I dag ankom et længe ventet bokssæt fra Rhino med posten. Det gamle album fra 1987, hvor The Replacements var reduceret til en trio, har en spilletid på 33 minutter, men ingen af sangene er overflødige. Det hele slutter på smukkeste vis med “Skyway” og “Can’t Hardly Wait”.
Bokssættet har naturligvis en spilletid på noget over 33 minutter, thi det består af tre cd’er og en lp. CD’erne rummer en remastered udgave af det oprindelige album plus B-sider fra singlerne, demoer fra Blackberry Way-studiet og det oprindelige Rough Mix. LP’en er Rough Mix. Og så er der et fyldigt hæfte skrevet af Bob Mehr (forfatteren til Trouble Boys, den definitive Replacements-biografi) med bidrag fra bl.a. Stinson og Westerberg og producer Jim Dickinson. Dette er en værdig opfølger til Dead Man’s Pop, bokssættet bag den lidt undervurderede Don’t Tell A Soul.
Og dejligt for det, men det er bare små 30 år for sent. Det er den oprindelige version af albummet man bærer på rygraden, selvom den alternative ‘nye’ er så langt mere usminket fremkommelig.
Udgaven af Don’t Tell A Soul som findes på Dead Man’s Pop er et skridt op ad rangstigen, for det polerede firser-mix af sangene er der ikke mere. Nu står materialet tydeligere frem.
Købte Don’t Tell A Soul på udgivelsen, og har altid syntes den kvalietetsmæssigt var to skridt ned ad rangstigen i forhold til de tre gyldne Mats-albums; Pleased to Meet Me, Tim og Let It Be. Måske det er produktionen, der er sært fjern og tidstypisk steril, måske det er savnet af Bob Stinson, som først for alvor mærkedes her i manglen på liv og umiddelbarhed. Jeg tvivler på Don’t Tell a Soul er undervurderet. Men naturligvis er selv et lidt skuffende The Replacements-album bedre og mere interessant end så meget andet. Pleased to Meet Me derimod, det er en klassiker. Enjoy!