snubler han ikke bare tilfældigt over.
Tror som du heller ikke, Bowie/Eno/Visconti & co. vidste hvad de havde med at gøre, da de skabte ‘Heroes’. Sikkert også derfor sangen står så stærkt som den gør. Var Bowie gået efter et moderne storromantisk kærlighedsnummer fra starten, havde vi aldrig nogensinde fået en så ukonventionel og overraskende totaloplevelse. Den konstante søgning i udtryk, åbenhed for musik og lyd, samt modet til at turde følge egen intuition, var Bowie uofficiel verdensmester i dengang.
Er tyske ‘Helden’ iøvrigt ikke allerbedst af de tre, et ponyhoved før engelske ‘Heroes’?
@ Jens. På en måde kan man godt, for jeg nægter at tro på, at Bowie var fuldt ud klar over hvad han faktisk havde mellem hænderne, da han skrev sangen Heroes. Jeg tør næsten godt udnævne det til verdens bedste sang, hvad enten han synger tysk, fransk eller engelsk.
Bowie synes at eksperimentere meget og nogengange blev det til Ziggy stardust, mens det andre gange blev til ( der er alligevel en del albums, man kan sætte ind her)
Netop fordi manden er så eksperimenterende, er der langt fra gulv til loft i hans karriere.
Det er alligevel lidt sværre at høre, at maladjusted, (Morrisseys album fra 1997) er et temmeligt middelmådigt album, fordi den er skabt over samme formel som hans fremragende solo albums
‘Relevant by accident’? Det kan man ikke sige om hverken Bowie eller Morrissey.
“(He is) not the person he was. He is no longer David Bowie at all. Now he gives people what he thinks will make them happy, and they’re yawning their heads off. And by doing that, he is not relevant. He was only relevant by accident.”
Morrissey om David Bowie
Skift Bowie ud med Morrissey i det ovenstående, og det giver pludselig perfekt mening. Jeg er på linie med Lloyd Cole her, hvor ligegyldig en parantes i musikhistorien han så end var. Jeg var omtrent galaksens største Smiths-fan, men Morrissey anno 2010 er bare så forudsigelig boooring.
@ Webmaster Pastor – Ja, undskyld, sidder tungt på både indkøb af plader og konceretbilletter her, derfor det ‘vi’, som jeg egentlig synes lyder ret overbevisende…
@ Rozzer – Du har ret, Morrissey har selv været ude med riven, som traditionen i England nærmest dikterer. Ikke det at tale negativt, synes jeg, men måden man gør det på, som bestemmer om udfaldet er ok eller ej. Og at netop Lloyd Cole, der ubestrideligt skylder The Smith’s sin egen karrieres første og største medvind, skal tage nemme selvtilfredse points på M. spiller forkert i min bog.
@ Morten Ramone – Hørte Southpaw forleden (i den ‘rigtige’ originalsynkroniserede udgave, vel at mærke). Et fremragende direkte album. Titelsangen er virkelig et højdepunkt!
Hvornår er du begyndt at anvende det royale “vi”, Jens?
“men Oasis har jo vist os, at der er omtale og penge i at svine andre til”
Og hinanden….
Men Oasis har vel reelt bare fulgt en britisk tradition, som også His Mozzness har gjort sit ypperste for at følge.
Han har jo aldrig selv holdt sig tilbage for at dissekere sin kolleger.
8-9 år…Det nå være til lige før southpaw grammer, hvilket primært er en hån mod hele comback-perioden. Det giver jo ingen mening, da den netop er et brud med den klassiske morrissey-sound.Der er selvfølgelig det kedelige mantra om, at musik er et spørgsmål om smag.
Lloyd cole er en parantes i musikhistorien sammenlignet med El Moz, som han præcis stod på skuldrene af, men Oasis har jo vist os, at der er omtale og penge i at svine andre til
(ah, det er derfor der aldrig bliver skrevet om Lloyd Cole her på siden… 🙂 )
Det er det vel, trist (og sarkastisk) som den er, ialfald hvis der lægges 4-5 år til. Men mellem den karakteristik og så til at sende en Vega-sal afsted i selvgod, bedrevidende latter over den, ligger der en klar grænse, som – af simpel respekt for alt det manden, den gør sig morsom på bekostning af, har betydet (, da ikke mindst for Lloyd Cole & The Commotions, der fra dag 1. sad på baghjul og nød godt af The Smiths’ genreskabende udbrud) – er historieløs tarvelig at overskride.
“I followed Morrissey’s career for about the first eight or nine years, but after that point it became apparent that he had a kind of Peter Pan fixation and wasn’t interested in growing up. I got to the point where I felt that what he was talking about said nothing to me about my life.”
Det er vel en fair og præcis konstatering?