Center for Vild Analyse i dagbladet Information kaster sig i denne weekend over popmusikken og jagten på “autenticitet”. CVA skriver:

Måske er Michael Jacksons kastratsang ganske enkelt blevet normen, på den særlige måde at alle sangere i dag får ’skåret deres stemme til’ i lydstudiet, før pladen sendes på gaden. Vi bør følge denne pointe helt til dørs: Heller ikke visesangerens rene, naturlige røst overlevede (og vi har kun en fantasi om den tilbage).

…

Men hvordan i alverden kan man så bevare sangens uskyld? Kan vi komme tilbage til den rene, klare sang, som alle kan synge med på? Nej. Den vej er lukket. Alle forsøg på at komme bag om produktionsapparatet for at nå det ’ukrukkede’ og ’autentiske’ viser sig altid at være forfejlede.

Måske er det i virkeligheden det, der skal til – at benægte autenticiteten for alvor, for alvor at gå efter det bevidst iscenesatte og stolt indrømme, at det hele er iscenesat.

Meget mangler endnu at blive snittet i stykker i popmusikken, der stadig har en kedelig hang til evindelige gentagelser, et meget begrænset vokabular og en slesk besindelse på det kendte. Men alene den erkendelse, at en popstemme faktisk ikke ligger langt væk fra en klassisk kastratstemme kan føre vidt. Der er ikke noget naturligt over et pophit eller over en ’artist’, men det betyder også, at man kan gøre alt muligt. Det kan være angstfyldt at påtage sig det fulde ansvar for denne frihed, men måske er angst netop, hvad popmusikken har brug for, hvis den skal bevæge sig videre, mod sit endeligt og sin genfødsel.